Collin Sexton. Manden med navnet vi alle finder alt for normalt om et års tid. Forestil dig, hvor ofte spørgsmålet kommer, hvis han går hen og bliver et fænomen.
‘Hedder han virkelig Sexton?’ Svaret er ‘Ja, skat. Det gør han, og lad os så ikke dvæle mere ved det.’
Collin Sexton er udstyret med MVP-Derrick Rose’ frygtløshed, Westbrooks vinder-attitude og Patrick Beverly’s defensive kvaliteter.
Som så mange andre der tager turen fra NCAA til NBA, mangler han blot noget sul på kroppen, hvis han skal kunne stå i mod 82 kampe og guards der er hurtigere og større end nogensinde.
Hans potentiale er der nemlig. Når han gider og er fuldt fokuseret, kan han stjæle bolden fra alle som var han en lommetyv til et kræmmermarked.
Hans bevægelse er perfekt og han kan følge med dem alle.
Men spørgsmålet, og det er et stort spørgsmål ved denne unge mand, er om han virkelig gider. Han har haft ualmindeligt mange udfald denne sæson for Alabama, og virkede ofte umotiveret og grænsende til ligeglad. Det kunne dog hurtigt vende på en tallerken og næste øjeblik susede han mod kurven som gjaldt det hans liv (Eller i dette tilfælde, hans karriere).
Han vil ofte det hele selv, og minder i det aspekt endnu engang om Oklahoma City’s Russell Westbrook. Collin Sexton er udstyret med et utroligt snævert syn, og ser ofte ikke andet end kurven når han brager afsted. Det går ofte godt, for han er trods alt enormt talentfuld. Men ofte går det desværre også rigtig skidt, og han forcerer det ene dumme skud efter det andet. Det ene cirkusskud efter det andet, som oprigtigt udelukkende hører hjemme i et cirkus.
Som han bliver ældre og får mere erfaring, er han nødsaget til at udvikle et bredere syn for sine holdkammerater.
Collin Sexton har potentiale til at blive valgt som nummer 7-12 i dette års draft
College Stats 2017/2018: 33 kampe – 19,2 pts – 3,8 rebs – 3,6 ast
Kasper er tidligere redaktør for NBA på Fullcourt.dk - Han dækker desuden også Bakkens kampe og har en forkærlighed for Chicago Bulls.









































































