For snart 20 år siden blev en dengang ung, aspirerende rookie ved navn LeBron James draftet til NBA af Cleveland Cavaliers.
20 år senere står han nu på tærsklen til at skrive sig ind i NBA-historien som den mest scorende spiller i NBA nogensinde.
LeBron James har i denne sæson snittet næsten 30 point per kamp (29,9 point), hvilket vil sige, at han potentielt kan overgå den historiske rekord om halvandet, hvis han lever op til sit pointsnit i de kommende kampe
I øjeblikket er LeBron 116 point efter rekordindehaveren Kareem Abdul-Jabbar. Natten til søndag tog LeBron endnu et skridt mod rekorden, da LA Lakers gæstede arvefjenderne fra Boston Celtics. Selvom det blev til et nederlag til Lakers, endte LeBron alligevel med at lave hele 41 point.
Indehaveren af den nuværende pointrekord, Kareem Abdul-Jabbar, nåede i sin aktive karriere 38,387 point. Ligesom LeBron James var Kareem Abdul-Jabbar også 20 år inde i sin aktive karriere og spillede også for Los Angeles Lakers, da han i 1989 satte punktum for en flot karriere som All-time NBA-topscorer.
Nu, i 2023, skal der måske blot gå fire kampe, før vi efter 34 år, kan se en ny konge på tronen.
Hvis James scorer minimum 30 point over de næste fire kampe overtager han rekorden fra NBA-legenden Kareem Abdul-Jabbar.
Blot et spørgsmål om tid
I de næste tre kampe skal LeBron James og resten af Lakers-teamet en tur mod øst, hvor topprofilerede hold fra Eastern Conference venter i form af Brooklyn Nets, New York Knicks og Indiana Pacers.
Efter turen til østkysten, skal Lakers op imod New Orleans Pelicans, Oklahoma City Thunder og Milwaukee Bucks, og med mindre James løber ind i en skade forventes LeBron James allerede at sidde på rekorden, når Lakers står over Giannis Antetokounmpo´s Milwaukee Bucks.
Der er gode muligheder for at se en sprudlende King James i aktion i de næste kampe, eftersom holdkammeraten Anthony Davis er blevet klar igen efter 20 kampes fravær, hvilket kan fjerne noget fokus i offensiven fra James.
I onsdags blev han for første gang bragt i aktion igen, da Los Angeles Lakers besejrede San Antonio Spurs med 113-104.
Som tiden skrider frem, vil vi også kunne forvente at se Davis få en mere fremtrædende rolle for Lakers, der i et stykke tid, har været særdeles afhængige af en storspillende LeBron James. Måske vil power forwardens tilbagevenden hjælpe LeBron i bestræbelserne på at blive den mest scorende spiller i NBA`s historie, men det korte af det lange er, at rekordaftenen er nær.
Næste gang Lakers skal i ilden er natten til tirsdag mod Brooklyn Nets. Det forlyder dog, at James kommer til at overvære hele kampen fra bænken, og derfor kan rekorden måske blive slået mod Oklahoma City Thunder på hjemmebane i Los Angeles.









































































