Forventningerne har været høje, efter det blev gjort klart, at de to unge profiler Jamal Murray og Michael Porter Jr. ville vende tilbage til den dobbelte MVP Nikola Jokic og resten af Denver Nuggets. I den anden ende, har det været et spørgsmål, om Utah Jazz overhovedet ville være interesseret i at vinde kampe. Nuggets havde nok regnet med en nem start til sæsonen, men sådan skulle det ikke gå.
Efter Jazz fik overtaget tidligt i første quarter, dominerede de kampen. Selvom Nuggets begyndte at hale ind på dem i fjerde quarter, så strammede Jazz grebet og endte ud med en sikker sejr på 21 point. Nuggets lignede et hold, der stadigvæk ikke var vågnet op til den nye sæson.
This whole sequence captures how the Jazz have been dismantling the Nuggets, complete with an “oh my gosh” from Denver announcer pic.twitter.com/WU7R6wnQIl
— BBALLBREAKDOWN (@bballbreakdown) October 20, 2022
Hvad gik galt?
Når man kigger på statistikkerne hos Nuggets profilerne, er der ikke nogen oplagt synder i nattens kamp. Jokic leverede 27 point og skød 70% fra gulvet. MPJ skød 50% fra gulvet og 50% bag 3-pointslinjen. Jamal Murray lignede en, der stadigvæk skulle spilles varm, men en overpræsterende Aaron Gordon burde have kompenseret. Gordon ramte 10 af sine 17 skud og scorede 22 point.
Den helt store forskel i kampen var 3-pointsskuddet. Nuggets ramte blot 23% bag 3-pointslinjen, og så er det altid svært at vinde en kamp i nutidens NBA. Modsat ramte Jazz solide 42% af deres 3-pointsskud. Det blev i alt til 16 ramte 3’ere for Jazz, og det var udslagsgivne i den overraskende sejr.
Den nytilkomne Kentavious Caldwell-Pope havde heller ikke meget at byde på i sin første kamp for Nuggets. Han ramte ikke et eneste skud fra gulvet, og det blev kun til sølle 2 point.
Jazz spået som absolut bundhold
Utah Jazz har hen over sommeren skilt sig af med deres to tidligere stjerner Rudy Gobert og Donovan Mitchell. Efter at have givet dem en håndfuld sæsoner sammen, besluttede de, at det var tid til at starte forfra.
Med udsigt til at kæmpetalentet Victor Wembanyama kommer ind i NBA næste år, havde man regnet med, at mange af bundholdene ville forsøge at tabe kampe med vilje for at øge deres chancer for at få det første pick i næste års draft. Utah Jazz er bestemt et af de hold, hvor det var forventet.
Den første kamp kunne godt indikere, at det måske bliver sværere for Jazz at tabe kampe, end de havde regnet med. Det er kun én kamp, og der er stadigvæk ingen tvivl om, at Denver Nuggets kommer til at slutte langt foran Utah Jazz i slutningen af sæsonen.
Alligevel kan Jazz kigge på sejren som et tegn på, at der måske allerede er noget talent på holdet. Lauri Markkanen og Collin Sexton, der begge kom fra Cleveland, leverede en glimrende første kamp i Utah. De to unge spillere tilføjede tilsammen 37 point. Rookie Center Walker Kessler havde også en formidabel NBA-debut, og han har stadigvæk ikke misset et skud i sin NBA-karriere. Han gik 5 for 5.
De rutinerede Jazz-spillere Mike Conley og Rudy Gay leverede også fine præstationer. Conley var som altid en dygtig facilitator og indsamlede 8 assists, som han kan føje til sine 13 point. Gay ramte 6 af sine 8 skud, hvor 4 af dem var bag 3-pointslinjen.
Jeg er 23 år gammel og er NBA-redaktør på siden. Ved siden af læser jeg journalistik på Roskilde Universitet.