”Hvem fanden har det her nummer?” Christian Drejer kigger på de andre i familien.
Han er netop taget i sommerhus for at slippe for telefonen, der kimer uafbrudt med tilbud fra klubber. ”Telefonen ringede seriøst 10 gange dagligt. Det var klubber med tilbud om kontrakter, og til sidst kunne jeg ikke rumme at respondere længere. Derfor tog jeg i sommerhus, hvor absolut ingen havde nummeret.”
Der er helt stille i sommerhuset. Alle kigger på røret.
Christian tager telefonen. Det er Toni Kukoc i den anden ende. Den legendariske kroat der fra 1996-1998 vandt 3 mesterskaber sammen med Michael Jordan og det historisk gode Chicago Bulls hold. Kukoc er med i de sidste tre mesterskaber ud af Jordans seks samlede.
Kukoc ringer på vegne af et hold i Italien. Han har stadig kærlige bånd til klubben, hvor han har spillet lige inden Bulls tiden, og derfor har han indvilget i at ringe til Christian Drejer for at lokke ham derned.
Kukoc spillede to sæsoner i Treviso, og han roser klubben og dens arbejde for ham som NBA spiller. Han anbefaler Drejer at tage til Italien.
Det danske stortalent er 19 år, og før han ved af det, er han til prøvetræning en uge i Benetton Treviso. Her regerer en meget dygtig amerikansk træner – Mike D’Antoni (i dag træner for Houston Rockets og James Harden).
”Jeg var dernede og træne, og det var virkelig godt. God stemning, godt hold og dejligt vejr. Jeg besluttede, at hvis Mike var træner året efter, så ville jeg vælge dem. Han var helt fantastisk dygtig.”
Mike D’Antoni får dog et tilbud fra Phoenix Suns, og han rykker hjem til NBA, og derfor falder Drejers valg på collegeholdet Florida Gators.
Christian Drejer sidder i flyet. Ved siden af ham sidder Nadia. En kvinde han har mødt for blot måneder siden.
Han er på vej mod et nyt liv. En ny identitet. Minderne fortoner sig.
”Selvom Christian er en glad dreng, så har han også klart en sørgmodig side. Det mærkede jeg straks.” Nadia og Christian mødes i en brydningstid for dem begge. Ingen af dem ved det, da de første gang støder i hinanden, men begge bærer de på en sorg, der senere forbinder dem, og gør dem stærkere.
”Christian har nok været i en form for sorgproces, da hans basketkarriere var endt så mange år før tid. Det gør noget ved folk at miste på den måde. Det var jo et identitetstab.
Det, tror jeg, fyldte meget for ham. Og så mødte han mig, der var om end endnu længere nede,” beretter Nadia i telefonen.
Ligesom jeg i mit første interview med Drejer blev ramt af hans evne og lyst til at fortælle, så kan jeg også her mærke, at jeg har med en person at gøre, der har oplevet noget særligt.
Gemaco Interiors
Nadia Dolmarks far er død få måneder inden. Sune Dolmark drev et indretningsfirma i Abu Dhabi og Dubai. Gemaco Interiors var et firma, der leverede totalløsninger til kontor- og boligindretninger. Faktisk har firmaet historisk set gjort det så godt, at det hædres med Landsforeningen Dansk Arbejdes Diplom samt Prins Henriks Æresmedalje. Det sker fordi, at Sune Dolmark netop har banet vejen for mange danske virksomheder i Dubai – bl.a. ved i videst muligt omfang at benytte danske leverandører. Firmaet har klaret sig ekstremt godt ved hjælp af en ekstraordinær indsats under specielle markedsforhold, som det hed sig.
Sune Dolmark efterlader sig i kølvandet konen Salwa samt Nadia og hendes bror Odin.
”Vi mødtes i en ret dyster tid for os begge. Det kunne vi nok mærke, da vi havde grinet af. Christian er også et ret alvorligt menneske, og trods hans unge alder, så var det noget af det jeg mærkede hos ham ret hurtigt.”
Nadia Dolmark er uddannet med en Bachelorgrad I Psykologi og Erhvervsøkonomi samtidig med, at hun har en cand.merc. i MIB – Management of Innovation and Business Development.
