Den danske landsholdsspiller Maria Jespersen, som tidligere på måneden spillede en stor rolle i Danmarks kamp imod Rumænien, har tegnet en ny kontrakt med det spanske hold, Laboratorios Ynsadiet Leganés. Det kunne man læse på klubbens hjemmeside torsdag aften, hvor de bød hende velkommen og yderligere meddelte, at hun skulle spille sin første kamp allerede fredag aften.
Inden skiftet tørnede Maria Jespersen ud for Cadi La Sau, som spiller i Liga Femenina 1 de Baloncesto, altså den bedste spanske kvinderække. Hendes nye klub, Leganés, ligger i en den næstebedste spanske række og hører til i hovedstaden, Madrid.
I kølvandet af nyheden om skiftet har vi taget en snak med hovedpersonen selv, som havde nogle interessante tanker om sit skifte og sin karriere.
En dårlig situation
Maria har som en af få danskere opnået at spille på det allerhøjeste europæiske niveau i sin tid i Le Seu, hvilket også var en del af motivationen for at takke ja til klubben i sin tid. Men tiden i Le Seu har ikke kun været en dans på roser for Maria. Hun opnåede aldrig den spillemæssige succes, som hun havde håbet på, og livet i en lille by langt fra Danmark gjorde det endnu sværere for Maria at finde sig tilpas uden for banen. Det har også været en del af motivationen for skiftet.
“Det var vigtigt for mig at være et sted, hvor jeg havde noget at lave udover basket. Den by, jeg boede i før, var simpelthen så lille, og jeg følte mig virkelig isoleret.” fortæller hun og tilføjer.
“At være i La Seu gjorde, at jeg ikke synes, basket var så sjovt mere. Så det var vigtigt for mig at vælge et sted, hvor jeg genfandt glæden ved at spille basket.”
Glæden ved spillet er især vigtig for Maria, og tiden i La Seu havde tæret på hendes basketballdrømme. Hendes daværende træner gav hende ikke den tillid, hun havde brug for på basketballbanen, og hun måtte se sig selv sidde på bænken, mens hendes spanske kollegaer, som hun vidste, hun var på niveau med, fik minutterne på banen.
Maria er et konkurrencemenneske med stor “K”, og derfor har der altid fra egen side ligget et pres på hendes skuldre. Men når man spiller i den bedste spanske basketball-liga, er det ikke kun en selv, der presser. Niveauet er selvsagt højt, og forventningerne følger med. Som Maria siger: “Det er jo ikke kun mig selv, der har forventninger, der er jo også en masse andre, der har ambitioner for mig.”
Og på et tidspunkt blev det for meget for Maria. Hun understreger, at andre har svært ved at se, hvor højt presset i virkeligheden er, og fortæller, at hun ikke længere havde lyst til at spille i den bedste spanske række. “Jeg havde ikke lyst til det pres, der var. Det var meget mere business, end det var sjovt. ”
Det skal være sjovt at spille basketball
Maria gik og overvejede hendes muligheder, og hvad der skulle blive af hendes basketballkarriere. Skulle hun stoppe eller holde en pause fra basketball? Hun fortalte endda hendes klub Le Seu, at hun regnede med at holde en pause, som minimum indtil næste vindue.
Årsagen til at hun startede med at spille basketball, var, at hun synes, det var sjovt. Så hvis det ikke længere var sjovt, hvorfor så overhovedet spille?
Hun var oprigtig i tvivl, men for få uger siden skete noget, der ændrede hendes syn på det hele. Landsholdets kampe mod henholdsvis Tjekkiet og Rumænien.
Her var hendes rolle helt anderledes. Hun var pludselig ikke tredje-valget, og det føltes helt naturligt, fordi hendes holdkammerater udviste hende den tillid, man har brug for, når man som bærende spiller tager mange skud i en kamp.
“Jeg kunne virkelig mærke.. Det er jo det her, der er sjovt” siger Maria og uddyber.
“Jeg havde pludselig bolden mere. Det var det, jeg var vant til, før jeg kom på college, og sådan var det også for mig de to år, jeg var god på college. Det var sjovt at spille basket igen.”
Nu var et klubskifte uundgåeligt. Hun var overbevidst om, at det var situationen i Le Seu og ikke basketball, der var problemet. Det blev hun yderligere bekræftet i, da hun kom tilbage til Le Seu og havde en enkelt træning. Hun skulle væk.
