Første-valget (Minnesota Timberwolves)
NBC Sports: Cade Cunningham, Oklahoma State
SBNation: Cade Cunningham, Oklahoma State
Bleacher Report: Cade Cunningham, Oklahoma State
USA Today Sports: Cade Cunningham, Oklahoma State
CBS Sports: Cade Cunningham, Oklahoma State
The Ringer (Kevin O’Connor): Cade Cunningham, Oklahoma State
Der er bred enighed om, hvem det første navn Adam Silver vil annoncere i 2021 draften. Cade Cunningham er favoritten, og det har han været hele sæsonen. Cunningham bliver sammenlignet med Luka Doncic. Han er en af de bedste isolations-spillere, som vi har set de seneste år, og det ligner, at han er klar til NBA.
Andet-valget (Houston Rockets)
NBC Sports: Evan Mobley, USC
SBNation: Evan Mobley, USC
Bleacher Report: Evan Mobley, USC
USA Today Sports: Jalen Suggs, Gonzaga
CBS Sports: Evan Mobley, USC
The Ringer (Kevin O’Connor): Evan Mobley
Medierne har med andetvalget valgt Evan Mobley fra USC, og det forstår man godt. Mobley har haft en fantastisk sæson, hvor han har vist sig som et våben i begge ender af banen.
Med over tre blocks per kamp var det ikke ufortjent, at han blev udnævnt som bedste defensive spiller i PAC-12 konferencen. Han blev også kåret som bedste spiller i samme konference.
Tredje-valget (Detroit Pistons)
NBC Sports: Jalen Suggs, Gonzaga
SBNation: Jalen Suggs, Gonzaga
Bleacher Report: Jalen Suggs, Gonzaga
USA Today Sports: Evan Mobley, USC
CBS Sports: Jalen Suggs, Gonzaga
The Ringer (Kevin O’Connor): Jalen Green, G-League
Jalen Suggs tog overskrifter efter, at han ramte et fantastisk skud, der sendte Gonzaga i finalen ved årets March Madness. Suggs og Gonzaga tabte dog finalen, men Suggs brugte turneringen som et udstillingsvindue, hvor NBA-holdene i den grad kunne få et indblik i hans kvaliteter.
Han har hele pakken. En super atletisk ball-handler, som kan finde sine holdkammerater, men også sit eget skud. Han har gode defensive evner, og har vist, at han er clutch. Hvad mere kan man ønske sig i en guard?
Fjerde-valget (Orlando Magic)
NBC Sports: Jalen Green, G-League
SBNation: Jalen Green, G-League
Bleacher Report: Jalen Green, G-League
USA Today Sports: Jalen Green, G-League
CBS Sports: Jalen Green, G-League
The Ringer (Kevin O’Connor): Jalen Suggs, Gonzaga
Igen er medierne stort set enige om, hvem der skal vælges med næste valg. Vi har ikke set Jalen Green i college, da han valgte at tage imod NBA’s tilbud om en professionel kontrakt i deres udviklingsliga, G-League. Her spillede han på et hold med andre spillere, der også havde fravalgt college, samt nogle NBA veteraner.
Green var rangeret som den bedste spiller ud af High School, og det fik vi at se, i de få kampe han spillede i G-League boblen, der blev afviklet tidligere i år. Han ligner en af de bedste scorere i draften. Han er den mest eksplosive spiller, og de evner han har omkring ringen gør, at han ikke falder ud af top fem.
Han havde 18 points per kamp mod både tidligere og nuværende NBA spillere i G-League boblen. Hvis Orlando får fjerdevalget, vil han være den perfekte spiller at bygge deres nye hold op omkring.
Femte-valget (Cleveland Cavaliers)
NBC Sports: Johnathan Kuminga, G-League
SBNation: Jonathan Kuminga, G-League
Bleacher Report: Jonathan Kuminga, G-League
USA Today Sports: Jonathan Kuminga, G-League
CBS Sports: Jonathan Kuminga, G-League
The Ringer (Kevin O’Connor): Johnathan Kuminga, G-League
Bred enighed forekommer endnu engang. Denne gang med endnu en spiller, der valgte at spille G-League frem for college. Kuminga var rangeret som den fjerde bedste spiller ud af High School.
Clevelands hold ville nærmest være komplet, hvis de får Kuminga ind på holdet. De kunne lave en trade-aftale, der ville sende Kevin Love afsted, og så vil de have en stærk ung startopstilling med Darius Garland, Collin Sexton, Issac Okoro, Kuminga og Jay Allen.
Kuminga viste i G-League boblen, at han er et stort talent. Han er en stor og fysisk wing-spiller, som har store atletiske evner. Kan han forbedre sit skud bag trepointslinjen og fra straffekastlinjen, kan han blive en stjerne i ligaen. Han er en af de yngste spillere i draften, så der er meget potentiale at hente.
