Siden 1951 har all-stars fra øst spillet mod all-stars fra vest i NBAs årlige all-star kamp, men det ændrer sig nu. NBA annoncerede tirsdag deres nye plan for kampen. Der vil stadig blive valgt 12 spillere fra både øst og vest, og ligesom sidste sæson vil de blive valgt af fans, spillere og reportere. Stemmer fra fans tæller 50%, og stemmerne fra spillere og reportere tæller begge 25%.
Modsat de sidste 66 allstar kampe vil spillerne ikke blive inddelt i øst og vest. I stedet vil de to spillere med flest fan-stemmer blive holdkaptajner på hver sit hold. De to kaptajner vil vælge deres hold efter det gode gamle princip om første- og andenvælger. Sidste år ville Steph Curry og Lebron James have været de to holdkaptajner.
Det betyder, at man vil kunne se holdkammerater på hver sit all-star hold. Og det sætter kaptajnerne i en interessant situation. De bliver nødt til at tage højde for nuværende og fremtidige forhold med spillere. Hvad mon Draymond Green vil sige, hvis Curry vælger Klay Thompson eller Kawhi Leonard før ham?
Kampens startere vil stadig blive de fem spillere fra hver konference, som får flest stemmer. Starterne vil blive annonceret den 18. januar. Fem dage senere vil de 7 reserver fra både øst og vest blive offentliggjort. Disse er stadig valgt af trænerne.
All-star kampen skal være relevant igen

Stephen Curry & LeBron James ville have være sidste års holdkaptajner. Foto: Flickr – Eric Whitley
Efter sommerens udvandring af all-stars fra øst til vest så udsigterne til en spændende all-star kamp meget dårlige ud. Ved at blande holdene vil der være større chance for at se to ligeværdige hold.
Det har været et stort ønske fra både NBA og spillerunionen, at all-star kampen skulle have mening igen. Man har de sidste år set intensiteten forsvinde fra kampen – særligt i forsvaret. Sidste sæsons kamp slog alle rekorder og endte 192-182 til vest. Spillerne har ikke haft noget at spille for, og de ønsker ikke at pådrage sig en skade i en opvisningskamp.
Der er blevet enighed om at fokusere på velgørenhed, så donationer fra kampen vil gå til nogle velgørenhedsprojekter valgt af det vindende hold. NBA håber, at det vil give spillerne noget at spille for.
Og mon ikke vi kan være sikker på, at medmindre Russell Westbrook bliver valgt som den første, vil han bruge hele kampen på at bevise, han er den bedste i verden. Det kunne man håbe ville kickstarte andre spilleres konkurrencegen.
Vi venter stadig på detaljer omkring dette all-star draft. Hvornår bliver holdene valgt, hvor stort et show bliver gjort ud af det og ikke mindst, hvem af de to holdkaptajner får førstevalgtet? Det bliver sikkert, den spiller med flest stemmer, men nu man er i gang med ændringer, hvorfor så ikke gøre det spektakulært? Mit officielle forslag til NBA er: Lad de to holdkaptajner spille mod hinanden i NBA2k – vinderen vælger først. Hvor mange seere ville ikke tænde fjernsynet for sådan et show? Ville det være sjovt eller trist, hvis man opdagede, at kaptajnerne var dårlige til spillet? Jeg ved det ikke, men NBA er altid klar på at tjene penge – og penge ville blive tjent!
Endnu en symptombehandling
NBA har bestemt lavet en kærkommen ændring til all-star kampen. Jeg glæder mig særligt til at se ud fra hvilke kriterier kaptajnerne vælger deres hold. Alligevel har NBA ikke formået at løse det grundlæggende problem: Der er flere stjerner i vest end i øst.
Det nye format vil givetvis blive rigtigt underholdende. Men når vi til februar tænder for all-star kampen og ser spillere som Myles Turner fra Indiana eller Dion Waiters fra Miami, vil vi nok undre os meget over, hvor for eksempel Klay Thompson, Jimmy Butler, Paul George, Marc Gasol, DeMarcus Cousins og Karl-Anthony Towns er henne – der er ikke plads til dem alle.
Hvis ikke NBA har i sinde at sende de bedste 24 spillere til all-star kampen, kunne de ligeså godt bare inddele holdene efter højde. Ej, første- og andenvælger formatet lyder rigtig fedt. Så må vi håbe, at all-star kampen i 2019 vil være året, hvor NBA dropper øst og vest opdelingen helt. NBA bevæger sig i den rigtige retning, og det skal de have ros for.









































































