Philip Hertz og Team FOG Næstved måtte se sig slå ud af pokalturneringen af Svendborg Rabbits, da de to hold mødtes i fredags. Med 3 sekunder igen fik Antonio Porta to straffekast, som han omsatte, og Svendborg vandt 86-84.
Philip tog dog ikke del i afslutningen, da han tidligt i kampen måtte udgå med en skade i foden. Det så først slemt ud, men det er heldigvis bedre end antaget.
“Jeg landede meget skævt på mit højre ben, da jeg blev ramt i luften. Jeg har lagt et klip op på min Instagram, hvor man kan se det. Ud af alle de mulige scenarier, jeg troede, der var sket, kom jeg kun afsted med en kraftig forstuvning, så jeg har været utrolig heldig. Da jeg er en viking, kommer jeg hurtig og stærkere tilbage!”
Med først Philip Hertz ude og sidenhen Troy Franklin, der fik en teknisk, så blev det en svær kamp for Næstved.
“Jeg lå på sidelinjen og så kampen, og jeg kunne se, at vi spillede meget ud af vores comfort zone. Men vi holdte os godt inde i kampen, efter jeg blev skadet. Grundet omstændighederne synes jeg at holdet viste stor karakter og nægtede at give op. De blev ved med at fighte og fighte. Især de unge såsom Filip Rajovic, Mads Bonde, Mathias Bak og Tita gav god gas, da de fik lov til at spille. Og så viste Alexander Bak stort spil. Vi tabte dog og røg ud af pokalen, og det kan ske. Der er ikke så meget at gøre ved det andet end at lære af vores fejl og tænke på den næste kamp.”
Det var noget af en bet at ryge ud i kvartfinalen til Svendborg, som man ellers lige havde slået rimeligt komfortabelt tidligere på ugen.
“Ja, vi slog dem overlegent. Vi var fuldtallige, og spillede som vi aftalte og fik dem til at tage svære skud, hvilket gav pote, da de missede. Men jeg synes faktisk, vi havde en masse muligheder for at vinde kampen i fredags, vi havde bare ikke lige de sidste. Dog vil jeg pointere, at vi spillede under svære omstændigheder i fredags, men gav dem kamp til stregen, hvilket jeg er stolt af.”
Der var en kontroversiel episode i 2. periode, hvor Troy Franklin angiveligt slår Antonio Porta i hovedet i en lay-up situation kort efter, at Porta havde givet Troy Franklin i skulder i brystkassen.
“Jeg nåede faktisk ikke at se episoden, og jeg har ikke set den på film, så jeg kan ikke rigtig tage stilling til det. Dog vil jeg sige, at jeg håber dommerne så spillet og ikke dømte dem udfra hvad modspillere, eller andre, fortalte dommerne.”
“Uden Troy ændrede spillet sig meget, da han var vores eneste rigtige PG. Så nu skulle folk spille ud af position, hvilket godt kan give et andet flow i spillet og nye roller. Det er svært, men igen viste vi at vi sagtens kan spille uden nøglespillere.”
Team FOG Næstved ligger pt. nr. 3 bag Horsens IC og Bakken Bears.
“Jeg tror godt, vi kan snige os højere op. I de to kampe mod Horsens var vi med hele vejen, men smed det væk til sidst i kampen. Jeg har sagt det i et par interviews, at jeg følte vi tabte kampen – ikke vandt den. Det er helt op til os, om vi er fokuserede og ikke laver fejl. Hvis vi spiller, som vi skal, kan vi vinde over alle i følge min mening. Så JA, jeg tror godt vi kan snige os højere op.”
Team FOG Næstved møder på torsdag Randers Cimbria på udebane.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.