Det startede så fortryllende i år for Clippers, der sejrede i åbningen mod lokalrivalerne fra Lakers, og derefter tog fire sejre i træk. Toppen af Western Conference blev indtaget, men så ramte to nederlag og en enkelt sejr, inden den egentlige deroute begyndte.
Inden sæsonen var de fleste overbeviste om, at det ville blive en vanskelig sæson for Clippers. Måske playoff med første runde exit.
Men alle blev blæst væk af starten på sæsonen. Nu er gassen dog mildest talt ved at gå af ballonen. Fem nederlag i træk – og i nat kom så det sjette. Philadelphia 76’ers endte med at blive for stor en mundfuld, og Clippers tabte hjemme 109-105.
Joel Embiid, Robert Covington og Ben Simmons var fremragende for 76’ers. Embiid lavede 32 point og tog 16 rebounds. Covington lavede hele 31 point, mens Simmons igen leverede stort med 22 point og 12 rebounds.
Clippers fik mest fra Lou Williams og Blake Griffin med hver 31 og 29 point. Man var uden Patrick Beverley og naturligvis Teodosic, og med Cleveland Cavaliers ventende rundt om hjørnet i Quicken Loans Arena, så kan nederlag nummer syv på stribe være en formalitet.
https://www.youtube.com/watch?v=Nwkq2z2EVso
Foto: youtube-screenshot









































































