fbpx
Connect with us

Hi, what are you looking for?

Analyser

Optakt til NBA-sæsonen – Cleveland Cavaliers

Cleveland Cavaliers er et af de mest lovende, spændende hold i NBA. Deres unge stjerner træder nu ind i endnu en sæson, hvor pilen kun bør pege opad individuelt og kollektivt. De har tilmed fået endnu bedre brikker omkring sig i løbet af sommeren, så hvad kan det ikke ende med?

Foto: Erik Drost - Flickr

Nedtællingen til NBA-sæsonen 2023-24 er begyndt, og vi kan næsten ikke vente. 

Som optakt vil vi i de sidste 30 dage inden sæsonstart fokusere på et nyt hold hver dag, skabe dig et overblik over, hvad hvert hold har foretaget sig over sommeren, og diskutere, hvad vi kan forvente af dem i den kommende sæson. 

Vi tager selvfølgelig forbehold for eventuelle ændringer, der skulle ske på holdene, fra nu af og til den første bold bliver tippet i vejret natten til onsdag d. 25. oktober.

I dag skal det handle om Cleveland Cavaliers.

Resultat i sidste sæson

#4 i Eastern Conference (51-31).

Efter hele 51 sejre gik Cleveland Cavaliers videre til slutspillet, hvor de i første runde stod over for New York Knicks.

Cleveland havde hjemmebanefordelen, og serien stod 1-1 efter de første to kampe. Derefter vandt New York dog tre i streg, og Cleveland tabte overraskende serien med 1-4.

Offseason-moves

Spillere ud:

  • Cedi Osman (traded til San Antonio Spurs)
  • Danny Green (kontraktudløb, samlet op af Philadelphia 76ers)
  • Robin Lopez (kontraktudløb, samlet op af Milwaukee Bucks)
  • Lamar Stevens (traded til San Antonio Spurs, derefter waived og nu free agent)
  • Raul Neto (kontraktudløb)
  • Dylan Windler (kontraktudløb, samlet op af New York Knicks)
  • Mamadi Diakite (two-way-kontraktudløb)

Spillere ind:

  • Max Strus (sign-and-trade fra Miami Heat)
  • Tristan Thompson (free agent)
  • Georges Niang (free agent)
  • Damian Jones (traded fra Utah Jazz)
  • Ty Jerome (free agent)
  • Sharife Cooper (free agent)
  • Zhaire Smith (free agent)
  • Emoni Bates (rookie, drafted #49)
  • Pete Nance (rookie, undrafted)
  • Justin Powell (rookie, undrafted)
  • Craig Porter Jr. (rookie, undrafted, two-way-kontrakt)

Kontraktforlængelser/re-signings:

  • Caris LeVert (to år, $32 millioner)
  • Isaiah Mobley (two-way-kontrakt)

Største profiler (stats fra sidste sæsons grundspil)

Donovan Mitchell (68 kampe spillet, 28,3 PTS, 4,3 REB, 4,4 AST, 1,5 STL, 0,4 BLK)

Darius Garland (69 kampe spillet, 21,6 PTS, 2,7 REB, 7,8 AST, 1,2 STL, 0,1 BLK)

Evan Mobley (79 kampe spillet, 16,2 PTS, 9,0 REB, 2,8 AST, 0,8 STL, 1,5 BLK)

Hvor står holdet i forhold til sidste år?

Hvor pessimismen skreg til himlen i går, da vi snakkede Chicago Bulls, vender vi i dag skiven 180 grader i snakken om Cleveland Cavaliers.

Allerede for et år siden så cheftræner J. B. Bickerstaffs mandskab stærkt ud med den unge kerne bestående af Donovan Mitchell, Darius Garland, Evan Mobley og Jarrett Allen. Det endte også med imponerende 51 sejre i grundspillet, hvilket Cavaliers ikke har gjort bedre siden 2015-16-sæsonen, hvor de blev mestre med LeBron James, Kyrie Irving og Kevin Love på holdkortet.

Trods et tidligt exit i sidste års slutspil var der altså god grund til optimisme for et hold, hvis stjerner nok endnu ikke har peaket.

Men minsandten om ikke Cleveland Cavaliers er blevet endnu bedre i løbet af sommeren.

Ud er blandt andre gået Cedi Osman, som ellers havde været i klubben i hele sin karriere, siden 2017. Ind som direkte erstatning er til gengæld kommet Max Strus på en kontrakt, der hedder fire år, $63 millioner.

Nogen vil måske mene, at prisen er i den høje ende. Men Cleveland var udover Los Angeles Lakers det slutspilshold, der ramte færrest 3’ere i sidste sæsons grundspil, så klubben har vurderet, at de har brug for flere våben til at skyde udefra. Der er Strus en af de bedste.

