Et forvandlet Utah Jazz
Utah Jazz er endelig begyndt at indfri nogle af de høje forventninger, der var til holdet inden sæsonens start. Holdet fra Salt Lake City er efter sæsonens første halvdel at finde på 4. pladsen i Western Conference med en 29-13 record, kun én kamp fra 2. pladsen. Sådan har det dog ikke været hele sæsonen, hvor Jazz holdet i lange perioder har spillet under niveau og højst overraskende lå udenfor de eftertragtede pladser i toppen af Western Conference. I de seneste 18 kampe er Utah Jazz gået 16-2, hvor de blandt andet har formået at vinde imponerende 10 kampe i træk, en sejrstime der dog blev stoppet af New Orleans Pelicans sidste torsdag, hvor en meget velspillende Brandon Ingram satte en stopper for den gode stime.
Faktisk har Utah over de seneste sæsoner en tendens til at præstere bedre efter årsskiftet. Om det er en helt special nytårsmiddag, der gør forskellen, skal være usagt, men fakta er at Utah siden starten af 2017/2018 sæsonen har formået at vinde blot 52% af deres kampe før nytår, mens de efter nytår har formået at hæve sejrsprocenten til 73%. Alene i denne sæson er sejrsprocenten næsten 89% efter nytår. Over hele sæsonen ser sejrsprocenten også ganske fornuftig ud for Utah, der med sejr i 69% af alle kampene lige nu ligger med den bedste sejrsprocent siden slutningen af 1990’erne, hvor stjerner som Karl Malone og John Stockton huserede for Jazz mandskabet.
Offensiven præsterer
Den seneste tids meget positive resultater er i høj grad en afspejling af en offensiv, som har præsteret på et meget højt niveau. Normalt er Utah forbundet med en bundsolid defensiv, men i denne omgang er det dog offensiven, der for alvor har været løsningen, faktisk er Utahs offensiv den bedste i hele ligaen målt på offensive rating over de seneste 15 kampe. Sammen med den højeste field-goal % (49,8%) har dette ført til den næstbedste net-rating i samme periode, kun overgået af Milwaukee Bucks. Utah har dog en væsentlig anden tilgang til spillet end Milwaukee, mens Milwaukee løber afsted og spiller det hurtigste basket i hele ligaen har Utah Jazz valgt at skrue helt ned for tempoet og gennem den seneste gode periode for holdet, har de faktisk spillet det tredje langsomste basketball i hele ligaen.
Holdet
Utah Jazz har op til sæsonen ændret en del på deres hold. Tilbage i juni måned tradede Utah sig til den rutinerede point guard Mike Conley, der kom til fra Memphis Grizzlies for en pakke sammensat af to første runde valg samt spillerne Kyle Korver, Jae Crowder og Grayson Allen. Derudover tilføjede Jazz holdet, under free agency perioden, blandt andet spillerne Bojan Bogdanovic, Jeff Green og Emmanuel Mudiay, hvor især Bojan Bogdanovic har vist sig virkelig at gøre en forskel for holdet. Her halvvejs i sæsonen står han noteret for tredje flest minutter spillet og den næst højeste plus/minus-score på holdet. Til gengæld sagde Jazz-holdet også farvel til erfarne spillere som Derrick Favors, der blev traded til New Orleans Pelicans for at gøre plads til de ny-tilkomne samt Ricky Rubio, der som free agent skrev kontrakt med Phoenix Suns.
Holdet formået at bevare deres vel nok to største stjerner i form af Rudy Gobert og Donovan Mitchell. Rudy Gobert står med ansvaret i defensiven, hvor han skal binde holdet sammen ved hjælp af hans store evner som forsvarspiller, der de to seneste år har fået ham kåret som året defensive spiller. Donovan Mitchell er i gang med hans tredje sæson i ligaen, hvor han i denne sæson har formået at hæve både hans point, assist og rebound snit pr. kamp i forhold til de to forgående sæsoner. Joe Ingles er også stadig at finde på holdet, en spiller der bedst kan beskrives som en god allround spiller med både gode defensive egenskaber, tre-point procenter og også et blik for spillet, der gør det muligt at sætte sine holdkammerater op.
I løbet af denne sæson har Utah traded sig til Jordan Clarkson, der før var at finde hos Cleveland Cavaliers. Point guard Dante Exum skiftede Utah ud med Cavs, mens Clarkson altså røg den anden vej. Clarkson har efter sine første 12 kampe for Utah kun prøvet at gå fra banen som taber en enkelt gang, hvor han har fungeret som en effektiv bænkspiller, der har formået at overtage noget af Donovan Mitchell og Joe Ingles offensive ansvar, når disse to har haft brug for pauser. Alt i alt et trade som Utah kan være tilfreds med baseret på de første præstationer fra Clarkson, hvor han i flere tilfælde har været kampafgørende.
En træner under radaren
Quin Snyder har været cheftræner siden 2014, hvor han har ført Utah frem til playoff de seneste tre år, med to Western Conference semifinaler og et enkelt første runde exit til følge. Han er langt fra den mest flamboyante træner, en del vil sige, at han ligesom sit hold ofte går en smule under radaren, når snakker falder på NBA bedste cheftrænere. Han er kendt for at få det bedste ud af sine spillere og anerkendt for et godt defensivt system. Dette giver ikke nødvendigvis det mest seværdige basketball, men det giver derimod noget af det mest effektive. Tilbage i sæsonen 2017/2018 nåede han top tre i kåringen af årets træner, som han dog tabte til Dwane Casey, daværende træner for Toronto Raptors.
Hvor langt kan Utah tage den i playoff?
Forventningerne til Utah holdet i slutspillet afhænger meget af, at de formår at få deres nye point guard Mike Conley ordentligt i gang. I løbet af Utahs seneste gode run har stjernen faktisk siddet ude med en forstrækning i venstre lår, hvilket i den grad viser potentialet i holdet, hvis de udover det nuværende mandskab kan tilføje en potentielt All-Star kaliber spiller som Mike Conley. Mike Conley har generelt spillet en smule under niveau i indeværende sæson, hvor han kun har et point gennemsnit på 13,1 pr. kamp samt både assisterer mindre og skyder dårligere procenter på samtlige parametre end hans sidste sæson i Memphis. At få Conley i gang kan blive et afgørende kriterie for hvilke forventninger vi kan tillade os at have til Utah Jazz i playoffs. En spilskaber, der både kan sætte andre op, finde sit eget skud samt har rutinen, med over 60 playoff kampe under bæltet, til at guide mere uprøvede kræfter igennem en playoff-serie, kan blive meget afgørende for, hvordan Utah vil præstere i årets playoff.
Med en velspillende Mike Conley, må forventningerne være en tæt førsterunde serie, hvor hjemmebanefordelen i kamp 7 kan vise sig at blive afgørende, og hvor et nederlag i Western Conference semifinalerne må forventes at blive endestationen for Jazz holdet i denne sæson, hvor stærke hold som Los Angeles holdene og også et velspillende Houston hold kan vise sig at blive store mundfulde for Utah Jazz.
22 år gammel, bosat i Aarhus og studerer til dagligt på AU. Stor interesse for basketball og især NBA
