Hvad vi ikke fik fra Victor Wembanyama i San Antonio Spurs´ første NBA Summer League-kamp, fik vi så sandeligt i kamp to.
Førstevalget i årets NBA draft levede ikke helt op til hypen, da han i sin Summer League-debut leverede ni point, otte rebounds og fem blocks, mens han skød blot 2/13 fra gulvet. Selve hans statline var nuvel ganske udmærket, hans defensive indsats var god, og de fem blocks var imponerende, men skudprocenterne var ikke just opløftende.
Præstationen var i sig selv okay, men de mange fans i den udsolgte Thomas & Mack Arena i Las Vegas sad måske tilbage med en følelse af, at de ikke helt fik fuld valuta for den dyre billetpris.
Efter kampen udtalte han, at han ikke vidste, hvad han lavede på banen, og at han fandt kommunikationen med medspillerne udfordrende, men han understregede også, at han arbejdede på at tilpasse sig holdets spillestil.
Men mod Portland Trail Blazers, der var uden en skadet Scoot Henderson, natten til mandag modbeviste han alle dem, der var begyndt at sætte spørgsmåltegn ved, om han rent faktisk havde niveauet. Han gav samtidig kritikerne en forsmag på, hvad han er i stand til.
27 point, 12 rebounds og tre blocks. Sådan skal det gøres.
Artiklen fortsætter under tweetet
BLOCK THE SHOT.
RUN THE FLOOR.
SLAM DUNK FINISH.Get to ESPN2 to see Victor Wembanyama in action! pic.twitter.com/4NANLqCyMG
— NBA (@NBA) July 10, 2023
Victor Wembanyama spillede en flot kamp i begge ender og skød, modsat i sin debut, flotte procenter.
Den langlemmede franskmand skød 9/14 fra gulvet. Det eneste lille aber dabei var dog, at han missede fem af sine 12 skud fra straffekastlinjen.
Næste kamp på programmet for Wembanyama og Spurs er på tirsdag, natten til onsdag dansk tid mod Washington Wizards.
Jeg er redaktør for Basketligaen og har været det siden februar 2021. Jeg er 22 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)