fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

NBA

NBA Power Ranking: Her er sæsonens favoritter

Natten til onsdag den 19. oktober spilles den første kamp i NBA-sæsonen 2022/23. Før sæsonen kigger vi på, hvilke hold der ser stærkest ud.

Foto: Flickr - Keith Allison

Følgende rangering er baseret på skribentens egne holdninger.

Ventetiden er endelig ved at være ovre. Det er ved at være tid til at verdens bedste basketball liga bliver skudt i gang. Derfor er det også tid til sæsonens første Power Ranking. Her kigger vi på styrkeforholdene i NBA, før den første kamp er blevet spillet. Hvilke hold ser ud til at have de bedste muligheder for at stå tilbage på den anden side af sæsonen med NBA-titlen?

Når man før sæsonen kigger på de 30 mandskaber, er det bemærkelsesværdigt, hvor meget talent der på nuværende tidspunkt er i ligaen. Udover at det selvfølgelig gør kampene og højdepunkterne bedre, så betyder det også, at vi står med en liga, hvor det langt fra er givet, hvem der kan vinde mesterskabet.

Ikke desto mindre vil vi forsøge at rangere de 10 stærkeste hold. Så hvis du undrer dig over, at dit hold er længere nede, end du havde forventet, så er det ikke ensbetydende med, at de ikke har en chance. Der vil være hold, som ikke engang klemmer sig ind i top 10, der ser stærke ud.

Holdene er ikke rangeret efter, hvem der kommer til at have den bedste regulære sæson. Det er rangeret efter holdenes chancer for at løfte trofæet engang i juni.

1. Milwaukee Bucks

Sidste sæson: 51-31, ude i Eastern Conference semifinale (3-4 vs Celtics)

Det er meget muligt, at Bucks blot var en Khris Middleton skade væk fra at gå hele vejen sidste sæson. Selv uden deres Robin til Antetokounmpos Batman tog de Celtics til en kamp 7. De burde nok endda have vundet serien efter at være op 3-2. Nu er Middleton tilbage, og de har holdt sammen på de vigtigste dele af holdet.

Den vigtigste faktor for Bucks er selvfølgelig deres dobbelte MVP, Giannis Antetokounmpo. Giannis har længe haft et solidt argument som den bedste spiller i ligaen. Han er stadigvæk kun 27 år gammel, og det kan meget vel være, at han først nu begynder at ramme sin prime. På trods af, at han dominerer stort set alle facetter af spillet, så er der stadigvæk plads til forbedringer. I år kan være året, hvor han sætter sig alene på tronen af NBA.

Bucks har kontinuitet, og det må man ikke undervurdere. Jrue Holiday er stadigvæk en af NBAs bedste defensive guards. De tilføjer Joe Ingles til en række af stabile spillere, der kender deres rolle på holdet. Deres kernespillere har alle været langt i Playoffs flere gange, og de har været det sammen.

I toppen har næsten alle andre hold haft drama op til sæsonen, men det har Bucks indtil videre undgået. Derfor er Bucks en oplagt kandidat til at stå tilbage efter sæsonen med et mesterskab.

2. Golden State Warriors

Sidste sæson: 53-29, vandt mesterskabet (4-2 vs Celtics)

Warriors skal jagte deres anden back-to-back titel på fem år. De forsvarende mestre vender tilbage med et mandskab, hvor de ekstra år på bagen hos nogle af de ældre spillere gerne skulle opvejes af lidt flere hår på brystet hos nogle af deres unge talenter.

Det er første gang siden starten af 2018/19-sæsonen, at begge Splash Brothers er med fra sæsonstart. Stephen Curry er stadigvæk en af ligaens mest værdifulde offensive spillere, og det kommer til at gavne Klay Thompson, at han er en mere integreret del af holdet fra starten af sæsonen igen.

