Anslået læsetid: 8-10 minutter
Domantas Sabonis, søn af tidligere NBA-kæmpe Arvydas Sabonis, debuterede på det litauiske landshold i 2015, hvor han blev den yngste spiller nogensinde til at tørne ud for landsholdet. Efter at have slået sine college-folder hos Gonzaga blev Sabonis i 2016 valgt af Orlando Magic som nummer 11 i draften. Samme aften blev han, sammen med Victor Oladipo og Ersan Ilyasova, sendt til Oklahoma City Thunder i bytte for Serge Ibaka. En livlig start på NBA-karrieren.
En svær start
Sabonis fik sin debut for Thunder i deres 2016/17-sæsonåbner som startende power forward. Han blev dermed den første Thunder-spiller siden Durant til at starte i sin debut for franchiset, og på 16 minutter kvitterede han med fem points og fem rebounds.
Selvom effektiviteten var i bund, nåede han inden for kort tid at forbedre sit karriere bedste i antal points flere gange, så han den 23. december i samme sæson nåede op på 20 points. Blandt de store mænd på banen fik både Ilyasova, Kanter og særligt Adams flere minutter på banen end Sabonis, der dog gennem sæsonen snittede gode 20 minutter pr. kamp.
Som et klap på skulderen blev Sabonis i sin rookie-sæson også udtaget til Rising Stars Challenge under All-Star weekenden, hvor han gjorde en rigtig fin figur.
Sabonis endte sin rookie-sæson med at starte i 66 ud af 81 kampe, da han i slutningen af sæsonen blev forvist til en bænkplads, efter at Taj Gibson landede i Thunder. Hans rolle i slutspilsserien mod Rockets forblev minimal.
Den 6. juli 2017 glemmer Sabonis formentlig ikke. Her blev han, sammen med Oladipo, tradet til Indiana Pacers i bytte for Paul George. Den enorme opblomstring var nærtforestående.
Frøet spirer
Med det samme gik stort set alle Sabonis’ statistikker op, og det samme gjorde effektiviteten. Han måtte dog se langt efter en startplads, da Myles Turner og Thaddeus Young var foretrukket. Sabonis var i stedet en stærk bænkspiller, hvor han de første to sæsoner hos Pacers spillede rollen som center.
Selvom minutterne per kamp for Sabonis i 2017/18- og 2018/19-sæsonerne var tæt på hinanden, så lagde han på i forhold til både points, rebounds og assists. Han viste løbende, at han var værd at satse på i fremtiden.
Og Pacers var enige.
I oktober 2019 gav Pacers og Sabonis hånd på en fireårig forlængelse til godt 75 millioner dollars. En del af Sabonis’ krav var, at han skulle være starter. Dette kom også naturligt som følge af, at Young ikke længere var regnet som en del af truppen.
I takt med at Sabonis spillede flere minutter, forbedrede han også sine statistikker og ikke mindst spil. I offensiven var han gennem hele 2019-20-sæsonen en vigtig brik, og i februar 2020 blev han belønnet med sin første All-Star-udtagelse. Sabonis havde en stor andel i, at Pacers endte på en flot fjerdeplads i grundspillet i Eastern Conference.
Uheldigvis satte en alvorlig fodskade en stopper for Sabonis’ dominans, og han måtte forlade NBA-boblen i Orlando. Dette betød også, at Pacers måtte undvære ham i slutspilsserien mod Miami Heat, hvor de blev udraderet med 4-0. Savnet var stort.
En stjerne i svøb
D. 20. oktober 2020 blev Nate Bjorkgren ansat som ny cheftræner i Indiana. Han viste hurtigt, at han troede på idéen om Sabonis som omdrejningspunkt og kernekraft på holdet.
Ofte krydser Sabonis knap nok midten, før han får bolden og skal bestemme, hvad der skal ske. Dette virker også logisk for Pacers, med den værktøjskasse han har.
Sabonis kan både drible, gå mod kurven, aflevere og screene. Bliver han dobbeltteamet, sender han bolden videre til en fri medspiller. Han er god til at læse spillet og agere herefter, hvilket gavner holdkammeraterne meget. Han er blevet en solid spot-up-skytte og er dygtig i pick and roll-spillet. Hans alsidighed i offensiven gør, at Pacers har nemt ved at finde et brugbart våben mod forskellige forsvar. Resultatet er da også tydeligt, for Pacers har i denne sæson den bedste offensive rating i franchisets historie. Dette har Sabonis en kæmpe del i.
Sabonis har vist sig at være alle pengene værd – og mere til; han rebounder, scorer points, assisterer og tåler at spille mange minutter. På mange måder minder ham om en anden europæer, Jokic, da begge spillere er omdrejningspunkt på deres respektive hold, og hvor de har vist, at en moderne center kan meget andet end at score points og rebounde.
I videoen nedenfor ses eksempler på, hvad Sabonis gør så godt.
Artiklen fortsætter under videoen
Statistikker fra NBA.com viser, at Sabonis er den spiller i ligaen, som har næstflest berøringer i angrebsenden per kamp – kun overgået af Jokic. Dette fortæller noget om, hvor stor en betydning han har for Pacers og deres angrebsspil, og hvordan han som moderne center er blevet en spilfordeler, som kan det meste.
Trods sine to meter og elleve centimeter er Sabonis hurtig, hvilket gavner Indianas offensiv. Ved ringen er Sabonis et bæst, og han er blandt de spillere i ligaen, som angriber den mest. Sabonis har i indeværende sæson slået nye og store rekorder for sig selv og franchiset. Den 1. maj blev Sabonis den første spiller i NBA-historien til at have en 20-points triple-double ved pausen, da Pacers lammetævede Thunder 152-95.
Sabonis er en aggressiv spiller, hvilket virkelig gavner ham i angrebsspillet. Her bruger han sin aggressivitet til at dominere under kurven og kæmpe med om offensive rebounds.
Dog halter det stadig forsvarsmæssigt for Sabonis, og her er Turner et fremragende anker. På den måde supplerer de hinanden godt, selvom det ikke har kørt helt optimalt med begge spillere på banen samtidig. Aggressiviteten kan hæmme ham i forsvaret, når han enten havner i fejlproblemer eller hopper på diverse finter. Samtidig kan forståelsen for, hvornår man bytter på opdækningen blive bedre. Han vil gerne spille fysisk, men mangler endnu at kunne matche spillere som Embiid og Drummond i den kategori.
Til gengæld har Sabonis farten og disciplinen til at kunne blive god i forsvaret. Kan han overføre noget af hans fremgang i angrebsenden til forsvaret, så kan han blive en af de bedste big men i ligaen. Med hans moderne spillestil og alsidige angreb er der grobund for, at blot 25-årige Sabonis kan blive en stabil All-NBA spiller i fremtiden.
Se disse highlights fra tidligere omtalte kamp mod OKC, hvor Sabonis skrev historie. Allerede i de første sekvenser ses det, hvad Sabonis kan gøre. Han assisterer både i posten og i pick and rolls, og så er han meget aggressiv ved ringen.
23 år, journaliststuderende i Odense og passioneret NBA-fan gennem mange år.
