Hver morgen vågner jeg og tjekker min mobil. Nattens resultater tjekkes. Men…
…jeg er ved at blive grundigt irriteret over gentagne mediefeed, der synger den samme sang om og om igen. Ud fra nattens utallige spil svælges der i highlights, som var det selve historien i NBA, der blev defineret i nat. Og fokus befinder sig et helt særligt sted.
Det hele handler i store træk handler mere om ydmygelsen end selve akten i et spil.
For nylig lavede James Harden et sublimt crossover i kampen mod Clippers. Superstjernen havde en overvældende første periode, hvor han i sit crossover-moment stod med 14 point mod hele Clippers holdets blot 7. Herefter satte Harden Wesley Johnson på halen, og så stillede han sig ellers og ventede unaturligt længe, indtil Clippers spilleren fik rejst sig – og herefter satte Harden sin treer.
Houston bænken gik amok, og det samme gjorde internettet. Og netop nettet har i denne situation samt andre taget form af en “entity” – et selvstændigt væsen med eget liv – der nærmest som den mest mavesure anmelder spytter galde efter individer, der har gjort det skidt, haft en offnight eller blot har underpræsteret.
Det er trist at observere udefra, da jeg som tidligere mener at observere, at man bruger ligeså meget tid på at håne ofret som at hylde helten. I Harden situationen havde Twitter travlt med at fremhæve Wesley Johnsons mangler. Jeg ved, at det meste er skrevet i spøg, men kulturen udvikler sig i denne retning med så stor fart, at det både er og bliver en mere og mere massiv dyne af “spøgefulde” morsomheder, man hver morgen vågner til.
“Wesley Johnson should retire” skrev flere efter Hardens crossover.
“Harden murders Wesley Johnson”
“Nah man look at wesley johnson’s face, man is internally screaming DOC SUB ME OUT and his whole basketball life is flashing before his eyes”
“James Harden ending Wesley Johnsons career”
“James Harden crossed up Wes Johnson, logged on to his burner Twitter account to tell this guy why it wasn’t a push-off or a travel with a screenshot of the NBA rulebook, then hit a 3”
“You can see Wes Johnson’s soul escape from his body in real time”
“Oh My God James Harden. Why? That man has a family.”
Dette er et lille udpluk af, hvad en stor USA avis online valgte at bringe som 17 af de bedste tweets om situationen. Et enkelt tweet handler om Hardens præstation og ros af samme. Resten er udelukkende skrevet med øje for ydmygelsen. Det var ikke Hardens crossover samt treer, man fokuserede på – det var langt mere interessant, at der i denne situation var et offer?
Hvad er det, der får medierne – eller jeg må hellere præcisere og sige sociale medier – til at frydes over faldet fremfor oprejsningen? Hvorfor var det så fedt, at Allen Iverson trådte hårdt henover Tyronn Lue, efter han havde crosset ham ned på gulvet tilbage i 2001? Var det ikke hans crossover, der var sublimt?
Jeg er med på, at basketball stammer fra gaderne. De hårde miljøer har fostret gigantiske stjerner, og kulturen fra banerne med jernnettene er “dog-eat-dog” med tung attitude, djævelske blikke og vinder-mentalitet.
Men ønsket om signalværdi fra ligaen kører kryds på mediernes behov, når man både vil skabe gode rollemodeller i NBA, mens visse sites kun ønsker at betragte den negative vinkel på spillet.
Jeg mener ikke, der er noget i vejen med at lave spas ud af enkelte episoder. Det skal ikke være tør kiks det hele. Men jeg er for tiden optaget af at se på, hvor man rent faktisk fra sociale mediers side vælger at fokusere på det positive fremfor det negative.
Det er en tidstendens, som unge mennesker ville kunne få meget ud af kulturelt og etisk, hvis vi kunne få ændret på!
Foto: Flickr – Keith Allison
