Nedtællingen til NBA-sæsonen 2023-24 er begyndt, og vi glæder os som små børn, der kan skue BonBon-Land over horisonten.
Som optakt vil vi fra i dag og de næste 29 dage inden sæsonstart fokusere på et nyt hold hver dag, skabe dig et overblik over, hvad hvert hold har foretaget sig over sommeren, og diskutere, hvad vi kan forvente af dem i den kommende sæson.
Og ja, der er selvfølgelig risiko for, at der den næste måned sker ændringer for nogle af holdene, som kommer til at påvirke deres sæson – eksempelvis at en nøglespiller bliver skadet i preseason. Det er dog ikke til at forudse, så vi må leve med, hvad vi ved.
Vi skal jo starte fra en ende af, så hvorfor ikke bare gøre det alfabetisk? Det første hold i køen er Atlanta Hawks.
Resultat i sidste sæson
#8 i Eastern Conference (41-41).
Atlanta kvalificerede sig til slutspillet via deres første play-in-kamp, hvor de slog de senere finalister fra Miami Heat. Hawks røg dog ud i første runde af slutspillet efter et 2-4-nederlag i serien mod andenseedede Boston Celtics.
Offseason-moves
Spillere ud:
- John Collins (traded til Utah Jazz)
- Aaron Holiday (kontraktudløb, samlet op af Houston Rockets)
- Trent Forrest (kontraktudløb)
- Vit Krejci (waived)
- Tyrese Martin (waived)
- Donovan Williams (two-way-kontraktudløb)
- Lou Williams (karrierestop)
Spillere ind:
- Patty Mills (traded fra Oklahoma City Thunder)
- Wesley Matthews (free agent)
- Kobe Bufkin (rookie, drafted #15)
- Mouhamed Gueye (rookie, drafted #39)
- Seth Lundy (rookie, drafted #46, two-way-kontrakt)
- Miles Norris (undrafted rookie, two-way-kontrakt)
Kontraktforlængelser/re-signings:
- Dejounte Murray (fire år, $120 millioner)
Største profiler (stats fra sidste sæsons grundspil)
Trae Young (73 kampe spillet, 26,2 PTS, 3,0 REB, 10,2 AST, 1,1 STL, 0,1 BLK)
Dejounte Murray (74 kampe spillet, 20,5 PTS, 5,3 REB, 6,1 AST, 1,5 STL, 0,3 BLK)
Hvor står holdet i forhold til sidste år?
Efter flere sæsoner med trade-spekulationer omkring John Collins fik Hawks denne sommer endelig skillet sig af med den højtspringende forward i et økonomisk fornuftigt, men sportsligt sølle bytte for Rudy Gay og et fremtidigt andenrundevalg.
ESPN Sources: The Hawks are finalizing a trade to send F/C John Collins to the Jazz for Rudy Gay and a future second-round pick. Atlanta’s largely unloading Collins’ three years, $78M for some roster building flexibility and alignment with looming changes to salary cap. pic.twitter.com/CpAfTNXKMq
— Adrian Wojnarowski (@wojespn) June 26, 2023
Det åbner op for nye tider i Atlanta, specielt også med henblik på at deres nye cheftræner Quin Snyder nu har haft en hel sommer til at sætte sit præg på Trae Young og co. Den tidligere Utah Jazz-cheftræner blev hentet til Hawks mod slutningen af sidste års grundspil til fordel for fyrede Nate McMillan og overtog et hold i mere eller mindre vildrede.
Trænerskiftet førte dog ikke til den store positive omvæltning resultatmæssigt, da Hawks under ledelse af Snyder sluttede sæsonen af med ti sejre og 11 nederlag. Men det kan være, at en hel offseason med grundig forberedelse nu sender holdet i en mere positiv retning.
Især i forsvarsenden havde Hawks problemer sidste år (#7 i offensiv rating, #22 i defensiv rating), men det bør vi se forbedret nu med Snyder ved roret, som før har stået i spidsen for nogle rigtig stærkt defensive Utah Jazz-hold – dengang hjalp det selvfølgelig at have Rudy Gobert, men Snyder må klare sig med Clint Capela og delvist Onyeka Okongwu på center-positionen.
Sidst, men ikke mindst, må vi nævne holdets to største stjerner, Trae Young og Dejounte Murray. Sidstnævnte har i sommerens løb forlænget sin kontrakt med fire år, og som duo træder de nu ind i deres anden sæson sammen. Holdets succes kommer i høj grad til at afhænge af, hvordan de to dynamiske guards kan få samarbejdet til at fungere.
Tilsammen snittede “DejounTrae” (I hørte det her først, måske) – i sidste sæson 46,7 point og 16,3 assists pr. kamp, så der er tydeligvis ikke meget spil, der ikke går igennem dem. Hvis de kan få det til at spille indbyrdes, og de omkringliggende brikker lever op til forventningerne – her tænker jeg især Clint Capela, De’Andre Hunter, Onyeka Okongwu, Saddiq Bey og Serbiens VM-stjerne Bogdan Bogdanovic – bør Atlanta Hawks med Quin Snyder ved roret kunne præstere bedre, end vi så sidste år, hvor sejrene og nederlagene udlignede hinanden.
