Hver draft byder på overraskelser og skuffelser. Det er næsten en videnskab i sig selv at finde spillere, som kan passe ind i NBA. En god draft kan redde en sæson for et hold, mens en dårlig draft vil forfølge de personer, der træffer beslutningerne resten af deres karriere. Der er derfor altid pres på de folk, som skal vælge holdenes fremtid. Ja, der er nærmest mere pres på dem end på spillerne.
2020 draften blev beskrevet som en dyb draft, men uden den helt store stjerne, som det var tilfældet året før med Zion Williamson. Derfor var muligheden for et såkaldt ‘steal’ i tankerne hos holdene. Her er Fullcourts bud på de fem bedste steals fra 2020 draften:
Tyrese Haliburton, Sacramento Kings, 12. valget
Det er lang tid siden, at man har sagt noget negativt om New York Knicks, men at de ikke valgte Tyrese Haliburton må siges at være en fejl. Haliburton var, af de fleste medier, sat til at blive valgt af Knicks – som dog valgte Obi Toppin i stedet. Haliburton faldt til 12. valget, hvor Sacramento Kings samlede årets ‘steal’ op. Et hold, der ellers ikke er kendt for at tage gode beslutninger i draften.
Haliburton markerede sig fra start som kandidat til rookie of the year titlen. Han har brændt nettet af flere gange, da han har haft en del kampe med over 20 points. I gennemsnit har han 13 points per kamp, samtidig med, at han leverer over fem assists og et steal per kamp.
Tyrese Haliburton. WHAT pic.twitter.com/LDJIClcix9
— Bleacher Report NBA (@BR_NBA) April 9, 2021
Det mest overraskende ved Haliburton er dog, hvor godt han skyder. Han er muligvis den bedste skytte i draften, da han skyder 41 procent bag trepointslinjen. Det vildeste er, at hans skud blev kritiseret inden draften for at være lidt mærkeligt, men det har vist sig at fungere ganske fint i NBA.
Efter skaden til LaMelo Ball, ligner det ikke, at han modtager titlen som den bedste rookie. Det kommer til at stå imellem førstevalget Anthony Edwards og tolvtevalget Tyrese Haliburton.
Immanuel Quickley, New York Knicks, 25. valget
Man har i de seneste sæsoner ikke haft svært ved at kritisere New York Knicks, det har faktisk været så nemt, at de allerede er blevet kritiseret i denne artikel. Dog fortjener de ikke andet end ros for deres valg af Immanuel Quickley. Den unge guard spillede for det ikoniske Kentucky universitet, hvor han faktisk spillede godt, men han gik stadig under radaren i en draft fyldt med guards. Knicks fik stor kritik af valget, og ingen forventede, at Quickley skulle vælges i første runde. Det fik de dog modbevist.
This kid got heart 😤 pic.twitter.com/WtziC4rLmm
— NEW YORK KNICKS (@nyknicks) March 26, 2021
Quickley levede op til sit navn, og fik hurtigt etableret sig som den bedste guard hos Knicks. Noget de har manglet siden Jeremy Lins vilde måned tilbage i 2012. Quickley har uden tvivl fået hjælp fra en af sine tidligere træner hos Kentucky, Kenny Payne, som blev ansat af Knicks i denne off-season som assistent.
Quickley er blevet en god ball-handler for Knicks, selvom han udelukkende spillede off-ball for Kentucky. Hans evner til at nedbryde forsvaret har vist sig meget effektive. Han elsker at afslutte med en floater, hvor han har været forholdsvis effektiv. Samtidig skyder han 37 procent bag trepointslinjen. Han har også vist sig, at være god til at trække fejl på modstanderen. Han er nummer to over flest optrædener på straffekastlinjen blandt rookies.
Quickley er også en seriøs kandidat til rookie of the year. Knicks skal nok bare være glade for, at de endelig har draftet en guard med de offensive evner, som Quickley har vist.
Saddiq Bey, Detroit Pistons, 19. valget
Saddiq Bey er den eneste rookie i år, som har fået titlen som player of the week. Det kom efter, at han leverede en flot uge med over 17 points per kamp, mens han skød 67 procent bag trepointslinjen.