Af de tre kernespillere, skal man nok være mest bekymret for Draymond Green. Han har mistet noget af sin hurtighed, og det kan betyde, at hans dage som en af NBA’s mest alsidige forsvarsspillere er ved at være ovre. Derudover så vi også en betydelig nedgang i hans offensive produktion i sidste års playoffs. I de fem forrige playoffs fra deres første titel i 2015 til 2019 snittede han 13 point, 10 rebounds og 7 assists. I sidste sæsons playoffs var disse tal nede til 8 point, 7 rebounds og 6 assists. Hans største værdi ligger nok i hans lederstatus på holdet. Derfor er det bekymrende, at han op til sæsonen har plantet en næve i ansigtet på den unge stjerne, Jordan Poole.

De er alle tre over 32 år gammel, og man vil godt snart kunne forvente en vis nedgang i kvalitet. Det kan de til gengæld kompensere for med deres mange unge talenter. Hvis Jordan Poole kan holde sig fra at blive skadet af sine holdkammerater, er han blot endnu en offensiv virtuos, der får alt for meget plads, fordi han spiller sammen med Curry.

Moses Moody, James Wiseman og Jonathan Kuminga blev alle taget i lotteriet og går ind i deres andet år. Hvis bare én af dem lever op til forventningerne har de blot endnu flere brikker at spille på. De tilføjer desuden Donte DiVincenzo til truppen, som selvfølgelig også indeholder All-Star Andrew Wiggins.

Deres dybe trup kombineret med stjerner i toppen giver dem en af de absolut bedste mandskaber til årets sæson. Det, der holder dem fra toppen af listen, er deres manglende evne til at håndtere de mest fysisk dominerende spillere. Hvis de møder Giannis, Embiid eller Jokic, kan det skabe et hav af problemer for dem defensivt.

Foto: Flickr – Keith Allsion

3. Los Angeles Clippers

Sidste sæson: 42-40, ude i Play-In turnering (Tabte til Timberwolves og Pelicans)

Clippers kan endelig se frem til en sæson, der forhåbentligt ikke er plaget af skader. Kawhi Leonard har før bevist, at han kan være den afgørende spiller på et mesterskabshold. Hvis han kan formå at blive på banen, og hvis han stadigvæk minder om den Kawhi Leonard, vi sidst så, da han spillede NBA basketball, så kan han være den bedste spiller i hvilken som helst playoff serie. Du kan læse mere om, hvad Kawhi Leonards tilbagekomst betyder for Clippers titelchancer her.

Også Paul George var ramt af skader i det meste af sidste sæson. PG-13 mangler stadigvæk at bevise, at han kan præstere, når presset er størst. Han viste dog gode takter i forrige sæson, hvor han bragte Clippers videre uden Leonard i en svær serie mod Utah Jazz.

Der er ingen tvivl om, at Leonard og George på deres bedste er nok til at vinde en titel. De er begge nogle af de mest alsidige superstjerner i ligaen – offensivt og defensivt. Spørgsmålet er kun, om vi får det bedste fra dem. Ingen af dem har spillet over 60 kampe i en sæson for Clippers.

Udover stjerneduoen har Clippers en af ligaens dybeste trupper. Luke Kennard, Terrance Mann, Robert Covington, Marcus Morris, Nicolas Batum og Ivica Zubac er alle etableret spillere, som kender deres rolle, og giver Tyronn Lue mange forskellige muligheder for hvordan, han vil sammensætte holdet. Reggie Jackson er en energibombe, som har vist, at han kan tage over i vigtige kampe, når det er nødvendigt. Tilføjelsen af John Wall kan potentielt givet dem den spilfordelene Point guard, som de har manglet.

Historisk set har Los Angeles Clippers ikke altid været det mest heldige hold. Hvis de kan holde sig fra skader, kunne det meget vel være året, hvor det hele går op i en højere enhed.

4. Boston Celtics

Sidste sæson: 51-31, tabte i finalen (2-4 vs Warriors)

På trods af deres unge alder, fandt Celtics dem selv i en finale i sidste sæson. De vender nu tilbage med langt mere erfaring i bagagen, og der er intet, der peger på, at vi har set det bedste fra deres to nøglespillere, Jayson Tatum og Jaylen Brown.

