Det bliver en gentagelse af sidste års semifinale, når Bakken Bears og Team FOG Næstved mødes til et brag af en serie i dette års Basketliga-slutspil.
De to hold har mødt hinanden fire gange i denne sæson, og det har været med klarer sejre til Bakken Bears. Største sejr kom i de to holds første møde i sæsonen, hvor Bakken Bears sejrede med 84-65 altså 19 point! Herfra er det dog gået en vej for sydsjællænderne, som i kamp to blot tabte med 13, kamp 3 med 10 og seneste kamp blev det til blot et 7 points nederlag.
Følger man den kurve, så har vi en rigtig spændende serie i vente. I sær med tanke på sidste sæsons serie, som blev en virkelig intens og fed dyst.
Hårdt program for bjørnene
Bakken Bears har haft et hårdt program med Europe Cup, Basketliga og så gik de hele vejen i pokalturneringen. Faktisk har slutspillet givet dem det letteste program i sæsonen indtil nu. Det er blevet til fem nederlag i grundspillet, tre til Horsens, som har været altdominerende i år, og så et enkelt til Svendborg og Hørsholm. Det har dog været på tidspunkter hvor man har haft travlt med Europe Cup, og koncentrationen kan havde spillet dem et puds. Man må dog give credit til headcoach Israel Martín, som har roteret godt, og sørget for at ingen er blevet overanstrengt.
Team FOG Næstved har igen haft en lidt blandet sæson, men overall er man forbedret i forhold til sidste sæson. Man har fået en flot tredje plads, som man skal helt tilbage til sæsonen 2011/2012 for at finde. Så selvom man har tabt 11 kampe, så er sydsjællænderne tilfredse med placeringen, for de ved godt at det er nu sæsonen reelt set begynder.
De fleste nederlag kom efter to tredjedele af sæsonen, hvor det var som om man led et knæk. Man skiftede ud på et par positioner imens der var uro udenfor banen. Det kostede koncentration, og man løb ind i et par mærkelige nederlag til Hørsholm og Randers, i en ellers god periode. De sluttede dog sæsonen fornuftigt af, med et par gode kampe, og må derfor se tilbage på en overall god sæson.
Gentagelse af sidste års semifinale
De to hold mødtes som bekendt sidste år i semifinalen, og her fik man en noget overraskende tæt serie. Bakken Bears havde vundet grundspillet med blot tre nederlag, mens Team FOG Næstved sluttede helt nede på femte pladsen, og skulle først forbi Copenhagen Wolfpack i kvartfinalen, før den stod på Bakken Bears.
Bjørnene fik ellers den planlagte sejr i kamp ét, men sydsjællænderne tog en stor sejr på hjemmebane i kamp to, og så var serien helt åben igen. I kamp tre havde Bakken Bears for en stund rykket teltpælene tilbage til NRGi Arena, og de knap 5000 tilskuere blev vidne til en vanvittigt spændende kamp. Bakken Bears havde ellers ført det meste af kampen med +10 point, men en god afslutning på kampen af Team FOG Næstved, betød at de havde chancen for at vinde kampen, på kampens sidste angreb. Først var det Corin Henry der brændte, og på rebounden fik Mathias Bak Christensen muligheden fra tæt hold, men heller ikke hans skud røg i. Bakken Bears vandt derfor kamp tre med 102-101, og var tilbage i teten. Kamp fire i Næstved blev en kamp om de sidste kræfter, og her kunne sydsjællænderne ikke klare mere til sidst, og Bakken Bears løb derfor afsted med en 3-1 sejr i semifinalen.
Spændende og tætte kampe-i-kampen venter
De tre største profiler på hvert hold matcher egentlig hinanden ret godt. På pointguard-pladsen er det meget lige, men to vidt forskellige typer. Carles Bivia fra Bakken er en meget kontrollerende og rolig pointguard med et rigtig godt skud bag treeren, det samme gør sig i øvrigt gældende fra Næstveds ditto i Troy Franklin. Han spiller dog mere med følelserne uden på tøjet, og spiller i noget højere tempo end Bivia. Det kan man meget vel gå hen og få stor indflydelse for serien, hvem af de to der får sat sig på den anden. For Bakken Bears vil helst spille kontrolleret og uden for meget ”hatte”-basket. Mens Franklin og Næstved drømmer om en serie fyldt med tempo og masser af afslutninger.
