James Harden var rasende efter nattens højst overraskende nederlag på 128-118 på hjemmebanen til Los Angeles Clippers. Stjernen leverede, som han plejer, men med et halvt minut tilbage af kampen blev han smidt ud for sin 6. fejl i kampen. Harden fik skrabet fire af sine seks fejl til sig indenfor de sidste 5 minutter, og to af de fire var offensive fejl. “Jeg er træt af at høre på undskyldninger. Som spiller bliver man frustreret over at høre dommerne sige, de lavede en fejl eller ikke så det ene og det andet. Vi laver alle fejl, men det er bare frustrerende.” Harden sydede lige efter nederlaget, og hans første ord efter kampen var “Bullshit calls”, hvilket nok skal komme til at koste lidt på pengepungen.
Upåagtede Griffin-løse Clippers startede sæsonen fantastisk, men de ligger nu nr. 10 med 13 sejre og 18 nederlag i Western Conference. Men heldigvis havde de i nat andre, der i Griffins sted kunne levere stort, da holdet sejrede i Toyota Center i nat. I en kamp, hvor Clippers tabte første halvleg med 13 men vandt anden med 23, brændte Austin Rivers og Lou Williams af og scorede henholdsvis 36 og 32 point. DeAndre Jordan scorede 15 og tog 20 rebounds. For Houston leverede Harden for anden kamp i træk 51 point i et nederlag. Det er ikke sket siden 1962-63 sæsonen, hvor Wilt Chamberlain også scorede over 50 point i tre kampe i træk, som alle blev tabt.
Nederlaget betød, at Rockets smed førstepladsen i vest, hvor Golden State Warriors nu ligger nr. 1 med 26 sejre og 6 nederlag. Houston, der igen var uden Chris Paul, har en sejr mindre.
Foto: Keith Allison – Flickr










































