Bey var kendt som en skytte inden han kom i NBA, og det har han levet op til. Bey, har sammen med Haliburton, vist sig at være de bedste skytter blandt rookies. Bey har dog også overrasket cheftræner Dwayne Casey i den defensive ende af banen med sin motor.
#Pistons Saddiq Bey has set a new franchise record for 3-pointers by a rookie with 106, passing Brandon Knight (2012).
— Rod Beard (@detnewsRodBeard) April 7, 2021
Bey er en af de spillere, der bare passer perfekt ind i det moderne NBA, og derfor var det måske overraskende, at han væltede hele vejen ned til 19. valget. Hans kvaliteter offensivt var man klar over, og fysikken kunne man se var i orden, derfor overrasker det mig, at han væltede ud af lotteriet. Han er i hvert fald definitionen på et ‘steal’, og Detroit har fundet en god brik til fremtiden. Hvis man kender Detroit, så trader de ham nok væk om et par år for ingenting.
Theo Maledon, Oklahoma City Thunder, 34. valget
Den franske guard er landet i en perfekt situation, hvis man gerne vil have nok spilletid. Thunder er i gang med et større rebuild, og det betyder, at de unge spillere får mange muligheder. Det samme gælder Maledon. Han er nummer seks på listen over mest spilletid blandt rookies. Han er begyndt at starte for Thunder, hvor det er blevet til 28 kampe fra start.
Maledon er den eneste spiller på denne liste, som blev valgt i anden runde. Franskmanden har overrasket de fleste, og han har lige under ti points per kamp. Springet til starter har givet Maledon mere selvtillid, og han er begyndt at skyde ret godt fra alle steder på gulvet.
Theo Maledon tonight:
33 points
5 rebounds
3 assists
10/18 FG
5/7 3PT
8/10 FT pic.twitter.com/lFYUYSnMtp— NBA Central (@TheNBACentral) April 3, 2021
Inden draften blev afholdt tilbage i november, var Maledon mest kendt for sit overblik og evne til at aflevere bolden. Det talent har han taget med over i NBA, men han har også medbragt et solidt skud og et stort defensivt talent. Maledon er et godt bud på den bedste spiller valgt i anden runde i 2020 draften.
LaMelo Ball, Charlotte Hornets, 3. valget
Sjældent ville man beskrive tredjevalget i en draft som et ‘steal’, men LaMelo Ball har bevist, at det kan være muligt. En skade har desværre sendt ham ud for resten af sæsonen, hvilket er ærgerligt for Hornets, som lige nu er på en overraskende fjerdeplads i Eastern Conference.
I starten af sæsonen kom LaMelo fra bænken, men efter nogle vilde kampe var der ingen tvivl om, at han skulle starte. LaMelo startede 21 kampe for Hornets, inden skaden desværre sendte ham ud for resten af sæsonen.
🕺🏾 3rd youngest player in NBA history to record 30-5-5
💕 Led all EC rookies in PTS and ALL rookies in AST and STL per game.
🛸 Only rookie in last 60 years to lead the league in total PTS, AST, REB & STL at the All-Star break.CONGRATS @MELOD1P! 👏🏽
🔗: https://t.co/HMmT1jyfU4 pic.twitter.com/M6rqayTPpP
— Charlotte Hornets (@hornets) April 1, 2021
Efter, at han blev udnævnt som starter, havde han i gennemsnit 19 points per kamp sammen med seks rebounds, fem assists og næsten to steals. Han fortjener næsten rookie of the year titlen i mine øjne, da han har været den bedste rookie med længder, og det er jo det grundlag titlen gives på. Anthony Edwards jagter dog titlen. Edwards har ført sit hold til en flot sidsteplads i Western Conference, mens LaMelo har ført sit hold til en playoff-plads i Eastern Conference.
Der har stået superstjerne i panden på ham, siden han var en high-school spiller. På trods af mange har tvivlet på ham, må man bare erkende, at LaMelo Ball ligner en fremtidig stjerne i NBA. Han er det nok allerede.
Jeg overtog posten som NBA-Redaktør på siden i september 2021 med min dygtige medredaktør Mikkel Tofte Langerhuus. Jeg har været ved Fullcourt siden august 2019. Jeg har i mange år haft stor interesse for NBA, men jeg dækker også college-basketball.