Jayson Tatum er kun 24 år gammel, og han har allerede mere playoff-erfaring end mange garvede NBA-spillere. Det ville ikke være overraskende, hvis han i den kommende sæson viser, at han kan tage endnu et stort skridt.

De har formået at beholde de vigtigste spillere fra sidste års titeljagt. Jaylen Brown, Robert Williams og Grant Williams burde stadigvæk have en opadgående kurs. Sidste års DPOY Marcus Smart vil nu blive bakket op af Malcolm Brogdon, der kommer til at være en af ligaens bedste bænkspillere.

Selvom man ikke kan forvente den samme produktion fra 36-årige Al Horford, så har de hentet veteranerne Blake Griffin og Danilo Gallinari, som desværre for Celtics er ude med en korsbåndsskade, ind. De to alderspræsidenter, der er til rådighed, kan deles om vigtige minutter, og de kommer i højere grad til at være en luksus frem for en nødvendighed, som Celtics er afhængige af.

På papiret lyder det jo som opskriften på en titel. Dog må man ikke undervurdere den indflydelse Ime Udoka havde på Celtics – både på og uden for banen. Udoka var en af sidste års positive overraskelser, og han fik sammensat et Celtics hold, der før sæsonen manglede identitet. Derfor må det også have været noget af en mavepuster, da han af dybt problematiske årsager blev suspenderet for sæsonen. Det er derfor svært at sige, hvordan det vil påvirke et ungt Celtics hold, og den uprøvede Joe Mazulla er blevet kastet ind i en opgave, der måske stiger ham over hovedet.

5. Phoenix Suns

Sidste sæson: 64-18, ude i Western Conference semifinale (2-4 vs Mavericks)

I sidste års regulære sæson, så Suns ud til at være NBAs bedste hold. Det blev hurtigt revet fra hinanden af en ung slovener, som efterlod dem måbende i en af de mest ydmygende elimineringskampe længe.

Hen over sommeren, har de skulle tilfredsstille en tvær Deandre Ayton, og Jae Crowder har bedt om et trade. Derudover er ejeren, Robert Sarver, mere eller mindre blevet presset til at sælge holdet. Der har derfor være mange distraheringer for Phoenix Suns. Hvor mange hold er blevet bedre, er det tilsyneladende ikke tilfældet for dem.

De har dog bevist i de sidste to sæsoner, at de kan være et af de mest velspillende hold, når det kører for dem. Devin Booker skal snart vise, at han kan træde op på den øverste hylde af spillere. Hvis han kan det, ændrer det alting for Suns, men som det er nu, vil han være den næstbedste spiller imod de fleste tophold.

Et af de store spørgsmål er, hvor længe 37-årige Chris Paul kan blive ved med at være en nøglespiller. Indtil videre har Chris Paul håndteret sin NBA-karrieres efterår dybt imponerende. Han er stadigvæk en af ligaens bedste Point guards og en eminent leder på et ellers ungt hold. Det kan han dog ikke forventes at blive ved med altid. De ældste All-Star Point guards nogensinde var Steve Nash og John Stockton, der begge var 37 år. Chris Paul begynder altså at nærme sig uberørt territorie, og det er svært at vide hvor meget, man skal forvente af ham.

Både Deandre Ayton og Mikal Bridges har stadigvæk dele af deres spil, de kan bygge videre på.

Der er ingen tvivl om, at Suns stadigvæk har et rigtigt godt hold hele vejen rundt. Lige nu er der dog for mange spørgsmålstegn og problemer til at de kan ses højere oppe på listen.

6. Philadelphia 76ers

Sidste sæson: 51-31, ude i Eastern Conference semifinale (2-4 vs Heat)

76ers succes i den kommende sæson starter og slutter med deres to stjerner, Joel Embiid og James Harden.

Joel Embiid føler garanteret, at NBA skylder ham en MVP eller to. I de sidste to sæsoner har han måtte nøjes med en andenplads til sin Center kollega Nikola Jokic. Han har stadigvæk vist, at han er en af NBAs mest dominerende spillere, og han går ind i sæsonen med en høne at plukke med resten af ligaen. Hans helbred vil altid være en x-faktor, men han kan i bedste fald være den superstjerne, som man gerne vil have på et mesterskabshold.

