Cleveland Cavaliers skulle vende skuden i nat, da Chicago Bulls tog imod i United Center, men LeBron James møde med sin gamle ven Dwayne Wade endte med det 3. nederlag i træk til mestrene på 105-111.
Der var sikkert fra Tyronn Lue og kaptajnen LeBron James talt med store bogstaver efter to nederlag i træk til mestrene. Milwaukee Bucks og Los Angeles Clippers havde inden nattens kamp nedkæmpet Cavs med henholdsvis 17 og 19 point, så det var ved at være på tide, at Cleveland holdet vågnede fra deres “honeymoon”, som amerikanske medier har kaldt teamets seneste dage i NBA.
Særligt har der i en lille uges tid været stort fokus på J.R. Smith. Han underskrev før denne sæson en ny 4 årig kontrakt i omegnen af 50 millioner kroner med klubben, men de seneste kampe har han virket uskarp samt uden fokus. Særligt i kampen mod Bucks, hvor han midt i et Milwaukee angreb gik ud til bænken for at hilse på modstanderen Jason Terry, hvorefter han efterlod banen fri til et dunk. J.R.s svar efter kampen var “I didn’t know, I was in the game”, hvilket nærmest er mere bekymrende end, hvis han blot indrømmede et screw up.
Men i nat var Smith opsat på endelig at revengere sig. I kampen mod Clippers torsdag nat producerede han 3 point i hele kampen, men mod Bulls fik han gang i den regn, han er så kendt for ind imellem at finde frem. På omkring fire minutter havde han 9 point – alle på tre point skud. Den kontroversielle spiller kunne dog ikke holde dampen oppe, og lavede ikke mere i kampen.
Det gjorde til gengæld LeBron James, der med 27 point gjorde sit. Irving lavede 20, Love 15 og Frye og Thompson 11. Hos Bulls var Butler med 26, Wade med 24 og Gibson med 23 point toneangivende, men også Rondo og Robin Lopez gjorde det godt med henholdsvis 15 og 10 point.
Bemærkelsesværdigt i kampen var Rajon Rondo med en lille triple double. Den lille guard tog 11 rebounds og lavede oveni sine 15 point også 12 assist.
Flickr – Keith Allison










































































