Efter en gennembrudssæson hos BMS Herlev i Kvindebasketligaen skiftede den danske landsholdsspiller Laura Ziegler til Sverige og EOS Basket. Zieglers oprindelige plan var at spille i BMS, indtil det var tid til at tage på college, men hun fik muligheden for et ophold i Sverige, og den mulighed greb hun.
Efter indeværende sæson har planen hele tiden været, at hun skulle på college i USA, og Ziegler har nu fremtiden på plads. Den 186 centimeter høje forward offentliggjorde i sidste uge på sin Instagram-profil, at hun skal spille for Saint Joseph´s Hawks – en skole, der spiller i NCAA Division 1.
Flere skoler var ude efter Ziegler, der med BMS vandt Kvindebasketligaen i sidste sæson, men det endte med, at det var St. Joseph´s Hawks, der løb med Laura Ziegler, og det danske stortalents beslutning var i høj grad baseret på hendes mavefornemmelse og ikke udelukkende det sportslige.
En anden stor faktor var hendes besøg på skolerne, som foregik i starten af december i år, og den tidligere BMS Herlev-stjerne følte sig straks velkommen, da hun mødte holdet og trænerstaben hos Hawks.
“I sidste ende var det rigtig meget min mavefornemmelse, jeg gik efter. Da jeg var hos St. Joseph’s og gik rundt på campus, føltes det bare rigtigt. Det bunder nok især i, at jeg rigtig godt kan lide trænerteamet og staben, både personligt og sportsligt. Det samme gælder spillerne. For første gang er min beslutning ikke 100% basketball baseret,” siger Laura Ziegler til Fullcourt.dk og fortsætter:
“Jeg har snakket med rangerede skoler, men jeg har bare lært, hvor vigtigt det er at være et sted, hvor man er glad og trives, og derfor var mit fokus også dér. Det tror jeg, at jeg kommer til at gøre på St. Joseph’s. Samtidig tror jeg, at niveauet i konferencen passer godt til mig og vil være en god udfordring,” siger hun
En forvirrende og overvældende proces
At vælge hvilket college, man efter planen skal spille basketball på de næste mange år, er en stor beslutning – og ikke mindst en svær beslutning. Tænk nu hvis man træffer det forkerte valg? Hvad skal man prioritere højest? Hvordan undgår man at gå på kompromis med noget for at opnå noget andet?
“Når du står i processen kan det til tider være lidt forvirrende og overvældende. Mine prioriteter har også ændret sig undervejs i processen. Til at starte med var jeg sikker på, at jeg skulle hen til en stor skole, hvor det hele mindede lidt om de amerikanske film. Det gik dog hurtigt op for mig at det vigtigste for mig var at finde et sted, hvor jeg ville være glad. Jeg plejer at sige, at jeg vil være et sted hvor, når jeg har min værste dag, jeg stadig er glad for at være der. Man ved aldrig, om man bliver skadet eller lignende,” siger det danske stjerneskud og uddyber:
“For mig vil jeg gerne være omkring gode mennesker, så mit forhold til trænerne og fornemmelsen af holdkemien spillede meget ind. Udover det var spillestillen og niveauet selvfølgelig også vigtigt,” pointerer hun.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)