Skader er aldrig velkomne i NBA. Der har været for mange af dem de senere år, og store navne er forsvundet pga. dem. Bl.a. hænger Derrick Rose i en tynd tråd for tiden, men året har også bragt en grim skade til Gordon Hayward. Derudover mangler vi fortsat Kawhi Leonard, Fultz, Lavine, Teodosic, Lin osv.
Men hvorfor skulle Currys skade dog på nogen måde være positiv for Warriors?
Svaret finder vi måske sidste år inden playoff. Kevin Durant overstrakte sit knæ i en kamp mod Washington Wizards, og i starten så det ud som om, skaden var voldsom. I slow viste billederne Durant knække sammen, da han efter et skub fik Zaza Pachulia ned over sig. MRI scanningen viste straks et hyper overstrakt knæ, og en længere pause ventede superstjernen. Samtidig tænkte de fleste, at en mindre katastrofe var indtruffet.
Dog havde en dansk fodboldsekspert og mangeårig Warriors fan dog en anden opfattelse.
Morten Bisgaard udtalte i et interview med Fullcourts NBA redaktør Steffen Pedersen d. 1. juni 2017, at Durants skade nærmest havde været en velsignelse. Det kunne betragtes som et break i en travl NBA sæson, hvor spillerne år efter bliver hevet igennem et umenneskeligt program. Bisgaard så skadespausen som et rekreativt rum for Durant, der kom tilbage med stor energi, da han igen var klar.
(du kan genlæse interviewet her)
Curry i dvale
Måske står Warriors nu i samme situation – blot med en ny superstjerne. For denne gang spiller man en sæson, hvor NBA direkte har forbudt holdene at hvile spillerne, medmindre der er beviselige skader.
Curry trækker meget på Warriors holdet. Sidste år var man ofte suveræne, og generelt sad Curry ude hele 4. quarter i regular season kampene. I år har han været mere i spil.
Curry har desværre en ankel historik, og den må man ikke glemme i denne ligning. Dog er det således, at hans krop som helhed også vil få et hvil de næste uger. Den boldstærke guard kan ende med at få et godt refugium, der generelt vil booste hans krop som helhed, selvom anklen led et knæk for en uge siden.
Samtidig tvinges andre til at steppe op i Currys fravær, og siden skaden har Shaun Livingston fået masser af tid som vikarierende pointguard. Værdifuldt for Warriors, der får spillet ham tættere ind på resten af mestrenes line up.
Der er ingen prognoser for et Curry-comeback endnu, men indenfor et par uger skulle være en mulighed. Curry er ude af sin støvle og får behandling. Der er ingen træning på banen endnu, men i Warriors lejren bruger man standard ordet “progress”.
Du kan herunder se Durants skade fra sidste sæson, samt Currys skade mod Pelicans 4. dec.
Foto: Keith Allison-Flickr









































