Den 27-årige small forward skød 12.-flest 3’ere i hele NBA i sidste sæson og ramte “blot” 35 % af dem, hvilket er ligagennemsnittet.

Men hvis man kigger på listen over de spillere, der skød flest 3’ere fra hjørnet i sidste sæson, skød Strus tredjeflest (162). Han ramte 45,1 % af dem, hvilket er bedre end de øvrige 21 spillere, der er øverst på den liste.

J. B. Bickerstaff og co. bør derfor gøre, hvad de kan, for at sørge for at Strus får flest mulige muligheder fra hjørnerne, hvis de vil have mest muligt ud af deres nye tilføjelse rent offensivt.

I det andet hjørne kan Bickerstaff meget passende placere sin anden nye finskytte, Georges Niang.

Den 30-årige power forward har i hver af sine seneste fem sæsoner ramt over 40 % af sine 3’ere, og i sidste sæson havde han en højere ‘effective field goal percentage’ end spillere som Giannis Antetokounmpo, Kawhi Leonard og sin daværende holdkammerat Joel Embiid.

Derudover har Cavs blandt andre hentet Ty Jerome, som også er en glimrende skytte, og rutinerede Tristan Thompson, som var med på mesterskabsholdet i 2016. Det er tvivlsomt, hvor mange minutter de får, men man ved nogenlunde, hvad man får fra dem.

På papiret ser Cleveland Cavaliers altså endnu stærkere ud, end de var i sidste sæson. Både fordi de store profiler bør være mindst lige så gode som sidste år, og fordi general manager Mike Gansey har forstærket holdet med spillere, som kommer til at øge skudeffektiviteten udefra og desuden hæve Cavaliers’ sløje bænkproduktion fra sidste sæson (tredjefærrest bænkpoint i hele NBA).

Hvem skal vi holde ekstra øje med?

Det unge Cleveland-hold sprudler af talent, så det er svært at fremhæve enkelte spillere, som vi ikke allerede godt ved, at vi skal holde ekstra øje med.

Man kan i hvert fald ikke komme uden om Evan Mobley. Jeg ved godt, at det er indlysende, men lad os dvæle ved ham alligevel.

Cleveland Cavaliers valgte den unge power forward med 3.-valget i 2021-draften bag Cade Cunningham og Jalen Green. Mobley kan dog meget vel ende med at blive den klart bedste spiller fra den årgang.

I sin første sæson kunne Mobley lige så godt have vundet ‘Rookie of the Year’ i stedet for Scottie Barnes, og i sidste sæson forbedrede han sig statistisk i både point, rebounds og assists samt på sine skudprocenter fra gulvet og straffekastlinjen.

Derudover viste Mobley sig i sidste sæson som værende en af ligaens bedste forsvarsspillere. Han førte hele NBA i den komplicerede, men væsentlige statistik, der hedder ‘Defensive Real Plus-Minus’ og kom på ‘All-Defensive First Team’.

22-årige Evan Mobley træder nu ind i sin tredje sæson med Cavaliers, og alt peger i retning af, at han med Jarrett Allen ved sin side kun bliver endnu bedre. Der er desuden den ekstra gulerod, der består i, at Mobley til næste sommer er kvalificeret til en kontraktforlængelse. Der bliver nok ikke tale om småpenge, hvis hans niveau bliver ved med at pege i samme retning.

Der kan dog i den forbindelse opstå et pengeproblem for Cleveland Cavaliers. De har nemlig allerede to spillere på femårige rookie-max-kontrakter (Mitchell og Garland). Hvis de tilføjer en tredje i Mobley og samtidig vil beholde Jarrett Allen, kommer Cavaliers kun til at have peanuts og lommeuld tilbage til resten af holdet.

Men det har Cavaliers et helt år til at bekymre sig om.

I mellemtiden vil jeg fremhæve de to højest betalte Cleveland-spillere – først Darius Garland.

Den 23-årige point guard træder ind i sin femte sæson, så vi bør stadig se hans talent vokse endnu mere, end det allerede har.

Rent statistisk forbedrede Garland sig ikke sidste år sammenlignet med hans foregående All-Star-sæson. Men det skyldes primært, at han fik Donovan Mitchell som legekammerat sidste sommer, og at de så skulle deles om ansvaret.

Jeg er spændt på at se rollefordelingen mellem de to i den kommende sæson. I sidste sæson så vi, at Mitchell stadig er en halv klasse over Garland, og eftersom Mitchell kun lige er fyldt 27 år, bør han bestemt ikke falde i niveau i år.