Det er efterhånden blevet umuligt at vide, hvad vi kan regne med fra James Harden. Det har været meget op og ned med James Harden i de sidste to sæsoner. Mest ned i kvalitet og op i vægt. Man må dog ikke glemme, at sidst Harden var på toppen, snittede han over 35 point. Hvis han bare kan vende tilbage til 80% af den offensive produktion, kan det være nok til at 76ers har en af de mest drabelige angreb.

Henover sommeren har de tilføjet adskillige gode spillere. Montrezl Harrell, P.J. Tucker og Deanthony Melton kan allesammen bidrage med værdifulde minutter, selv i de store kampe.

Sammen med Tobias Harris og en ung Tyrese Maxey, der har stort potentiale, ser 76ers konkurrencedygtige ud til den kommende sæson.

7. Denver Nuggets

Sidste sæson: 48-34, ude i første runde (1-4 vs Warriors)

Nikola Jokic har allerede det, der skal til, for at vinde en NBA-titel. Han har bare manglet et godt nok hold omkring ham. Nu vender Jamal Murray og Michael Porter Jr. tilbage fra deres skader. Det gør Nuggets til måske dette års største dark horse.

Nikola Jokics største styrke ligger i hans evne til at løfte holdet omkring sig. Derfor har Nuggets nok overpræsteret i de sidste to sæsoner, hvis man ser på holdet omkring den store serber. Det har vundet Jokic nogle MVP-trofæer, men der har ikke været meget succes i de efterfølgende playoffs.

Jamal Murray kan påtage sig meget af den offensive last. Det bliver langt sværere for andre hold at planlægge imod et hold, hvor det ikke udelukkende er én spiller som er omdrejningspunktet. Det er dog ikke sikkert, at det er den helt samme eksplosive Guard, vi får at se fra start, når Murray vender tilbage.

Michael Porter Jr.’s holdbarhed er heller ikke tæt på at være en garanti. Skader har været definerende for hans unge basketballkarriere. I den ene sæson, hvor vi har set MPJ spille op til sit potentiale, har der dog ikke været tvivl om hans kvaliteter. I 2020/21-sæsonen snittede han 19 point og skød 45% fra 3-pointslinjen. Når man parrer en 208 cm høj skarpskytte med en af NBAs bedste spilfordelere, Nikola Jokic, så bliver det et helvede for modstandere at dække op.

De tilføjer Kentavious Caldwell-Pope og Bruce Brown, som begge passer godt ind i en offensiv, hvor Jokic er omdrejningspunktet.

Det er stadigvæk meget usikkert, hvad vi kan forvente fra Murray og MPJ. Derfor er der mange hold, der er et sikrere valg til at gå langt i den kommende sæson, men Nuggets kan godt vise sig at være et hold, der kan overraske.

8. Memphis Grizzlies

Sidste sæson: 56-26, ude i Western Conference semifinale (2-4 vs Warriors)

Grizzlies var en af sidste sæsons positive overraskelser. Anført af deres unge sprudlende superstjerne, Ja Morant, havde de den næstbedste regulære sæson. Da de blev sendt ud i anden runde af et langt mere erfarent hold, var det efterladt med en god fornemmelse, hvor de kunne se frem til den måske lyseste fremtid i ligaen.

Ja Morant lignede den bedste spiller på tværs af begge hold imod Warriors, inden han måtte udeblive fra de sidste tre kampe med en skade. Tyngdekraften lader ikke til at påvirke den 23-årige Point guard, og han har etableret sig selv som en af de største navne i NBA. Nu går han ind i sit fjerde år, og han skal bevise, at han kan holde sit niveau.

Desværre kommer Jaren Jackson Jr. ikke til at spille fra sæsonstart. Den skadesplagede Power forward forventes dog at komme tilbage midt i sæsonen. Hvis Triple J kan holde sig på banen og blive bedre til at undgå fejlproblemer, kan han blive en dominerende defensiv spiller, som også har et potent 3-pointsskud.

