Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

LA Lakers

Lakers’ turbulente tid uden LeBron James

På en af årets største NBA-dage pådrog Los Angeles Lakers’ superstjerne LeBron James sig en skade i lysken. Dette efterlod et ungt mandskab uden deres klare leder og bedste spiller. Nu, 31 dage efter, er tidspunktet for James’ tilbagevenden stadigvæk uklart, hvilket er bekymrende for den historiske klub der i den grad mangler deres superstjerne.

Los Angeles Lakers fik en rigtig fornuftig start på sæsonen, hvor de kæmpede med i toppen af den kompetitive vestlige konference. Faktisk lå de nummer fire, da LeBron James første juledag hørte et smæld fra sin lyske, der sendte ham ud af en af årets vigtigste kampe, med syv minutter og 51 sekunder tilbage af tredje periode. Dette gav et sus igennem hele Lakers’ trup og ledelse, der med stor bekymring så ham humpe ud til omklædningsrummet. Meldingen var uklar, men James var færdig for den aften og skulle vente på en scanning næste morgen. Scanningen kom tilbage positiv og viste en skade i venstre lyske, hvilket har holdt den 34-årige forward ude siden.

Nu kom den rigtige test for cheftræner Luke Walton og de unge tropper, der for første gang i sæsonen skulle stå på egne ben. Dette startede ganske godt, og de endte med at vinde kampen hos Golden State Warriors på første juledag med 101 – 127. De spillede en solid kamp, hvor deres defensive fokus på Klay Thompson, Kevin Durant og Stephen Curry gav pote. De tre skød kombineret 12 for 37 fra gulvet, hvilket gav blot 32 procent for kampen.

Men træerne voksede ikke helt ind i himlen for Lakers. Blot to dage senere gæstede Lakers de velspillende Sacramento Kings, der løb med en snæver sejr på 117-116. I den anden kamp uden LeBron, måtte de også se sig slået. Denne gang af rivalerne, Los Angeles Clippers. De fire efterfølgende kampe bød på tre nederlag. Lakers var nu 1-6 uden James.

Spol tiden frem til den 25. januar og Lakers er 5-10. Den dårlige stime har taget Lakers fra en fjerde plads til en niende plads på knap en måned. Det er ikke nogen hemmelighed, at Lakers ikke har set gode ud i perioden. Med en Net Rating på -1,1 rangerer Lakers som det tiende dårligste hold i netop den kategori. Net Rating er en simpel indikation af et holds niveau, hvor man måler et holds pointforskel per 100 boldbesiddelse. Desuden har de i perioden haft den niende dårligste sejrsprocent i ligaen, hvilket har resulteret i en plads udenfor slutspillet.

Hvis man sammenligner netop disse statistikker med før skaden, tegner der sig et tydeligt billede. De lå som sagt nummer fire i tabellen. Det gjorde de med en Net Rating på 2,3, hvilket var den niende bedste i ligaen. De havde desuden ligaens niende bedste sejrsprocent og lå solidt indenfor i slutspillet.

Fraværet åbner op for andre

Det kommer ikke som det store chok, at Lakers er dårligere uden LeBron James, men Lakers havde nok forventet at holdet havde set bedre ud. At en spillers tilstedeværelse er så essentiel for deres hold og resultater, er ret alarmerende for et hold, der gerne vil skubbe sig ind i slutspillet. Ikke mange tophold ville falde så gevaldigt i niveau, hvis fraværet af deres bedste spiller skulle forekomme. Det er netop dét, der gør et elitehold til et elitehold.

LeBrons skade har selvfølgelig åbnet op for en hel del flere boldberøringer og skud til andre spillere. Især Lakers’ unge byggesten Lonzo Ball, Kyle Kuzma og Brandon Ingram havde man håbet, kunne tage teten og bevise deres værd.

Hvis man kigger på deres stats siden skaden, er de selvfølgelig også gået op. Men det er deres minutter og boldberøringer per kamp også. Deres forøgede minutter kan udlignes ved, at kigge på deres statistikker per 36 minutter, i stedet for de traditionelle statistikker per kamp. Altså, hvad deres statistikker ville være, hvis de spillede præcis 36 minutter per kamp. Før og efter skaden.

 

Pr. 36. minut          Point        Rebounds          Assists
Før Efter Før Efter Før Efter
Lonzo Ball 11 13,4 6,3 6,3 5,9 7,7
Kyle Kuzma 20 22,3 5,6 6,8 2,5 3,1
Brandon Ingram 18 18 4,7 6,4 2,5 4,0

De tre spillere er gået op i alle kategorier, undtagen Balls rebounds og Ingrams point, der forblev det samme.