Efter faderens død mærker firmaet i Dubai finanskrisen, og kæresteparrets mission i ørkenstaten er ikke blot at få afhændet firmaet. Der skal laves en grundig turnaround, hvorefter man vil forsøge at redde faderens livsværk med henblik på salg.
”Da vi kom derned, var der var 300 ansatte fordelt på 25-30 nationaliteter. Det var overvældende. Vi ankommer til et firma, og vi håber, det er bare nogenlunde dernede. Det var det bare ikke. Det var en totalt beskidt industri, hvor alle forsøgte at snyde og bedrage dig fra start. Vi tænkte, at vi kunne få hjælp fra lederne dernede, men ingen kunne eller ville hjælpe os. Det var surrealistisk. Man kunne ikke stole på nogen. Kunder, leverandører, klienter osv. stjal og snød i et forsøg på at klare sig.”
For Christian Drejer bliver dette startskuddet til en periode på 5 år, hvor han og Nadia arbejder mindst 12 timer i døgnet.
Nadia husker også den stress, der var forbundet med perioden.
”Det var så vildt, fordi vi hele tiden skulle være på vagt for, om nogen nu snød os. Det krævede et kæmpe overblik. Samtidig skulle jeg og min familie forsøge at bearbejde sorgen over tabet af min far, og da min mor var meget ramt, så endte ansvaret for situationen dernede meget på Christian og jeg. Min mor var naturligvis med i de store beslutninger, og havde som regel også sidste ord, men Christian og jeg fik hverdagen til at fungere.
Christian var med på de strategiske møder, men eller var han ansvarlig for møbelafdelingen. Han var ude at tale med en del kunder, og det gjorde han godt. Han havde en vis pondus. Det er ikke mange i Mellemøsten, der er over 2 m høje.”
Mareridt på banen
Christian er kommet fra asken og i ilden, og han står nu midt i en større millionvirksomhed, der skal reddes fra parasitter samt finanskrisens ubarmhjertige kløer.
Hans hoved er fyldt op med kundeaftaler, strategier, budgetter, planer, økonomi mv., men dybt inde rumsterer basketverdenen stadig. Om den forsøger at manifestere sig som et spøgelse, eller om den blot er en projektion på det umenneskelige stressniveau, Drejer udsættes for er usikkert, men Christian begynder at få mareridt.
”Jeg kan huske, at han vågnede om natten. Helt forvirret. Han havde drømt om en kamp. Han kunne ikke få sine sko på, og dermed ikke nå ind på banen. Eller også havde han handsker på og kunne ikke gribe bolden. Han vågnede badet i sved”.
Nadia erindrer tydeligt nætterne, hvor presset var på sit højeste.
”Ja, jeg kan godt huske dem. Jeg kan stadig få de mareridt. Jeg står på sidelinjen, og alle råber efter mig. Og jeg kan bare ikke få bundet mine sko. Det er en sindssyg følelse”.
Christian Drejer analyserer sig selv frem til, at det både kan være presset fra Dubai samt det årelange pres fra klubberne i basketkarrieren, der har sat sine spor.
Dagligdagen i Dubai byder på tonsvis af møder mv., men også et møde med en masse mennesker, for hvem Dolmark-Drejer parret er redningsplanken.
”Det var ikke så meget det, at vi arbejdede så mange timer i streg. Det, der var det klart hårdeste, det var at have ansvaret for så mange mennesker.”
Det menneskelige aspekt bliver vigtigt for Christian i Dubai. Også hans kone Nadia kunne mærke, hvad det var, der rykkede i dem, da årene gik og projektet nærmede sig sin afslutning.
”Christian og jeg brugte hinanden enormt meget dernede. Vi talte rigtig meget sammen. Også om det kæmpe ansvar det er at have andres liv i hænderne. Hvis ikke virksomheden overlevede, så havde det katastrofal betydning for mange af dem, vi gik op og ned af hver dag.”
Nadia Dolmark husker tiden som ekstremt lærerig. Parret befandt sig i en yderst økonomisk tilspidset situation, og det de fik med sig i bagagen var troen på egne evner.
