Forbind med os

Hej, hvad søger du efter?

Internationalt

Så er det finaletid i Spanien

Det er blevet finaletid i Spanien. I aften kl. 20:30 skydes en af den europæiske basketsæsons største finaleserier nemlig i gang, når de to legendariske klubber FC Barcelona og Real Madrid tørner sammen. 

De to indædte ærkerivaler, står overfor en bedst-af-fem serie, som skal krone sæsonens spanske mester. Barcelona vandt grundspillet, og har dermed hjemmebanefordel i kamp et og to, inden serien rykker til Madrid i kamp tre og en eventuel kamp fire. Bliver en femte og afgørende kamp nødvendig, spilles denne i Barcelona.

Barcelona må umiddelbart være at regne som favoritter, efter en sæson hvor de dels selv vandt grundspillet, men også hvor Real Madrid har virket til slet ikke at kunne få noget til at fungere, til trods for, at deres trup er nærmest uændret ift. sidste sæson, hvor de vandt alting (den spanske pokal, mesterskabet, Euroleague og også de mindre betydningsfulde pokaler; VM for klubhold mod den sydamerikanske mester, samt den spanske super cup). Alligevel har sæsonen vist, at man aldrig skal afskrive hovedstadsklubben, der trods alt fik slidt sig op på andenpladsen i grundspillet, endda med samme pointtal som Barcelona, der fik førstepladsen i kraft af bedste indbyrdes statistik. I tilgift lykkedes det for Real Madrid at score sin tredje pokaltitel i træk, mens Barcelona her skuffede fælt, og røg ud allerede i kvartfinalen.

I europæisk sammenhæng løb begge mandskaber ind i en skuffende sæson. Barcelona spillede den mest acceptable Euroleague, uden nogensinde at imponere for alvor, mens Real Madrid var yderst tæt på at ryge ud, allerede inden kvartfinalen. Her blev det dog til exit for begge mandskaber, der altså ikke kom til at deltage i Final Four, hvilket landsmændene fra Laboral Kutxa (der kun blev nummer fire i grundspillet i den spanske liga) f.eks. gjorde.

De to hold har mødtes fire gange i denne sæson; to i Liga ACB (den spanske liga) og to i Euroleague. Her er det blevet til tre Barcelona-sejre, mens Real har vundet den seneste, der var en ligakamp i Barcelona den 24. april. Den bedre indbyrdes statistik – og nok tilsat det faktum, at Barcelona vandt grundspillet (og dertilhørende hjemmebaneford ej at forglemme) – afspejler sig i bookmakernes odds. Bet365 giver f.eks. 1,57 på Barcelona-sejr, mens Real Madrid-sejr udløser odds 2,55 samme sted.

Barcelona og Real Madrid har delt de foregående fem års titler imellem sig. Seneste mester, der ikke kom fra en af de to hold, var Laboral Kutxa, der vandt i 2010. Siden har Barca vundet i ’11 (hvor finalemodstanderen var Bilbao), ’12 og 14′, og Madrid i ’13 og ’15. På evighedstabellen for den spanske liga er Barcelona det bedste hold. På 32 sæsoner har de vundet 1362 kampe, mens Real Madrid på andenpladsen har vundet 1321 kampe på samme antal sæsoner. Barca har 15 mesterskaber, 10 sølv- og fire bronzemedaljer. Madrid har 10 mesterskaber, syv sølv- og seks bronzemedaljer.

Barcelonas vej mod finalen har været forholdsvist ubesværet. Efter sejrne i grundspillet blev det til en 2-0-sejr i kampe over Montakit Fuanlabrada i kvartfinalen, inden Laboral Kutxa – med sæsonens MVP, den græske center Ioannis Bourousis – blev ekspederet ud i semifinalen med cifrene 3-1 i kampe. For Real Madrid var der en anelse mere besvær. Semifinalen blev ganske vist også vundet med 3-1, her var modstanderen Valencia, der dermed sluttede sæsonen af uden nogen former for medaljer, efter at have haft en historisk god sæsonstart med 18 sejre i træk. Men i kvartfinalen havde Madrid overraskende lidt problemer med upåagtede Murcia, der lykkedes med at stjæle en enkelt sejr. I sidste ende vandt Real Madrid dog serien 2-1.

