Den tidligere Svendborg-profil Johnell Smith stoppede karrieren sidste sommer, men det blev til et ganske kort karrierestop for den karismatiske guard.
Den nu 35-årige amerikanske Johnell Smith valgte af familiære årsager at stoppe karrieren efter sidste sæson i Svendborg Rabbits, men han fandt hurtigt ud af, at han savnede bolden i sit liv.
”Jeg træffede en beslutning om at trække mig tilbage fra basketball af alle de forkerte grunde. Grunde jeg ikke har lyst til at komme ind på. Efter at være hjemme og tilbringe tid med familien og snakket med min far, fandt jeg frem til noget; min far fik mig til at forstå budskabet at ofre sig,” udtaler Johnell til Fullcourt.dk, inden han fortsætter:
”Jeg troede, at jeg gjorde mig selv en tjeneste ved at stoppe med at spille det spil, som jeg elsker og lever for, men jeg gjorde i virkeligheden mere skade på mig selv og de mennesker, som elsker mig. Så efter den samtale [med hans far, red.] og efter jeg havde tilbragt en masse tid med min mor, søster, fætre og kusiner gik det op for mig, at jeg på ingen måde kunne stoppe med at spille,” forklarer Johnell.
Johnell fik herefter kontrakt i den stærke svenske liga, hvor Norrköping Dolphins stod klar med en kontrakt. Den takkede han ja til, og det blev til en flot sæson, der sluttede med sølv til Delfinerne.
”Det var en rigtig flot sæson. Ingen havde regnet med, at vi ville komme i finalen. Jeg tror, at alle lærte at teamwork makes the dream work,” fortæller Johnell med et lille grin.
Södertälje Kings blev for stor en mundfuld for Norrköping, der tabte 4-0 i finaleserien. Det var Södertäljes fjerde mesterskab i streg, hvor Johnell Smith spillede to sæsoner fra 2010-2012. I 2011-2012-sæsonen tabte Johnell og Södertälje til netop Norrköping, så Johnell har aldrig prøvet at vinde guld i den svenske liga. Han blev dog kåret som MVP i 2011-2012-sæsonen, og der er stadig en del kendte ansigter i klubben, da han spillede imod dem i finalen i år.
”Det var fedt at spille imod dem. Jeg kender mange af dem, og jeg træner også med dem om sommeren. Jeg er ikke glad for at tabe finalen, men jeg er glad for, at det var til dem og ikke et andet hold i ligaen,” fortæller Johnell til Fullcourt.dk.
Johnell fandt fra starten af sæsonen hurtigt sin rolle på holdet, hvor han tidligere i karrieren oftest har været den primære scorer, så var han i denne sæson veteranen, der hjalp til, hvor der var brug for det. Han snittede i sæsonen 8,2 PPG, 3,9 APG, 2,8 RPG og 1,1 SPG.
”Jeg er meget glad for min egen præstation. Jeg fandt tidligt på sæsonen min rolle på holdet, og jeg elskede det,” udtaler Johnell.
Denne sæson har givet ham smag på mere, og selvom han ikke ved, hvor han skal spille i næste sæson, så regner han ikke med at lægge skoene på hylden endnu.
”Det tror jeg ikke. Dette år har vist mig, at jeg stadig har en masse fight tilbage i mig. Også fysisk var jeg i super form,” slutter Johnell i interviewet med Fullcourt.dk.
Foto: Trine, Vildmedfoto.dk
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.









































































