Kasper Duun
Warriors vinder for andet år i træk. Det gør de fordi Steph Curry kommer tilbage og sænker den ene 3’er efter den anden. Selv hvis han kun sænker den ene, og ikke den anden, vinder Warriors stadig.
De har tre All Stars på det hold, selv når man tager Curry ud af ligningen.
Kevin Durant spiller noget af det bedste forsvar ligaen har set, og virker helt utrolig stålsat på at vinde mesterskaber. Klay Thompson har set god ud siden han kom tilbage fra sin skade, og ser ud til at have fået justeret sigtekornet mod endnu en titel. Draymond er bare Draymond. Han vil for alt i verden vinde. Det er noget han er født med. En gave for det her Golden State-mandskab og især Steve Kerr.
Men det forunderlige ved dette slutspil er, at den egentlige finale ikke er NBA-Finals i mellem det bedste hold fra West og det bedste hold fra East.
Nej, NBA bliver allerede afgjort efter West har spillet Conference-Finals.
Dét er nemlig den sande finale i år.
Hvis Warriors skyder sig forbi Rockets i år (Hvilket de gør), så er mesterskabet så godt som sikret. Cleveland, Philly, Toronto, Heat og så videre. Der er ingen af holdene i East, der kan hamle op med hverken Warriors eller Rockets. Det kan lyde lidt voldsomt, men det er sandheden.
De er lige dét bedre end alle andre i ligaen.
Rockets vs. Warriors bliver den mest spændende serie vi får at se i år, men allerede i første runde har vi et opgør, der er værd at nævne.
Westbrook overfor Mitchell eller Adams overfor Gobert. Utah Jazz møder Oklahoma City Thunder, og den serie er fyldt til randen med underholdende match-ups. Selv Joe Ingles overfor Paul George bliver spændende, for ikke at sige hamrende sjovt, at følge.
I sidste ende kommer Melo’s ineffektivitet og Quin Snyder’s forståelse for sit mandskab dog til at blive afgørende.
Westbrook skal snitte langt højere end en triple-double, hvis han skal bære sit hold videre. Nok er han et gloværdigt monster på en bane, men der er også begrænsninger for, hvor meget der kan forlanges af ham. Selvom det nogle gange ikke ser sådan ud.