Tilbud var der nok af fra flere Europæiske lande, deriblandt Polen og Rumænien, men Maria’s agent frarådede flere af de tilbud med Maria situation i betragtning.
Men hvad gør man så, når man har fundet ud af, at man vil bo et sted, hvor man kan få et liv uden for basketball, og at det vigtigste i virkeligheden er, at man er glad på sit hold? Kort sagt godt tilpas på og uden for banen?
Man skifter til en andendivisionsklub i Spaniens hovedstad Madrid – naturligvis.
Et skridt op eller ned?
Selvom Maria anderkender, at det kan ses som et skridt nedad i karrieren, ser hun det ikke selv sådan, og hun er i virkeligheden ligeglad, hvad folk tænker. Som hun siger, “Det vigtigste er at være glad”. Det håber og tror hun på, at hun bliver i Leganés.
Her får Maria mere indflydelse, og med mere spilletid har hun mulighed for at udvikle sig endnu mere. I følge Maria er hendes mindset forandret:
“Hvis du havde spurgt mig for tre eller fire år siden, så havde jeg sagt, at jeg vil hellere være en lille fisk i en stor sø. Nu vil jeg hellere være en stor fisk i en lille sø.”
Hun tror på, at hun kan gøre en forskel hos Leganés og forventer at være blandt de bærende kræfter på holdet og også blandt de ti bedste i Liga Femenina 2 de Baloncesto. Ambitionerne er klare.
“Jeg vil være skuffet, hvis ikke vi kommer i playoff, og jeg vil være skuffet, hvis jeg ikke dominerer her. Det er det, man forventer af mig, det er derfor, jeg er her. For at have bolden. Det fik jeg ikke så meget i førsteligaen, fortæller Maria.”
Drømmene om at spille på det allerhøjeste niveau er heller ikke helt gemt væk. Maria har stadig en ambition om at spille Eurocup en dag, men helst under andre forhold. Hun håber på at rykke op med Leganés og på den måde være en etableret del fra start, når der tages hul på en ny sæson i topligaen.
Godt fra start
Maria skrev under torsdags og allerede fredag fik hun en bid af, hvad hun kan forvente den næste tid. Leganés mødte Picken Claret. Et godt hold, som havde slået flere tophold, og Maria spillede hendes første kamp.
Hun fortæller, at det var meget hæsblæsende at blive kastet ud i det med det samme og uden at kende systemer eller hendes holdkammerater. Men hendes træner fortalte hende, at hun bare skulle spille basket og ikke tænke for meget på systemerne. Hun fortæller, at hun lige skulle spille sig lidt ind på hendes medspillere, og at det er svært, når man ikke kender hinanden, men i løbet af kampen blev det bedre. Leganés vandt kampen sikkert med cifrene 58-86 og Maria endte kampen med 19 point og 12 rebounds på godt 26 minutter.
“Jeg tror kun på, at det bliver bedre fremover. Jeg regner med, at de statistikker jeg lavede, vil være tæt på average for min sæson hernede.”
Yderlige fortæller hun, at hendes medspillere var endnu bedre end forventet.
“Jeg var faktisk en lille smule overrasket over niveauet på mit eget hold. Jeg synes, der var nogle spillere, der var dygtige. Også dygtigere end jeg havde regnet med, at spillere er i andendivision. Det må jeg bare være ærlig at sige.”
Hun fortæller, at spillet i andendivision går hurtigere, hvor spillet i førstedivision er mere struktureret, og at hun glæder sig til at spille hurtigt op og ned ad banen. Samtidig erkender hun, at det er en omstillingsproces.
“Vi prøvede endda at spille lidt langsommere, lidt mere struktureret, fordi vi har nogle store inside-spillere, det er ikke så tit i andendivision. Men jeg synes fanme, det gik stærk alligevel. Det skal jeg lige vænne mig til.”
Maria har dermed genfundet modet på basketballtilværelsen og glæder sig sine nye udfordringer, selvom vejen herhen var anderledes, end hun havde spået. Med danske briller kan man kun glæde sig på Maria’s vegne. En ting er sikkert – det bliver spændende at følge Maria i hendes nye klub og se, om det lykkedes hende at hjælpe dem til en oprykning.
27-årig skribent bosat i Århus. Følger NBA på tæt hold og har altid været stor Los Angeles Lakers fan.
