Vi runder snart december, og Basketligaen har været i gang i næsten to måneder. I eftermiddag mødes Stevnsgade og Svendborg, og hvilket af holdene, der får en adventsgave i form er en sejr, er svært at sige på forhånd.
Som oprykker er der sjældent nogle forventninger, men Stevnsgade, der rykkede op i sommers, havde op til sæsonen samlet et hold af spillere med erfaring fra Basketligaen. Mikael Vincents kom til fra SISU, og han har i den grad taget styring for Nørrebro-holdet. Adrian Moss kom til en måned inde i sæsonen og har været en fin tilføjelse, men det er som om, vi mangler at se det bedste fra ham. For nylig hentede man den unge, franske spiller Bruno Cingala-Mata, der senest har spillet i den næstbedste franske liga ProB.
Stevnsgade skuffede i deres seneste kamp, hvor man hjemme i Nørrebrohallen tabte til bundrivalerne fra SISU. Dem besejrede man ellers tidligere i sæsonen. For at finde seneste Stevnsgade-sejr skal vi blot et par runder tilbage, hvor det blev til en sejr over en af de andre bundrivaler Hørsholm.
Svendborg har bestemt ikke haft den start på sæsonen, der var håbet på i det sydfynske. Godt nok har man ligaens topscorer, Brandon Rozzell, som flere gange har afgjort tingene helt alene, men når det ikke fungerer, som senest mod Næstved, hvor han var 3/12 fra 2’eren og 0/11 fra 3’eren, ja så kniber det med pointene. Man har allerede måtte sende den amerikanske center Anthony Borden videre, som slet ikke kunne leve op til forventningerne.
Trevor Noack, som også kom til i sommers, har haft svært ved at bevise, at han kan blive profil i ligaen, siden han kom tilbage efter en skade. Holdets normale profil Antonio Porta har slet ikke fået samme mængde spilletid som tidligere, og han virker til at være sat i baggrunden af Rozzell. Han har dog lidt af småskavanker, så måske han kommer tilbage på topniveau i løbet af sæsonen. Pt. sætter Kaninerne sin lid til deres nye signing, Darious Moten, som gjorde et fint indtryk i senest ligakamp mod Næstved med flere blocks og dunks.
I ligaen har man tabt 5 ud af 9 kampe, og det har været umådeligt tæt mod flere hold fra den formodede bund-4. For nyligt tabte man til Hørsholm og man var i OT med Randers. Svendborg fik dog lidt tiltrængt oprejsning, da de besejrede Team FOG Næstved i pokalturneringen i fredags.
De to hold har tidligere mødtes en gang. Det var i kaninhulen, hvor hjemmeholdet vandt knebent med 90-88. Kampen i dag er Svendborgs tredje kamp ud af fire på blot otte dage, og anden kampe ud af tre på blot fem dage, så mon ikke man ser et Svendborg-hold, der har gang i rotationen?
Kampen spilles kl. 15.00 i Nørrebrohallen.
Skribent på Basketligaen siden 2013. Dansk basket er den klare favorit, men der følges med i basket på internationalt plan både i NBA og Europa.









































































