Hørsholm vandt onsdag deres tredje kamp på stribe, da man hjemme vandt over oprykkerne fra Stevnsgade. Kampen endte 74-60, og kampens topscorer blev anfører Frederik H. N. med 22 point. Selvom resultatet er overbevisende, så var det i følge Frederik slet ikke så lige til.
“Kampen var præget af mange fejl, straffekast og brændte skud. Jeg oplever en fysisk hård kamp, hvor begge hold prøvede at spille deres spil. Stevnsgade formår at dominere reboundspillet i første halvleg, og selvom vi er foran ved pausen, så var følelsen, at det var på deres præmisser. Vi fik dog justeret tingene til anden halvleg og fik vendt kampen via vores forsvar, der giver os nogle lette fastbreak point.”
Med 22 point var Frederik kraftigt medvirkende til sejren, hvor af de 11 point kom inden for de sidste tre minutter (9/10 på straffe). Det er første gang, siden nederlaget mod Svendborg d. 29. januar, 2011, at Frederik scorer over 20 point, og at han bliver mest scorende spiller i en liga-kamp.
“Jeg ved ikke rigtig, hvad der gik galt. Jeg havde måske åbne øjne, da jeg skød..? Ej, jeg vil altid prøve at hjælpe holdet, så i dag var det min tur til at skyde nogle skud – fordi det var det rigtige at gøre i de situationer. Men du har da ret i, at jeg ikke scorer så flittigt.”
Normalt er Frederiks varemærke hans mange assists, og selv som topscorer så han sig ikke for god til at sende bolden videre. Ikke mindre end otte assists blev det til. Han ligger nr. tre på assist-listen – en liste han ikke har været ude af top-20 siden hans debutsæson i 2005/2006 – faktisk har han ved sæsonafslutningen ligget i top fem syv ud af 10 gange.
“Jeg ved ikke, om jeg er mest til point eller assists. Jeg tror måske, jeg er allermest til at vinde, så kan det sgu’ være lige meget, om det er med en flot statline.”
Får vi en varm Frederik H. N at se igen?
“Ja der går vel en håndfuld år, inden jeg tør kigge på kurven igen… :-)”
Selve Hørsholms sæson var indtil for tre runder siden ikke noget at råbe hurra for. Blot én sejr ud af syv mulige. Den dårlige stime er dog vendt med tre sejre på stribe, men succesen stiger ikke Frederik til hovedet.
“Vi startede sæsonen rigtig dårligt, og vi har haft rigtig store udsving, hvilket har været meget frustrerende, men der er intet som en sejr, der kan forsøde tilværelsen. Vi spekulerer ikke så meget i, om vi er til at stoppe eller ej. Vi prøver selvfølgelig at vinde alle kampe, men der er ingen grund til at få storhedsvanvid endnu. Vi skal forsøge at holde begge ben på jorden så lang tid som muligt.”
“Vores kemi er blevet meget bedre, og vi kender det system, Rafa vil have os til at spille, meget bedre nu end vi gjorde i starten af sæsonen, og det giver os en følelse af sikkerhed, der er dejlig at have med i bagagen. I dag var jeg meget imponeret over vores store drenge, som virkelig tog kampen op imod Stevnsgades inside-spillere.”
Frederik H. N og Hørsholm har muligheden for at udbygge deres sejrsstime, når man d. 17/12 møder SISU i Kildeskovs Hallen.
Foto: Mikkel Thomasen
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.