Umiddelbart er der ikke de store overraskelser, hvis man tager LeBrons fravær in mente. Ball er gået op i assists, da han har fungeret som den primære playmaker og gjort det han er bedst til, netop distribution af bolden.

Ingram ser dog ud til virkeligt at have taget et spring i perioden. Han har lignet den spiller, man håber han kan blive og har ramt over de 20 point i seks af de 14 kampe. Et uventet flot indhop har også været den unge center Ivica Zubac, der i perioden har haft 23,7 point og 11,5 rebounds per 36 minutter, på 60 procent fra gulvet.

Den 17. januar gæstede Lakers de velspillende Oklahoma City Thunder. På papiret lignede det en sejr til Russell Westbrook, Paul George og resten af Thunder, der har set rigtig gode ud i år. Men de unge drenge fra LA ville det anderledes.

De unge stjerner viste deres potentiale og tog en udesejr på 128-138 i overtid. Lakers spillede en solid kamp hele vejen rundt og skød som hold 50 procent fra gulvet og 47,5 procent fra trepointslinjen. Desuden skød de 90 procent fra straffekastlinjen, som er 28 procent bedre end normalt. Deres 68 procent for sæsonen rangerer dem i øvrigt som ligaens dårligst skydende hold fra linjen.

Kuzma havde 32 point, otte rebounds, fire assists og tre steals på 55 procent fra gulvet og 58 procent fra trepointslinjen. Lonzo havde en flot double-double med 18 point og ti assists på 40 procent fra trepointslinjen. Zubac havde endnu et flot indhop med 26 point og 12 rebounds, mod ligaens femte bedste reboundende hold.

Sejren i OKC viser nok forhåbningerne nærmere end realiteten for Lakers.

Loftet ser højt ud, men realiteten matcher sjældent forhåbningerne når man kigger på LA’s unge spillere.

Udviklingen er tydelig, men dens fart har været langsommere end forventet, hvilket også har givet diverse medier idéen om et trade, der kunne sende endnu en stjerne til LA.

Hvorvidt det sker er svært at sige, men LA står umiddelbart i en stærk situation til sommer, når en lang række højtprofilerede spillere skal skrive kontrakt. Derfor kunne man godt forestille sig, at et eventuelt trade først vil ske efter free agency.

Fraværet af LeBron har tegnet et klart billede af, hvor vigtig han er for holdets succes. Uden ham ligner de et lotteri-hold over en hel sæson, hvilket de selvfølgelig også var sidste år.

Hvis der er en spiller i verden, der skal tage LA langt i slutspillet, så er det uden tvivl LeBron James, men det ser svært ud med den mængde hjælp, han har til rådighed. Derfor er denne sæson også mest et år i venteposition, hvor de unge spillere skal udvikles, og en ny stjerne skal tiltrækkes.

LeBron James betyder alt for Lakers’ succes, og om det fortæller mest om hans eller det resterende Lakers-hold’s evner, er op til den enkelte at vurdere.

Skrevet af

Bosat i Århus og redaktør på NBA. Har en stor kærlighed til Los Angeles Lakers.

Andre artikler med dette emne

Golden State Warriors

Han åbnede selv op for, at kapitlet i San Francisco kunne have nået sin ende, men sådan gik det ikke.

Miami Heat

Efter bare en enkelt kamp i den indeværende sæson har Miami nu fristillet sin skandaleramte spiller.

Golden State Warriors

Det lignede for en stund, at den aldrende NBA-stjerne var på vej væk fra den klub, han har tørnet ud for i hele sin...

NBA

Årets trade deadline har været særdeles stille. Flere hold i ligaen har afventet Giannis Antetokounmpo-situationen i Milwaukee, og flere stjernespillere er blevet ramt af...

NBA

I søndagens kamp mellem Golden State Warriors og Miami Heat, pådrog Jimmy Butler sig den værste skade af dem alle, en overrevet akillesene. Dermed...

NBA

Efter de første 27 kampe i sæsonen lignede det at Los Angeles Clippers ville ende ud i bunden af Western Conference. Med 6 sejre...

NBA

Torsdag nat scorede Anthony Edwards point nummer 10,000 i hans karriere, dermed tilslutter han sig en særdeles imponerende klub, kun overgået af LeBron James...

NBA

Kampen mellem Chicago Bulls og Miami Heat tidlig fredag morgen dansk tid, er blevet udskudt grundet kondensvand på banen. Efter at både spillere, trænere...