Wendell Carter Jr. står i stor kontrast til spillere som Trae Young og Michael Porter Jr.
Er det fordi han ikke er en decideret skytte, som skal frygtes så snart han krydser midterlinjen? Nej, det er fordi han beregnes som en af de få spillere, som man ikke sår nogen form for tvivl om.
Han har ikke et Michael Porter Jr.-højt loft eller et Trae Young-lavt bundniveau. Han forventes at være en stabil spiller, og et sikkert valg for samtlige organisationer. Der er ikke den store risici ved Wendell Carter, da man allerede nu kan se, hvad han kommer til at bringe på bordet for det NBA-hold der vælger at kigge hans vej.
Han kan rebounde, er en dygtig forsvarsspiller og har en fornuftig indsigt i hans egen kunnen.
Men kan det virkelig passe, at en spiller der ikke engang er draftet endnu, ikke har nogle svagheder eller mangler?
Det kan det naturligvis ikke. Det ville være fuldstændig utopisk. Selv LeBron James har fejl og mangler (Hans ‘hår’).
Wendell Carter Jr. er ikke den typiske atletiske NBA-spiller som når flere meter over kurven eller som kan ligge vandret i luften jonglerende rundt med otte hundehvalpe, og stadig ramme sit skud. Nej, Wendell Carter Jr. er ikke spilleren der laver de store kæbetabende spil. Han er stabiliteten, som ethvert hold har behov for, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at vinde verdens bedste basketballliga.
Wendell Carter Jr. har potentiale til at blive valgt som nummer 5-10 i dette års draft
College Stats 2017/2018: 37 kampe – 13,5 pts – 9,1 rebs – 2 ast
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































