Kasper Duun
Guard: Victor Oladipo
(75 kampe – 23,1 point – 5,2 rebounds – 4,3 assists)
Curry og CP3 må se langt efter en plads på mit All-NBA hold. De har ganske enkelt været for meget skadet. Desuden har Oladipo haft en urimeligt god sæson, hvor han har taget ligaen, fansene og samtlige indbyggere i Indiana med storm. Wow et Oladipshow det har været.
Guard: DeMar DeRozan
(80 kampe – 23 point – 3,9 rebounds – 5,2 assists)
Det bedste hold i East kan ikke lade sig gå ubemærket hen på et All-NBA hold. DeMar DeRozan bragte sit spil til nye højder denne sæson og udvidede sit repertoire, hvor han blandt andet blev farlig bag 3’eren.
Forward: Al Horford
(72 kampe – 12,9 point – 7,4 rebounds – 3,9 assists)
I bedste Tim Duncan stil, har Al Horford formået at spille en usædvanlig god og undervurderet sæson, uden for mediernes radar. Det har stået Jayson Tatum og Jaylen Brown på det hele, imens man ofte har undermineret hans betydning og stjernestatus, da Irving og Hayward gik ned med skader. Mange er ekstremt overrasket og fornøjet over Stevens’ bedrifter med dette stjerne- og talent-forladte mandskab, men man glemmer altså Horfords enorme betydning for alt Boston har præsteret i år.
Forward: Draymond Green
(70 kampe – 11 point – 7,6 rebounds – 7,3 assists)
I en sæson, hvor Splash Brothers og Durant har været meget skadet er Dray ofte blevet efterladt alene. Men i vanlig stil har han holdt energiniveauet unaturligt højt, og set ekstremt tændt ud.
Center: Karl-Anthony Towns
(82 kampe – 21,3 point – 12,3 rebounds – 1,4 blocks)
Rudy Gobert fortjener denne plads. Det gør han virkelig. Men jeg vægter simpelthen ikke 53 kampe som nok, til at få en plads på All-NBA holdet. På trods af hans dominerende forsvarsspil og kæmpe andel i Utah’s flotte slutspurt.
KAT får den. Han har ikke misset en kamp og været en solid force offensivt for Thibodeau’s mandskab. Defensivt derimod, mangler vi stadig at se mirakler fra Karl-Anthony Towns, og det forventer jeg også at Thibodeau gør.
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































