Opgøret mellem Warriors og hjemmeholdet Houston Rockets var længe ventet, da de to har kørt et sublimt parløb i toppen af Western Conference denne sæson. Rockets havde, inden deres fem nederlag i træk, både en stime og et spil , der indikerede, at de kunne byde Golden State Warriors op til dans i vest i år. Men så vendte bøtten for holdet, og senest blev Harden skadet.
Den forstrækning, han fik i baglåret forleden, holdt ham fortsat ude i nat, og desværre måtte også Durant sidde over for Warriors – også med en forstrækning.
Derfor blev det dog alligevel et fremragende opgør, for velspillende stjerner var der fortsat nok af. Houston tog første periode 37-33, men herefter sneg Warriors sig til de sidste tre og vandt opgøret med 124-114. Draymond Green var fra start en oplevelse for Warriors, og han var overalt med sin vanligt dominerende facon – noget han skruer op for efter behag, når en af holdets superstjerner er ude.
Green endte med 17 point, 14 rebounds og 10 assists krydret med to steals og et block. Steph Curry og Klay Thompson stod tilsammen for 57 point med henholdsvis 29 og 28 point. Der er bedre plads til de gamle splash-brødre, når Durant er ude!
For Houston var Eric Gordon starter i stedet for Harden, og det gjorde han godt med hele 30 point, syv assists, tre steals og et block. Gerald Green og Chris Paul fulgte trop med storspil og hver 29 og 28 point.
Warriors ligger nu med 31-8, mens Houston fortsat har andenpladsen med 27-10. Der er lidt luft til Spurs på tredjepladsen med 26-13.









































