De tilføjer desuden en erfaren Danny Green, som forhåbentligt kan indgå i en lederrolle for det unge hold. Udviklingen af Desmond Bane og Brandon Clarke kan være afgørende for, hvordan Grizzlies sæson udspiller sig.

Der er rigtig meget at være optimistisk for ved Memphis Grizzlies. Der er dog andre hold, som på nuværende tidspunkt ser stærkere ud, men de kan hurtigt bevæge sig op i rangeringen.

Foto: Erik Drost – Flickr

9. Brooklyn Nets

Sidste sæson: 44-38, ude i første runde (0-4 vs Celtics)

Man kan ikke komme uden om, at Nets har et af de mest talentfulde hold i ligaen. Der er bare ingen garanti for noget som helst i Brooklyn, og man må bare vente og se, hvordan det hele udspiller sig.

Der er ikke noget, som ikke allerede er blevet sagt, når det kommer til Kevin Durants kvalitet som spiller. Selvom han med sine 34 år bevæger sig ind i slutfasen af sin karriere, så har han ikke vist tegn på at sætte farten ned endnu. Det store spørgsmål er, hvor investeret han kommer til at være i holdet. Den store historie over sommeren var Durants anmodning om et trade til et andet hold. Selv hvis han er kommet på andre tanker, må det påvirke hans evne til at være lederen på et hold, som han åbent har ønsket at forlade.

Durant har også gjort det tydeligt, at han ikke ville have, at Steve Nash skulle fortsætte som træner for Nets. Det bliver derfor en stor opgave for Nash at styre et hold, hvor den bedste spiller har ville fravælge ham.

Selvom coronapandemien forhåbentligt ikke påvirker den kommende sæson i samme grad som sidste år, så er det efterhånden et faktum, at Kyrie Irving er en besværlig spiller at have med at gøre. Hans standpunkt mod vaccinen kostede ham det meste af sidste sæson.

Ben Simmons spillede ikke en eneste kamp i sidste sæson, efter hans tid i 76ers faldt fra hinanden. Da han kom til Nets, var det forventet, at han skulle spille næsten fra start. Både mentale problemer og en rygoperation var tilsyneladende afgørende faktorer, der holdte ham fra banen. Nu vender han tilbage, og han bliver nødt til at genopfinde sig selv. Hans mangel på offensive våben begrænser hans evne til at være den primære boldbesidder. I stedet bliver han nødt til at sætte effektive screeninger og spille fremragende forsvar.

Kvalitetsmæssigt er Brooklyn Nets på papiret helt i toppen af NBA. Der har simpelthen bare været for mange problemer omkring holdet til, at de kan være højere oppe på ranglisten på nuværende tidspunkt.

10. Dallas Mavericks

Sidste sæson: 52-30, ude i Western Conference finale (1-4 vs Warriors)

Luka Doncic er allerede en af NBAs største superstjerner. Hans femte år kan meget vel blive hans bedste, men holdet omkring ham mangler kvalitet.

Det har længe bare været et spørgsmål om tid, før Doncic for alvor viser, at han kan bringe et hold hele vejen. Det kom som en overraskelse, da han allerede sidste år bragte Mavericks til Western Conference finalen. Nu er der efterhånden ingen tvivl om, at han har det der skal til. Hans første MVP trofæ kunne godt vente for enden af den kommende sæson.

Det har bare ikke lykkedes Mavericks at supplere ham med et tilstrækkeligt hold. Eksperimentet med Porzingis lykkedes aldrig. Sidste år var hans vigtigste holdkammerat nok Jalen Brunson, som nu har skrevet kontrakt med New York Knicks. Alligevel formåede Mavericks at have et af de bedste forsvar i ligaen. Deres vigtigste forsvarsspillere fra sidste sæson er stadigvæk på holdet, så det kan man godt forvente vil fortsætte.

