Skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau sad på courtside på Los Angeles Lakers’ hjemmebane, Crypto.com Arena, da LA-mandskabet natten til mandag spillede mod Toronto Raptors, og hans tilstedeværelse vækkede opsigt.
Det skriver TMZ.
Efter Raptors’ forward RJ Barrett tidligt i kampen blev fejlet i et skud, som han lykkedes med at få i kurven, løb han ud til tilskuerne for at fejre.
Her endte han med at stå ansigt til ansigt med den danske skuespiller, der blandt andet er kendt for sin rolle som Jaime Lannister i tv-serien ‘Game of Thrones’, og det blev bemærket.
Barrett blev starstruck. Han stoppede alt, hvad han havde gang i, vendte hurtigt hovedet, pegede på Coster-Waldau og sagde: “Game of Thrones”.
Se det sjove moment i klippet herunder.
RJ Barrett x Jamie Lannister pic.twitter.com/mGsDtMtzXt
— OpenCourt-Basketball (@OpenCourtFB) November 11, 2024
Efter at have bekræftet, at det reelt var ‘Game of Thrones‘-skuespilleren, smilede Barrett bredt, inden han løb til straffekastlinjen og gjorde sekvensen til et tre-points angreb.
Momentet var dog det eneste, der kunne glæde Raptors’ unge spiller, for Lakers vandt kampen med 20 point.
Det canadiske hold har tabt hele ni kampe i denne sæson og har kun vundet to kampe. Det gør dem til det dårligste hold i Western Conference.