En opsigtsvækkende byttehandel, der involverede Dallas Mavericks, Utah Jazz og Los Angeles Lakers, fik både fans og eksperter til at knibe sig selv i armen.
Der var god grund til mistroen, for den anden februar skrev NBA-insider Shams Charania på X, at Luka Doncic var blevet tradet til Los Angeles Lakers.
It’s 1000% real: pic.twitter.com/ncNjpN37gU
— Shams Charania (@ShamsCharania) February 2, 2025
Luka Doncic blev af de fleste set som en af de få spillere i ligaen, der var uerstattelig.
Men rygterne talte sandt, og Doncics tid i Texas er et overstået kapitel. Til gengæld fik Dallas Mavericks formstærke Anthony Davis.
Byttehandlen blev lavet mellem Utah Jazz, Dallas Mavericks og Los Angeles Lakers og rykkede rund på en række spillere og draftpicks.
Lakers modtager:
Luka Doncic
Maxi Kleber
Markieff Morris
Mavericks modtager:
Anthony Davis
Max Christie
2029 Lakers first-round pick
Jazz modtager:
Jalen Hood-Schifino
2025 Clippers anden-runde valg (via Lakers)
2025 Mavericks anden-runde valg
Handlen har rykket op og ned på magtbalancen i verdens bedste basketball-liga og ændret de to klubbers fremtid de næste mange år, men hvem har egentlig vundet?
Det stiller vi skarpt på i denne artikel, hvor parternes udbytte af byttehandlen rangeres på den amerikanske karakterskala.
Los Angeles Lakers: Karakter A+
Los Angeles Lakers har fået en af de mest værdifulde spillere i NBA lige nu.
Luka Doncic har været en del af All-NBA førsteholdet de sidste fem år. Alle fem år har han været tæt på at snitte 30 points og en triple-double, og så er han ovenikøbet kun 25 år.
Når man kigger på evner og alder, er der ingen tvivl om, at han er en af de bedste spillere i ligaen og kommer til at være det i mange år fremover.
Der kan altså ikke herske nogen tvivl om, at Lakers har gjort sig en rigtig god handel.
Dermed ikke sagt, at det er omkostningsfrit for Lakers. Anthony Davis har spillet på noget, der ligner hans højeste niveau i denne sæson.
Samtidig har Doncic været skadesramt og har kun spillet 22 kampe i 2024/25-sæsonen.
Ligeledes står Lakers nu i en position, hvor de i allerhøjeste grad mangler en spiller på centerpositionen.
Men der kan stadigvæk ikke herske nogen tvivl om, at det er det hele værd for Lakers.
Hvis man får tilbuddet om at hente Luka Doncic, er der meget få ting, der gør, at man ikke takker ja. Den skadesplagede Anthony Davis og et første-runde valg er ikke nogen af dem.
Lakers er altså sluppet rigtigt billigt.
Med det sagt er Lakers måske et svagere hold i dag, end de var for en uge siden.
Med Luka Doncic er dog der rig mulighed for at kæmpe med om mesterskabet i mange år fremover.
Samtiddig har Lakers undgået en kedelig genopbygningsperiode, der lå i kortene når den aldrende superstjerne LeBron James inden længe sætter skoene på hylden.
Lakers får derfor karakteren A+ for deres del af byttehandlen.
Dallas Mavericks: Karakter D-
Mavericks står nu med en formstærk Anthony Davis og slipper samtidig for at tilbyde Doncic en supermax-kontrakt på 345 millioner dollars.
Med Kyrie Irving der spiller fremragende i denne sæson, har Mavericks fået en farlig duo, der potentielt kan føre til et par mesterskaber.
Men Mavericks vindue for at kunne kæmpe med om mesterskaberne er blevet forkortet, for Davis er seks år ældre end Doncic.
Alligevel kan der være gode grunde til at Mavericks valgte at sende Doncic videre.
Rygter, der florerer i mediedækningen, beretter om at at Mavericks var trætte af Doncics dårlige form. Andre rygter påstår At hans skade er slemmere end først forventet.
Dette kan være årsager til, at Dallas skilte sig af med deres slovenske superstjerne.
Det skriver The Sporting News.
Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at der må være mere til Lukas situation end de rygter, der indtil videre har floreret.
For selv hvis alle disse er rigtige, har Dallas Mavericks tabt byttehandlen.
Doncics værdi er langt højere end en 31-årig skadesplaget big-man, ligemeget hvor god han er i denne sæson.
Lakers har endnu et første-runde valg, unge Dalton Knecht og Austin Reaves. Havde Dallas’ general manager Nico Harrison skruet bissen på, kunne Dallas have fået meget mere.
Samtidig er det besynderligt, at Mavericks ikke offentliggjorde, at de var åbne for bud på Doncic.
Selvom de angiveligt har været i kontakt med Bucks om en byttehandel for Giannis Antetokounmpo og fik et nej, er der 27 andre hold i ligaen med masser at tilbyde.
En åben budkrig ville uden tvivl have sikret Mavericks et bedre resultat. I værste fald ville det have tvunget Lakers til at hoste op med mere end bare Anthony Davis og et lunkent første-runde valg.
Når man kasserer en af de bedste spillere i ligaen, der ovenikøbet er tilfreds, skal man i hvert fald have mere, end Dallas Mavericks fik.
Derfor får Nico Harrison og Dallas Mavericks et D-.
Utah Jazz: Karakter A-
Utah Jazz havde en mindre rolle i handlen og skulle blot tage imod Jalen Hood-Schifino samt to anden-runde picks for at balancere regnskabet.
Selvom Hood-Schifino endnu ikke har vist sit potentiale hos Lakers, er to gratis picks en fin gevinst for minimal indsats. Jazz har derfor gjort en fornuftig forretning og får en høj vurdering.
Utah Jazz får derfor karakteren A-.
