5 hurtige om Shani Atar
Navn: Shani Atar
Alder: 20 år
Position: F
Klub: Palm Beach State College
Højde: 185 centimeter
Hvorfor startede du til basketball?
Jeg startede, da jeg var fire år, da min far selv har spillet basketball, og synes jeg skulle starte.
5 styrker og 5 svagheder i dit spil:
5 styrker:
1) Godt skud
2) Ser spillet godt og afleverer godt
3) Min work ethic
4) At jeg er høj, men samtidig bevægelig og kan spille flere positioner
5) Rebounds
5 svagheder:
1) En af mine svagheder er, at jeg spillede post i hele min barndom/ungdom, så jeg er “bagud” i forhold til, at jeg nu spiller wing
2) Lidt langsom i forhold til en wingspiller
3) Jeg vil gerne blive bedre til at drive til kurven
4) Ballhandling
Hvad er din drøm med basketball?
Min drøm med basketball er først at afslutte på college. Efter det er min drøm at spille forskellige steder i Europa og så slutte af med at spille i den bedste klub i Israel. Jeg vil også gerne på damelandsholdet.
Hvor ser du dig selv om 5 år?
Om fem år er er jeg blevet færdig på college og spiller på et hold i Europa og forhåbentlig på damelandsholdet.
2 interessante facts om dig selv:
1) Jeg snakker flydende Hebraisk
2) Det sidste halve år har jeg på deltid arbejdet som model
College i en tid med Covid-19
Denne uges spotlight er på en spiller, der trods sine beskedne 20 år har oplevet lidt af hvert i forbindelse med basketball. Denne uges spotlight startede karrieren herhjemme i Dameligaen for Værløse BBK. Efter to sæsoner for Værløse, blev hun hentet til Maccabi Bnot Ashdod i Israel, hvor hun kom til at spille med og mod adskillige WNBA-spillere, så hun fik i den grad prøvet kræfter med nogle af de bedste.
Ugens Spotlight er på Shani Atar, og den 20-årige dansker har i år taget hul på et nyt kapitel i den hidtil korte karriere. Atar har gang i sit første år på Palm Beach State College i Florida, og det lovende talent er faldet godt til trods en hård start.
“Starten var desværre meget hård for mig, fordi jeg fik Covid-19, efter jeg havde været der i en uge. Jeg blev desværre ramt meget hårdt og var ekstremt syg i to uger. Efterfølgende var det også meget svært at komme tilbage til at spille basket, og det var nok ikke den start, man havde drømt om,” indleder Shani Atar med at fortælle til Fullcourt.dk.
Shani Atar har nu indledt collegeeventyret, og når man tager turen over Atlanten for at spille på college, er der nok altid nogle udfordringer, der følger med, men Atar tror selv, at det har klædt hende godt på, at hun i forvejen havde prøvet at spille basketball langt væk hjemmefra.
“Jeg tror helt sikkert, at det har været en kæmpe fordel for mig at have spillet i Israel, før jeg kom her. Da jeg tog til Israel, var jeg også væk fra familie og venner, og jeg føler det har klædt mig godt på til at være her. Samtidig spillede jeg også med og imod meget dygtige spillere derovre, hvilket jeg føler har udviklet mig og hjulpet mig herovre,” siger hun og fortsætter:
“Af mit college-ophold forventer jeg, at jeg først og fremmest får spillet en masse god basket. Jeg vil gerne opleve den amerikanske basket kultur som man ikke kan opleve andre steder i Europa. Samtidig vil jeg gerne udvikle mit spil og spille mod helt nye hold. Samtidig forventer jeg også at få en masse fede oplevelser ude for banen, få oplevet Florida og møde en masse nye mennesker,” afslutter Shani Atar med at fortælle til Fullcourt.dk.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)