De tilføjer Christian Wood, som i de sidste to sæsoner med Houston Rockets har snittet 19 point, 10 rebounds og skudt 38% fra 3-pointslinjen. I preseason har Jason Kidd haft Wood på bænken, hvilket man kan undre sig over. Han er nok Mavericks næstbedste spiller, og det ville derfor være oplagt, at han spillede så mange minutter som muligt, men det kan selvfølgelig ændre sig i løbet af sæsonen.

Luka Doncic og tiltroen til deres forsvar løfter Mavericks ind i en top 10 før sæsonstart. Deres manglende spillerkvalitet forhindrer dem i at være højere oppe.

Honourable Mentions

Miami Heat

Heat var blot et 3-pointsskud, der ramte det forreste af ringen, fra at komme i finalen sidste sæson. De vandt flest kampe i East, og det er med undtagelsen af P.J. Tucker meget det samme hold, der vender tilbage i den kommende sæson. Alligevel er der mange hold, som før sæsonen ser bedre ud. Hvis Bam Adebayo kan løfte sig selv op på et nyt niveau, så har Miami Heat måske det, der skal til, for at de kan gå hele vejen.

Cleveland Cavaliers

Cavaliers har en lys fremtid. Donovan Mitchell har før vist, at han kan være én af de bedste til at putte bolden i nettet, når det er playoffs. Deres fire unge stjernespillere komplimenterer hinanden godt, og de har et perfekt udgangspunkt for at være gode de næste mange år. Det er alligevel nok lige et år eller to for tidligt, før de kan komme helt op og blande sig med de tunge drenge. Udviklingen af Evan Mobley kommer til at være afgørende for, hvor langt de kan nå med denne kerne.

New Orleans Pelicans

Med Zion Williamson tilbage på banen, kan Pelicans være sæsonens helt store overraskelse. Hvis Zion kan genfinde sit tårnhøje niveau, og det kan blive implementeret på en ordentlig måde på et hold, der i forvejen er godt, så kan de hurtigt blive et af sæsonens mest spændende hold at følge.

Minnesota Timberwolves

Med tilføjelsen af Rudy Gobert kan Timberwolves sandsynligvis være et af de bedste hold i den regulære sæson næste år. Man kan dog tvivle på holdets sammensætning, når de skal spille imod de bedre small ball-hold i playoffs. Det bliver en stor opgave for Chris Finch at få Karl Anthony Towns og Rudy Gobert til at passe sammen på gulvet. Anthony Edwards er en af NBAs kommende stjerner, og han kan være afgørende, hvis Timberwolves skal overraske.

Brandon Ingram - Zion Williamson

Foto: Erik Drost- Flickr

Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.

Andre artikler med dette emne

Boston Celtics

Iffe Lundberg havde et kontrakttilbud på bordet fra Boston Celtics, men valgte Partizan Belgrade på bekostning af de 18-dobbelte NBA-mestre.

Internationalt

Iffe Lundberg siger farvel til Virtus Bologna efter to sæsoner.

NBA

Efter en overbevisende sejr i kamp fem, vinder Boston Celtics finalerne mod Dallas Mavericks 4-1 og sikrer det 18. mesterskab i holdets historie.

NBA

Dallas Mavericks er i NBA-finalerne, da de lukkede serien 4-1 mod Minnesota Timberwolves, som ikke stod en chance mod Luka Doncic og Kyrie Irving...

NBA

Boston Celtics' Jaylen Brown blev Eastern Conference Finals MVP, hvilket kom bag på profilen, der før er blevet overset med individuelle priser.

NBA

Efter fire sejre i træk over Indiana Pacers er Boston Celtics tilbage i NBA-finalerne anført af Jayson Tatum og Eastern Conference Finals-MVP Jaylen Brown.

NBA

Klumme: I Western Conference Finals møder to af basketball største unge stjerner hinanden i en duel om deres første finale, når Luka Doncic og...

NBA

Efter to serier skulle ud i syv kampe og spillets store stjerner er tørnet sammen, har vi nu fundet de sidste fire hold, der...