Philadelphia mod Brooklyn har været en af første rundes mest underholdende serier på trods af resultat 4-1 til Sixers. Lige fra start har der været drama, da Brooklyn tog først stik og Jared Dudley kaldte Ben Simmons for middelmådig. I anden kamp scorede Sixers 51 point i en periode. I tredje kamp gjorde Simmons nar af Dudley for at lave en airball. I fjerde kamp gengældte Dudley gestussen, senere blev han og Jimmy Butler smidt ud af kampen.
I femte kamp var serien tilbage i Philadelphia, og hjemmeholdet var aggressivt fra start. Med Joel Embiid og Jimmy Butler på holdet, er de et meget følelsesladet hold og elsker drama. Embiid viftede med armene, da hans treere bragte dem foran med 24 point, og pegede på en modspiller, da han dunkede over ham. Ben Simmons slog sig på brystet efter sit eget dunk.
Lige fra start var det tydeligt, at Sixers ville af med de frustrerende Nets en gang for alle. Og der var da heller ikke meget at rafle om. Philadelphia vandt 122-100, og er nu klar til at møde de defensivt stærke Toronto Raptors i anden runde. Det bliver et møde mellem to forskellige spillestile. Toronto holdte Orlando Magic til under 96 point i deres fire sejre. Sixers scorede 127,5 point per kamp i deres sejre.
Holdenes bedste spillere kunne da heller ikke være mere forskellige fra hinanden. Det ene hjørne har vi Joel Embiid, den mest underholdende spiller i NBA – ikke så meget målt på hans spillestil, men hans kommentarer til modstandere og journalister og hans aktioner i kampene. I det andet hjørne venter Kawhi Leonard, som har grint én gang i hele sit liv, og stadig giver alle, der hørte det, mareridt.










































































