Eastern Conference har de seneste år været lidt for meget badeferie for de teams LeBron James har været en del af. Der har ikke været den vilde modstand, når han tørnede ud for enten Miami Heat eller Cleveland Cavaliers. Superstjernen har formået at samle hold omkring sig, som var så tilpas stærke, at det er blevet til mange finaler i træk. Modstanden har ganske enkelt ikke været der!
Flere har i stedet skævet til Western Conference og slikket sig om munden, når man tænkte på match ups i Play-off, der lå om hjørnet. Eastern har de senere år været ramt af en lidt flad fornemmelse fra start, da Miami og Cleveland lidt for nemt kom frem til slutkampene i ligaen.
Derfor håbede flere i år, at et hold som Boston med nyerhvervelsen Al Horford kunne bringe lidt spænding tilbage i konferencen.
Men det er ikke 113 millioner dollars manden fra Atlanta, der har præsteret. Det er den blot 1.75 m høje pointguard Isaiah Thomas, der i år har været den store forskel. Han har været så afgørende, at folk i Boston håber, det er i år, de vipper LeBron af pinden og tager en finaleplads.
Langt de fleste spår dog stadig en Cleveland Cavaliers – Golden State Warriors finale, men de seneste måneder har Isaiah Thomas vist spil, der kan løfte håbet om mere frem mod sommer.
Thomas blev tilbage i 2011 valgt i 2. runde af NBA draften. Han blev valgt som nr. 60 overall, og han blev valgt af Sacramento Kings. Her var han tre år, inden han tog et år i Phoenix Suns, hvorefter han i 2015 landede i Boston.
Det var sidste år, at Thomas konsoliderede sig som holdets faste pointguard. Han startede i 79 af de 82 kampe i regular season. Undervejs i karrieren har han konstant udviklet sit spil og bliver en mere og mere “dependable man”.
Den seneste tid har kurven nærmest eksploderet i forhold til præstationerne, og november, december og januar har været uvirkelige med spil på MVP niveau.
14. november scorer han 37 point mod Pelicans
3. december 37 igen mod 76’ers
20. december laver han 44 mod Grizzlies (ny career high)
30. december 52 point mod Miami Heat (igen career high samt 4. højeste score hos Celtics nogensinde)
3. januar 29 point og career high 15 assists mod Utah Jazz
11. januar 38 point mod Wizards
Bliver Isaiah Thomas ved på denne måde, og får man Al Horford i gear samt Avery Bradley ordentligt klar til slutspillet, så har Boston gode muligheder for at gå langt. Om de når helt til tops er dog tvivlsomt, men at den mest vindende klub har fået noget at hænge håbet på er sikkert. Den lille pointguard, der blev opkaldt efter Detroit Pistons legendariske spiller, og som altid pga. sit navn bliver buhet ud i Madison Square Garden mod Knicks, kan blive den X faktor, der gør Eastern Conference blot en smule mere seværdig i år.
Foto: Flickr – Neon Tommy










































































