Tidligere på ugen kunne Iffe Lundberg og CSKA Moskva kvalificere sig til EuroLeague Final Four som det første hold. I aftes havde Shavon Shields og Milano så også muligheden for at spille sig i semifinalen.
Halvdanske Shavon Shields og Milano førte serien 2-1 og havde alle muligheder for at lukke serien i aftens kamp. De var foran stort set hele kampen og forspringet var også oppe på 10 point i fjerde periode. Men et stærkt comeback betød, at Bayern München endte med at vinde 85-82.
Shields fik en hovedrolle, da han med otte sekunder igen havde muligheden for at bringe Milano foran ved stillingen 83-82. I første omgang fik han tilkendt to straffekast på sit drive, men efter et gennemkig ved dommerbordet blev dommen omstødt til en angrebsfejl.
Shavon Shields spillede stadig en flot kamp og bidrog med 17 point, 7 rebounds og 5 assists.
Shavon Shields og Milano skal møde vinderen af Barcelona og Zenit Petersburg i en eventuel semifinale. Iffe Lundberg og CSKA Moskva skal møde vinderen af Anadolu Efes og Real Madrid i den anden semifinale. Der står 2-2 i kampe i alle de tre sidste kvartfinaleserier.
Jeg er Fullcourts chefredaktør. Jeg har det overordnet ansvar for sidens indhold, og jeg brænder for alt basketball, hvor jeg bidrager til både NBA- og Basketligadelen af siden.