Cooper Flagg blev natten til lørdag den første teenager som scorer mere end 50 point i en enkelt NBA-kamp.
Den 19-årige amerikaner formåede at skrive historie, da Dallas Mavericks hjemme i American Airlines Center tabte med 138-127 til Orlando Magic.
Førsteårsspilleren leverede nemlig svimlende 51 point, hvorfor han nu er den yngste nogensinde til at score mere end 50 point.
Dallas Mavericks-profilen har gennem hele sæsonen bevist sit værd, hvor han allerede tilbage i januar slog en 56 års lang rekord, da han leverede 49 point i et nederlag til Charlotte Hornets. Dengang gik han forbi Cliff Robinson, som tideligere var indehaver af rekorden som den yngste spiller til at score 45 point.
Derfor kunne Cooper Flagg altså udbygge netop den rekord samtidig med, at han er den eneste teenager til at nå over 50 point i et NBA-opgør.
HIM.#MFFLAGG pic.twitter.com/17X3BNkDZ3
— Dallas Mavericks (@dallasmavs) April 4, 2026
Ikke nok med det sørgede Mavericks-rookien ligeledes for at skrive sig ind i samme selskab som ikoniske Michael Jordan, da de to er de eneste til at levere mere end en kamp med over 45 point i deres rookie-sæson. Det skriver ESPN.
Selvom den unge amerikaner høster mange roser, som han også er beæret over, er det alligevel en tom følelse, han står tilbage med.
– Det er altid sjovt at komme ind i den form for rytme. Kurven føles kæmpestor. Dine holdkammerater kigger efter dig og hjælper dig. Men jeg elsker at vinde, så det var mit primære fokus, fortæller Flagg ifølge ESPN og tilføjer:
– Det var svært for mig for alvor at nyde det derude, når vi var bagud med 20, 10 eller 15 det meste af kampen.
Den tidligere Duke-spiller er flyvende, men det er ikke nok til at få tingene til at køre på skinner for klubben fra Texas, der efter lørdagens nederlag nu er 24-53.










































