På forwardpladserne er der også en nøgle-matchup at holde øje med, hvor Darko Jukic og Caleb Walker skal bære sit respektive hold på sine skuldre. Jukic har dog en lille fordel i kraft af sin højde, og sit bedre skud. Men Caleb Walker er bedre til at afslutte tæt ved ringen, igen bliver det afgørende om kampen bliver spillet i et hurtigt eller et langsomt tempo.
Under kurven er de to Senegalesere, Michel Diouf og Cheick Sane matched op, og det bliver en meget interessant duel de får sig her. Diouf er bedre skydende fra distancen, mens Sane har sine forcer i det defensive. Fælles for dem begge, er at de er meget bevægelige og udfordre stort set alle skud i nøgle-hullet, hvor de normalt får sig en del blocks. De opvejer hinanden ret godt, så det kan formentlig blive fejlproblemer og form der kan afgøre hvem der får mest succes i denne serie.
Udover højden og rutinen som er på Bakken Bears’ side, så er de to hold egentlig ret ens når man kigger nedover de to holds roster.
Bakken Bears har formen med sig
Bakken Bears har vundet deres sidste 10 kampe, og vel at mærke uden at udmagre nogle af deres profiler. I kvartfinalen mod Stevnsgade, som de kom let henover var Darko Jukic den med mest spilletid på blot 23:32 minutter. De har spillet på et solidt højt niveau igennem lang tid, og virkelig roteret godt, hvilket vidner om et virkelig solidt mandskab i topform.
Team FOG Næstved har vundet deres sidste fire kampe, og blot tabt en enkelt i de sidste seks kampe. Det nederlag var til netop Bakken Bears. Men man har på det seneste set et mere stabilt og koncentreret Næstved-mandskab, som virkelig har løftet niveauet frem mod slutspillet. Bakken Bears ser dog ud til at være stærkest pt, og må vel også tage sig favoritværdigheden.
Kontrol eller tempo?
Som jeg har været lidt inde på, så bliver tempoet i kampene altafgørende. Bakken Bears ynder at spille meget europæisk, som er meget kontrollerende og jævnt over hele kampen. Team FOG Næstved spiller, grundet deres type af spillere, en helt anden slags basket. De kan til en vis grænse godt spille med det kontrollerede basket, men så begynder frustrationerne også så småt at komme. De vil aller helst spille solidt forsvar med en masse steals og defensive rebounds, som kan sende dem hurtigt afsted i angreb.
Der er ingen tvivl om at Bakken Bears skal op i et andet niveau hvis de skal slå Næstved i 5 kampe. Og det er noget man egentlig ikke rigtig har set dem i i år. I pokalfinalen var der lidt af det, men her kontrollerede man kampen så godt at Horsens ikke fik et ben til jorden. Spørgsmåler er om Bakken Bears kan tæmme sydsjællænderne og deres til tider uforudsigelige spillestil.
Man vil under alle omstændigheder nok se en kamp hvor Bakken Bears rammer de bedste procenter, og man vil se et Næstved-mandskab med flere rebounds og flere afslutninger.
Det kan derfor være marginaler der gør at det ene hold tager pladsen i finalen. Bakken Bears skal forsøge at følge trop på rebounds, og de såkaldte hustle-points, et sted som Næstved har været virkelig gode i år. Omvendt skal de forsøge at fortsætte med at skyde solide procenter, her skal Næstved derimod sørge for at holde trit med Bakken Bears, for ellers kan de godt få ørene i maskinen. Man vil derfor nok se nogle kampe hvor Bakken spiller i et jævnt tempo i hele kampen, og ikke forhaste sig. Næstved derimod kan nok godt rende ind i nogle scoringsproblemer, men vil helt givet også lave nogle runs i kampene, som måske kan ryste Bakken Bears.
Semifinale 2016
Bakken Bears – Team FOG Næstved
Kamp 1: 31-03-16 kl. 18:15
Kamp 2: 04-04-16 kl. 18:05
Kamp 3: 07-04-16 kl. 18:15
Kamp 4: 11-04-16 kl. 18:05
Kamp 5: 14-04-16 kl. 18:15
Foto: Boba Keseric, Fullcourt.dk
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.