Spørgsmålet bliver derfor, om Darius Garland kan hæve sit niveau i så høj en grad, at han og Mitchell bliver jævnbyrdige. I så fald kommer vi til at se en af de absolut bedste guard-duoer i ligaen. Deres nærmeste konkurrenter er nok Luka Doncic og Kyrie Irving, men nu må vi se, hvordan de to kan få det til at hænge sammen i Dallas – den snak tager vi i morgen.

Sidst vil jeg nævne Caris LeVert, som lige har skrevet under på en kontraktforlængelse på $32 millioner over to år. Det er lommepenge, i forhold til hvad man troede, han ville blive til, dengang han imponerede i Brooklyn Nets.

Men LeVert har været ramt af adskillige skader og uheld. Lige fra et brækket ben til en operation i tommelfingeren. Han har endda været udsat for det mest ekstreme tilfælde af ‘held i uheld’, da et simpelt lægetjek i forbindelse med et trade resulterede i, at man opdagede hans nyrekræft i tide og potentielt reddede hans liv.

Caris LeVert er heldigvis helt rask nu, og det er næsten ikke til at tro, at han er blevet 29 år gammel og træder ind i sin ottende NBA-sæson. Han kommer til at kæmpe om den startende small forward-position med nytilkomne Max Strus.

Jeg fremhæver LeVert her på falderebet, fordi jeg faktisk bare håber, at vi endnu ikke har set det bedste til Caris LeVert. Tror jeg på det? Nej, nok ikke, men jeg ønsker ham bare det bedste og ville blive rigtig glad, hvis han genopliver sit gamle topniveau.

Hvor langt når de?

Apropos topniveau er jeg rigtig spændt på at se, hvor højt oppe i Eastern Conference Cleveland Cavaliers kan nå, hvis de rammer deres i denne sæson.

De er uden tvivl et af de hold med den lyseste fremtid i NBA.

Men kan de gå hele vejen allerede denne gang? Nej, det tror jeg ikke. Der er stadig et stykke op til Milwaukee Bucks og Boston Celtics i øst. Jeg kan dog godt se for mig, at Cavaliers driller Miami Heat og Philadelphia 76ers i jagten på 3.-seedet.

Vi så i sidste års slutspil, at der var lidt nervøsitet blandt de unge gutter, og at “lyset var lidt for skarpt.”

Det kan være, at Knicks-serien var ilddåben, som Cavaliers havde brug for. Det har enten intimideret og skræmt dem eller hærdet og motiveret dem. Uanset hvad tror jeg, at det er for tidligt at regne med dem som seriøse mesterskabskandidater. Mit bud er, at Mitchell, Garland og co. når til Eastern Conference Semifinals. Hvis alt flasker sig, kan de havne i Eastern Conference Finals, men det er jeg nødt til at se, før jeg tror det.

 

Cleveland Cavaliers åbner sæsonen natten til torsdag d. 26. oktober kl. 01.30, ude mod Brooklyn Nets.

Skrevet af

Har været forelsket i basketball siden 2018 og arbejdet med sport på blandt andet TV 2 og Warner Bros. Discovery. Har desuden været journalistpraktikant i Bakken Bears, hvor jeg agerede studievært og kommentator på Bears TV. Har en bachelorgrad i medievidenskab og en kandidatgrad i journalistik fra Syddansk Universitet. Elsker Ringenes Herre og øl, men de skal nydes hver for sig.

Andre artikler med dette emne

Boston Celtics

Sæsonen i NBA skydes i gang i nat, og i den forbindelse har Fullcourts NBA-redaktion kommet med deres forudsigelser af holdenes placeringer i Eastern...

Dallas Mavericks

Sæsonen i NBA skydes i gang i nat, og i den forbindelse har Fullcourts NBA-redaktion kommet med deres forudsigelser af holdenes placeringer i Western...

EuroCup

Den danske landsholdsspiller Tobias Jensen og Ratiopharm spillede lige op med NBA-holdet Portland Trail Blazers, der dog sejrede med 111-100 i en testkampen natten...

LA Lakers

LeBron James og sønnen Bronny James skrev i nat NBA-historie som den første far-søn duo nogensinde til at spille sammen i ligaen.

Boston Celtics

Ventetiden er ovre. Verdens bedste basketballliga er tilbage fredag, hvor Boston Celtics og Denver Nuggets mødes i Abu Dhabi.

Internationalt

Victor Wembanyama var allerede en af NBA's mest dominerende spillere, og med en kampvægt, der nu har rundet 106 kilo, bliver han næppe lettere...

Internationalt

Ja Morant er for tiden glad og skadesfri, og det giver Memphis Grizzlies gode forudsætninger for succes i den kommende sæson, udtaler Memphis-stjernen.

NBA

Den tidligere MVP Derrick Rose indstiller karrieren efter 15 sæsoner i NBA.