Jahlil Okafor har længe været rygtet væk fra de fremadstormende Philadelphia 76’ers, efter han har mistet sin plads i rotationen og nu ser det endelig ud til, at der er fundet en løsning.
Ifølge flere medier skifter den 21-årige center bænkpladsen i Sixers, ud med en ny start i Brooklyn Nets.
Sammen med Okafor sender Philly også den 24-årige shooting guard, Nik Stauskas, og et 2.runde i 2019. Den anden vej sender Brooklyn Trevor Booker. Den erfarne power forward har haft sin bedste sæson hidtil i NBA, hvor han har snittet 10.1 point, 6.6 rebounds og 2.1 assists.
Philly what it do? 💪🏾
— Trevor Booker (@35_Fitz) December 7, 2017
Jahlil Okafor har kun spillet to kampe i denne sæson, og har ikke lagt skjul på sin umiddelbare frustration over den manglende spilletid.
Han har gentagne gange udtrykt sin uforståenhed overfor den situation han var havnet i, efter at have bidraget kontinuerligt igennem sine første 2 sæsoner. Siden han blev draftet som nr. 3 i 2015, er det kun gået ned ad bakke for Okafor, som ellers startede sin NBA-karriere med at snitte 17.5 point i den blå-hvide trøje.
Han var dog længe udskældt for sin manglende defensive indsats, og med Joel Embiids monstrøse bidrag til organisationen i denne sæson, var der ikke længere plads til Okafor.
Han vil nu se frem til en ny start i Brooklyn, hvor han på ny skal bevise sit værd.
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.