Hvem skal vi holde ekstra øje med?
Med 15.-valget i første runde af 2023-draften valgte Atlanta Hawks at gå med Kobe Bufkin fra University of Michigan. Den unge shooting guard med det velkendte fornavn er lige fyldt 20 år og er trods en flot sidste sæson i college stadig et forholdsvist ubeskrevet blad.
Bufkins primære force er at komme til ringen, både med og uden bold, hvor han kan sende læderet i kurven med flotte dunk såvel som layups af høj sværhedsgrad. Med sine 193 cm og 88 kg har han også en ramme, som hjælper ham i forsvarsenden, hvor han er meget aktiv. Og så er han i øvrigt venstrehåndet, hvilket jo bare er ekstra lækkert.
På Atlanta Hawks-fansiden Soaring Down South har man sammenlignet Kobe Bufkin med nuværende NBA-spillere. Ifølge dem er hans gulv Coby White, hans realistiske sammenligning er Tyrese Maxey, mens drømmescenariet er, at han bliver lige så god som Bradley Beal.
I anden runde valgte Hawks Mouhamed Gueye, som også kun er 20 år, fra Washington State. Den senegalesiske power forward står noteret som 211 cm høj og 95 kg tung, og med den køleskabsform har han i college vist sig som værende en fornem rebounder i begge ender.
Gueyes dribleevner og hurtige bevægelser er heller ikke ringe af hans størrelse, og så har han et udmærket mellemdistanceskud, som måske kan forbedres til et effektivt 3-pointsskud. Det bliver spændende at se, om de kvaliteter kan overføres til NBA, og hvor meget spilletid han i det hele taget får på et hold, som gerne vil ende over play-in-pladserne i Eastern Conference.
NBA.com sammenligner Mouhamed Gueye med Naz Reid i angrebsenden og Jaxson Hayes i forsvarsenden.
Hvis jeg skal nævne nogen af de mere etablerede navne, som vi allerede kender fra Atlanta Hawks, bliver det især interessant at se, hvordan Onyeka Okongwu klarer sig i sin nye, større rolle på power forward-positionen, hvor han ikke længere skal konkurrere med John Collins.
Okongwu kommer med sikkerhed til at få et nøk op fra sine 23 minutter pr. kamp fra sidste sæson. Trods hans kun 22 år træder han ind i sit fjerde år i ligaen, og det er nu, han skal begynde at vise sig som det monster omkring ringen, som han blev beskrevet som i 2020, inden han blev draftet.
Det største problem, den unge Okongwu skal arbejde på, er uden tvivl hans tendens til at komme i fejlproblemer. I sidste sæson delte han holdets førsteplads i fejl pr. kamp (3,1) med John Collins, som spillede syv minutter mere pr. kamp end ham.
Til sidst er det værd at nævne Trae Young. Der hersker ingen tvivl om hans kvaliteter på banen, men det interessante med ham i denne sæson bliver at se, hvordan han kommer ud af det med cheftræner Quin Snyder. Young har før vist sig at være lidt af en mundfuld for trænere at håndtere, senest med Nate McMillan, som blev fyret i februar.
Trae Young chose to not play in Hawks' home win vs. Denver due to an exchange with HC Nate McMillan during Friday’s shootaround, per @ShamsCharania
McMillan reportedly disagreed with Young's rehab approach & gave him the option to "play off the bench—or don't show up at all." pic.twitter.com/HgkaR0Zwja
— NBA on TNT (@NBAonTNT) December 4, 2022
Hvor langt når de?
Med Quin Snyder i trænersædet og Collins-hovedpinen kureret kan Atlanta Hawks meget vel have haft den sommer med ro og tid, som de havde brug for til at kunne finde hinanden. Men selv hvis de skulle ramme deres topniveau, ser jeg dem slet ikke komme helt op i nærheden af de stærkeste hold i øst som Bucks, Celtics og 76ers – her kan også nævnes Miami Heat, men som vi så sidste år, er det aldrig til at vide, hvordan de klarer sig i grundspillet kontra slutspillet.
Atlanta kan måske komme op at drille Cleveland Cavaliers, men det bliver nok Trae Youngs bedste venner fra New York Knicks, som Hawks skal regne med at skulle snuppe sjettepladsen fra, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme i slutspillet uden at skulle en tur forbi play-in-turneringen igen. Hvis Atlanta Hawks skulle komme i slutspillet, ser jeg dem dog ikke komme længere end maksimalt anden runde.
Om ikke andet ser jeg gode muligheder for Hawks til at forbedre deres record i grundspillet på 41-41 fra sidste sæson.
Atlanta Hawks åbner sæsonen natten til torsdag d. 26. oktober kl. 01.00, ude mod Charlotte Hornets.
Har været forelsket i basketball siden 2018 og arbejdet med sport på blandt andet TV 2 og Warner Bros. Discovery. Har desuden været journalistpraktikant i Bakken Bears, hvor jeg agerede studievært og kommentator på Bears TV. Har en bachelorgrad i medievidenskab og en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet. Elsker Ringenes Herre og øl, men de skal nydes hver for sig.