”Når jeg ser tilbage på det hele, så skulle vi have troet mere på os selv. Den confidence, som vi egentlig havde, den skulle vi i flere situationer have lænet os op af. Vi havde ofte en gut-feeling, men vi lyttede ind imellem for meget. Det er en af de ting, vi har taget med os.
Når jeg tænker på Christian dernede, så var han så stærk og pligtopfyldende. Han gav alt, hvad han havde i sig. Det gjorde vi begge.
Der skulle laves turnaround på en virksomhed, der var i frit fald, hvis ikke vi tog ansvar, der hvor min far slap.
Alt gik så stærkt, og Christian forsvandt ud af Danmark ligeså hurtigt, som han var landet. Jeg fik undervejs kun brudstykker fra en karriere, som jeg ikke anede eksisterede, og jeg tror faktisk, at flere af vores venner heller aldrig har fået den fulde historie om hans stop. Det er vildt med det forløb, han har haft. Mange var knækket med den modgang. Han har aldrig brokket sig over det eller været bitter. Det beundrer jeg ham meget for.”
Tilbage til Danmark
Nadia og Christian får efter 5 år løftet den enorme opgave, og efter deres livs kraftanstrengelse kan de rykke deres tanker mod et salg af Gemaco Interiors. De har nået deres mål og genrejst firmaet!
”Vi kom hjem for to år siden. Det var bare på tide. Jeg havde været 12 år i udlandet.”
Christian Drejer dvæler ved lyden af det sagte. Jeg fornemmer, at han har savnet sin base og sit land på trods af de mange oplevelser. Han har været klar længe, men han havde et stykke arbejde, der skulle gøres.
Et arbejde han leverede med sin kone, som husker det indtryk, de besøgende ofte gav.
”Når folk kom ned og besøgte os, så kunne ingen forstå, at vi havde hjemlængsel. De fleste tænkte, at vi levede i et paradis, og udadtil så det også sådan ud. Mellemøstens varme, de smukke strande, den luksus Dubai altid iklæder sig…det var svært ikke at blive betaget af, men vi fandt ud af undervejs, i hvor høj grad vores værdier ikke spillede ordentligt sammen med den verden dernede.
Vi lærte at mennesker betyder alt! Jeg er så glad for, vi flyttede hjem. Det kunne have ændret os, hvis vi var blevet længere. Vi kunne være blevet trukket ind i en ligegyldig jagt på flere penge.
Ingen af os var jo på jagt efter Dubai fra start. Vi blev kastet ind i det.
Vi har altid ønsket et balanceret liv med tid til familie, venner og på sigt børn.”
Nadia Dolmark-Drejer og hendes mand blev for halvandet år siden forældre til et tvillingepar. En dreng og en pige. Børnene blev født i Danmark.
Christian Drejer har prøvet det meste. Hans liv har siden de 19 til de 34 år været en tour de force af oplevelser, men gradvist er han fra det ene til det andet bevæget sig fra det egocentriske topatletiske liv mod kærlighedslivet og business partnerskabet med sin kone til det topdynamiske familieliv med småbørn, hvor hverken business management, draft-picks eller kontrakbrud kan redde dig.
Dolmark-Drejer parret lever nu i Charlottenlund, hvorfra de investerer i ejendomme, små virksomheder samt start ups.
Drejer og jeg har i vores samtaler været omkring meget det seneste halve år. Det har været overvældende at få serveret et så levet liv, og nu skulle have ansvaret for på en fyldestgørende måde at nedfælde det sagte.
Det sidste Christian Drejer fortæller mig er:
”Uanset hvem der læser det her, og hvad de synes, så har historien stor betydning for os. Tiden går hurtigt, og man glemmer ofte ting og detaljer fra livet. På trods af, at vi har talt så få gange, så rummer denne fortælling vigtige brudstykker fra min og vores historie.”
FOTO: Privatfoto
Læs alle artikler om Christian Drejer:
Christian Drejer del 1 – SISU, Great Danes og Florida
Christian Drejer del 2 – Skaden, skiftet, NBA draft og Europa
Christian Drejer del 3 – Charles Barton
