Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Cleveland Cavaliers

Clevelands gulddrømme lever

Cleveland Cavaliers holdt liv i gulddrømmene med en sejr på 137-116 over Golden State Warriors i en hæsblæsende kamp, hvor flere rekorder blev sat.

Cleveland Cavaliers stod med ryggen mod muren, da da fredag aften (natten til lørdag i dansk tid) skulle forsøge at reducere finaleserien mod Golden State Warriors. Cavs var inden nattens kamp bagud 3-0 i serien, hvilket ingen hold nogensinde er kommet tilbage fra, men hjemmeholdet fra Ohio gav ikke op uden kamp.

Cleveland kom godt fra land, hvor to hurtige trepointsscoringer fra JR Smith og Kyrie Irving sendte dem foran 6-0. De udbyggede føringen til 19-6, efter en start hvor særligt Tristan Thompson viste langt mere energi og vilje, end det har været tilfældet i de første tre kampe i serien.

Første periode fortsatte i et ekstremt højt tempo, som Cavs vandt 49-33 på trods af otte brændte free throws. Det var kampens første rekord, da intet andet hold nogensinde har scoret så mange point i én quarter af en NBA Finals-kamp.

De to hold fortsatte de gode offensive takter i anden periode, hvor det dog blev mere jævnt fordelt mellem de to mandskaber. Stillingen ved halvleg var således 86-68, hvilket var kampens anden rekord. Intet andet hold har scoret 86 point i én halvleg i hverken NBA Finals eller i resten af playoffs. Det samlede antal point (154) var ligeledes ny rekord i NBA Finals, mens Clevelands 13 ramte trepointsskud også var ny rekord ved halvleg i finalerne.

Intens kamp med syv tekniske fejl

Golden State Warriors har i hele serien været sublime i tredje quarter, hvor de har vist et ekstra gear. De viste i momenter glimt af dette, men i modsætning til de tre første kampe, så havde Cleveland i nattens kamp et modsvar, når Warriors nærmede sig.

Tredje periode var præget af høj intensitet mellem de to mandskaber, og der var tilmed drama halvvejs i perioden, da Draymond Green tilsyneladende modtog sin anden tekniske fejl i kampen, hvilket ville smide ham ud af kampen. Green havde ifølge både dommerbord og de fleste andre modtaget sin første tekniske fejl i første halvleg, men dommerne mente, at den i første halvleg var givet til head coach Steve Kerr.

Det skabte stor forvirring på banen og fik i den grad tændt op for publikum, og Cavs kunne stadig holde en føring på 115-96 inden sidste periode.

Fjerde periode åbnede med LeBron James på bænken, hvilket Warriors udnyttede til at score seks hurtige point fra distancen. Det fik Cleveland til at tage timeout og kort efter kom James tilbage på banen. Veteranen David West reducerede til 115-104, og Golden State begyndte at lugte blod, som da de lukkede kamp tre.

En storspillende Kyrie Irving ville det dog anderledes og tog holdet på ryggen, da han med fem hurtige point fik svaret tilbage. Golden State formåede herefter aldrig for alvor at komme tæt på de Cavs, der endte med at vinde kampen 137-116.

Den samlede stilling er nu 3-1 til Golden State Warriors, der dermed får muligheden for at afgøre finalen på mandag (natten til tirsdag), hvor serien igen vender tilbage til Oakland.

Den intense kamp sluttede med syv tekniske fejl fordelt på tre spillere fra hvert hold og Steve Kerr. Kampens topscorer blev Kyrie Irving, der sluttede med 40 point, syv rebounds og fire assists, mens LeBron James leverede endnu en triple-double med 31 point, ti rebounds og elleve assists.

Kevin Durant blev atter topscorer for Golden State med 35 point, mens Klay Thompson og Steph Curry ganske uvant blot scorede 27 point tilsammen.

Rekordernes kamp

Golden State Warriors havde chancen for at blive det første hold nogensinde til at gå ubesejret igennem playoffs. Det blev det dog ikke til, men herunder kan du få et overblik over de rekorder, der blev sat i forbindelse med nattens kamp.

  • Flest point i første quarter af et hold i en NBA Finals (49)
  • Flest point i første halvleg af et hold i NBA Finals og NBA Playoffs (86)
  • Flest point tilsammen ved halvleg af en NBA Finals (154)
  • Flest ramte trepointsskud ved halvleg af et hold i en NBA Finals (13)
  • Flest ramte trepointsskud af et hold i en NBA Finals (24)
  • Flest triple-doubles af en spiller i NBA Finals (ni – LeBron James)
  • Første spiller til at snitte 30 point, ti rebounds og ti assists i de første fire kampe af NBA Finals (LeBron James – 31,8 pts, 11,8 reb & 10,5 ast)

 

Foto: Eric Drost, Flickr

Skrevet af

Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.

Andre artikler med dette emne

Golden State Warriors

Han åbnede selv op for, at kapitlet i San Francisco kunne have nået sin ende, men sådan gik det ikke.

Miami Heat

Efter bare en enkelt kamp i den indeværende sæson har Miami nu fristillet sin skandaleramte spiller.

Memphis Grizzlies

Rekorden for flest 3-pointscoringer i en kamp er blevet slået flere gange over de seneste år - og nu er den igen blevet tangeret.

Golden State Warriors

Det lignede for en stund, at den aldrende NBA-stjerne var på vej væk fra den klub, han har tørnet ud for i hele sin...

NBA

Årets trade deadline har været særdeles stille. Flere hold i ligaen har afventet Giannis Antetokounmpo-situationen i Milwaukee, og flere stjernespillere er blevet ramt af...

NBA

I søndagens kamp mellem Golden State Warriors og Miami Heat, pådrog Jimmy Butler sig den værste skade af dem alle, en overrevet akillesene. Dermed...

NBA

Efter de første 27 kampe i sæsonen lignede det at Los Angeles Clippers ville ende ud i bunden af Western Conference. Med 6 sejre...

NBA

Torsdag nat scorede Anthony Edwards point nummer 10,000 i hans karriere, dermed tilslutter han sig en særdeles imponerende klub, kun overgået af LeBron James...