Jazz udbygger føringen mod Clippers

Med endnu en god præstation viste Donovan Mitchell vejen for Utah Jazz, der vandt det andet opgør mod Los Angeles Clippers 111-117. De fører nu serien 2-0.
Jazz vs Clippers Slutspillet 2021
Foto: Michael Tipton - flickr.com
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

Jazz fik en god start på kampen og førte 10-2 indenfor de første 2 minutter af kampen, hvilket fik Ty Lue og Clippers til at tage en hurtig timeout. Mitchell scorede otte af de ti point.

Efter timeouten kom Clippers bedre med i kampen og efter en buzzer beater fra hjørnet af Luke Kennard i slutningen af første quarter var stillingen 29-30 til Jazz.

Kampen fortsatte med at være tæt i andet quarter, indtil der var to minutter tilbage, hvor Jazz ramte to trepointsskud i træk og bragte sig foran med ti point. De stoppede dog ikke her og endte med at gå til halvleg med 53-66 føring.

Donovan Mitchell fortsatte, hvor han slap i kamp 1 og scorede 27 point i første halvleg. Kawhi Leonard var topscorer for Clippers med 14 point.

I begyndelsen af tredje quarter blev ondt til værre for Clippers, der begik en række tidlige fejl samtidig med, at Jazz fortsatte med at ramme deres skud og udbyggede føringen til 21 point.

Men igen fik Clippers kæmpet sig tilbage i kampen efter nogle vigtige scoringer af Reggie Jackson, der scorede 16 point i tredje quarter, og midtvejs i quarteret var Jazz’ føring barberet ned til ni point. Herfra skiftedes de to hold til at have kontrollen i kampen, og de gik ind til fjerde quarter med stillingen 93-86.

 

Clippers lagde godt ud i fjerde quarter, og var efter et par hurtige scoringer kun bagud med to point. Herfra fulgtes de to hold ad, og midtvejs i fjerde quarter fik Clippers deres første føring i kampen, 101-99, efter 2 trepointsscoringer i træk af Reggie Jackson.

Men Jazz kom hurtigt tilbage og fik ramt en række skud i træk samtidig med, at de stod godt i forsvaret, og mod slutningen af kampen var der aldrig rigtig tvivl om, hvem der ville vinde.

Med sejren fører Jazz nu serien 2-0 inden de drager mod Los Angeles for at spille de næste par kampe. Men Jazz kan ikke hvile på laurbærrene. Clippers var også i denne situation i sidste runde, så comebacks er ikke uvant for dem, men hvis det skal lykkes for dem igen, må de finde et modsvar til Mitchells angrebsspil og Goberts forsvarsspil.

Se andre spændende artikler