Her er profilerne du skal holde øje med

Real Madrids største profiler er de tidligere NBA-spillere Gustavo Ayon og Sergio Rodriguez (billedet), samt sidstnævntes guard-kollega Serigo Llull. Derudover er Rudy Fernandez traditionelt en af deres vigtigste spillere, men et længere skadesforløb midtvejs i sæsonen, har dog i nogen grad begrænset hans betydning for holdet denne sæson. Deres mexicanske center Gustavo Ayon (tidligere Pelicans, Magic, Bucks og Hawks) og spanske guard Sergio Rodriguez har været de bedste. Førstnævnte har været ligaens tredjemest effektive spiller, hvilket har sikret ham en plads på årets Liga ACB andethold som power forward, mens Rodriguez har været den bedst assisterende i ligaen år. 6,1 assist pr. kamp har sikret ham en plads som guard på årets førstehold. Sergio Llull har også været en effektiv spilfordeler for hovedstadsklubben – med 4,8 assists pr. kamp er han den spiller i sæsonen med fjerdeflest assists i Liga ACB.

For Barcelona har profilerne i år i udpræget grad været to udlændinge, nemlig den tjekkiske kæmpe point guard på 201 cm., Tomas Satoransky, og det kroatiske fyrtårn af en center i form af Ante Tomic på 217 cm. De har fået fin assitence fra spillere som Stratos Perperoglou, Justin Doellman og Pau Ribas, men det er fra de to nævnte at de største og mest stabile præstationer er kommet. Til gengæld har man været hæmmet af, at veteranen Carlos Arroyo har haft en skadesplaget sæson, og at Barcelona-legenden Juan Carlos Navarro efterhånden har sine bedste dage bag sig.

Tomas Satoransky er valgt ind som point guard på årets Liga ACB-andethold, og har i foråret forlænget sin kontrakt med katalanerne frem til 2020. Efter denne supersæson, har Washington Wizards dog besluttet sig for at jagte den stærke tjekke, og de skulle være villige til at tilbyde ham en flerårig kontrakt. Ifølge eurohoops.net vil frikøbsklausulen være på knap 10 millioner kroner.

Ante Tomic har været sæsonens fjerdemest effektive spiller i Liga ACB, og har samtidig været den tredjebeste rebounder. 7,3 rebounds pr. kamp er det blevet til, hvilket kun er 0,1 rebound fra de to der deler førstepladsen; Dejan Musli fra Manresa og Satoranskys landsmand Ondrej Balvin fra Sevilla.

Der er tip-off i aften kl. 20:30!

Foto: I.V.:Ataimages.rs – MojaCrvenaZvezda.net

Skrevet af

Andre artikler med dette emne

Internationalt

Efter en fremragende debutsæson i Bundesligaen skifter Bakary Dibba til spanske Rio Breogán.

Bakken Bears

Efter en succesfuld sæson i Belgien skifter Gustav Knudsen til spanske BAXI Manresa på en treårig aftale.

Alba Berlin

Torsdag blev dørene åbnet til EuroLeague for tre nye klubber: Dubai, Valencia og Hapoel Tel Aviv.

EuroLeague

Ifølge Mundo Deportivo har FC Barcelona sikret sig Virtus Bologna-stjernen Tornike Shengelia på en flerårig aftale.

Internationalt

Trods en flot præstation af det danske stjerneskud Noah Nørgaard blev det Real Madrid, der torsdag bookede en semifinaleplads i den spanske U18-liga.

Internationalt

Noah Nørgaard har været storsprudlende i årets landsturnering i den spanske U18-liga, men nu står han overfor sin største test.

Internationalt

Dubai BC har tilsyneladende sikret sig Real Madrid-spilleren Dzanan Musa på en treårig kontrakt.

EuroLeague

Milano taber til Real Madrid trods solid indsats fra Shavon Shields Armani Milano måtte se sig besejret af spanske Real Madrid i en intens...