Sjette-valget (Washington Wizards)
NBC Sports: Scottie Barnes, Florida State
SBNation: Moses Moody, Arkansas
Bleacher Report: Keon Johnson, Tennessee
USA Today Sports: Keon Johnson, Tennessee
CBS Sports: Davion Mitchell, Baylor
The Ringer (Kevin O’Connor): Keon Johnson, Tennessee
Mediernes enighed stopper ved sjette-valget. Det er forståeligt. Vi har en draft med fem stensikre valg, hvorefter der kommer en stor gruppe af spillere med høj kvalitet. Udvælgelsen er svær, og det kommer meget an på, hvilket hold der i sidste ende står med valget efter draft-lotteriet.
Lige nu står Washington Wizards med sjette-valget, og jeg er enig med NBC i deres valg. Scottie Barnes er et råt talent, men en fantastisk forsvarsspiller. Wizards har ikke brug for en af de store scorere som draften tilbyder, da de har Beal og Westbrook. De taber mange kampe, selvom de to stjerner scorer en masse points. Derfor vil en defensiv spiller være det bedste valg for dem.
Syvende-valget (Oklahoma City Thunder)
NBC Sports: Moses Moody, Arkansas
SBNation: Keon Johnson, Tennessee
Bleacher Report: Jalen Johnson, Duke
USA Today Sports: Scottie Barnes, Florida State
CBS Sports: James Bougknight, UCONN
The Ringer (Kevin O’Connor): Corey Kispert, Gonzaga
Medierne har svært ved at placere næste spiller. Spilleren, der lander hos Thunder vil højst sandsynligt få massere af spilletid, og det vil selvfølgelig være godt for samtlige spillere i draften. Hvis Thunder rammer forkert, har de stadig en stor bunke draft picks over de næste år.
Bleacher Report har dog fat i Jalen Johnson fra Duke, og han er et godt bud på en spiller, der ville passe godt ind hos Thunder. Johnson passer godt ind i det moderne NBA, som en hurtig og talentfuld power forward. Han skal arbejde på sit skud, men det ville være ideelt at lande hos Thunder, så han kan få en masse minutter.
Ottende-valget (Toronto Raptors)
NBC Sports: James Bougknight, UCONN
SBNation: Scottie Barnes, Florida State
Bleacher Report: Scottie Barnes, Florida State
USA Today Sports: Kai Jones, Texas
CBS Sports: Kai Jones, Texas
The Ringer (Kevin O’Connor): Kai Jones, Texas
USA Today Sports og CBS Sports har fundet den rette mand til Toronto. En solid center i Kai Jones. Jones spillede ikke den store rolle for Texas, men viste os, at han kunne blive en overraskelse i årets draft.
Jones viste sin atletiske krop og også tegn på, at han havde et skud bag trepointslinjen. Defensiven er dog hans store styrke. Selvom han kan være en smule overgearet i kampene, hvor han jagter highlights, så er han stadig en god shot-blocker og en forsvarsspiller, der kan dække flere positioner.
Niende-valget (Sacramento Kings)
NBC Sports: Keon Johnson, Tennessee
SBNation: Ziaire Williams, Stanford
Bleacher Report: Kai Jones, Texas
USA Today Sports: Jalen Johnson, Duke
CBS Sports: Keon Johnson, Tennessee
The Ringer (Kevin O’Connor): Franz Wagner, Michigan
Hvis Keon Johnson falder til niende-valget, og Sacramento har det valg, så skal de tage ham. NBC og CBS Sports har samme tanke. Han har et kæmpe potentiale, og det bliver det, holdene skal vælge ham på.
Han er en usikker skytte, men evnerne til at gå til kurven, forsvare og en krop, der er klar til NBA, sender ham ikke ud af lotteriet. Han vil passe fint ind hos Kings, hvor han vil være en god bænkspiller de første år, men forhåbenligt en starter om nogle år.
Tiende-valget (Orlando Magic)
NBC Sports: Corey Kispert, Gonzaga
SBNation: Jalen Johnson, Duke
Bleacher Report: Davion Mitchell, Baylor
USA Today Sports: Jaden Springer, Tennessee
CBS Sports: Scottie Barnes, Florida State
The Ringer (Kevin O’Connor): Moses Moody, Arkansas
Orlandos anden valg i lotteriet. Denne gang står de overfor en masse muligheder. Skal de tage en af de mange guards – da de ikke ved om Fultz kommer tilbage, til det han var – eller skal de gå med en af de mange stærke forwards i draften.
NBC rammer den igen. Corey Kispert. Manden passer ind i NBA, som persillesovs passer til stegt flæsk. Han har et fantastisk skud, og han var den førende scorer på det dominerende Gonzaga hold, der godt nok tabte i finalen ved March Madness.
Det eneste negative ved ham er, at han tre år ældre end mange af de andre spillere, da han har spillet fire år i college. Et hold som Orlando, der har sendt hele holdet væk for at bygge et nyt op, vil måske kigge på yngre spillere.
Jeg overtog posten som NBA-Redaktør på siden i september 2021 med min dygtige medredaktør Mikkel Tofte Langerhuus. Jeg har været ved Fullcourt siden august 2019. Jeg har i mange år haft stor interesse for NBA, men jeg dækker også college-basketball.



































































