Den lille catalanske by Manresa nordvest for Barcelona bliver Gustav Knudsens hjem det næste års tid.
Gustav Knudsen er nemlig færdig et år før tid i belgiske Spirou Charleroi, efter han har valgt at udløse en klausul i sin kontrakt, der lader ham skifte klub kvit og frit denne sommer.
Eks-Bakken Bears-stjernen forlader Spirou til fordel for BAXI Manresa.
Det har de to klubber offentliggjort på deres respektive hjemmesider.
Knudsen har skrevet under på en treårig aftale med Manresa, der sluttede på 10. pladsen i Liga ACB i den forgangne sæson. Liga ACB regnes som den stærkeste hjemlige liga i Europa. Manresa deltager desuden også i Basketball Champions League.
Dermed går Knudsen i fodsporene på Iffe Lundberg, Rasmus Glarberg Larsen og Jonas Zohore, der tidligere har repræsenteret Manresa.
Særligt Iffe Lundberg, der hjalp klubben op i Liga ACB, fik sat sit præg på den catalanske klub og er stadig et navn, der vækker genklang på de kanter i dag.
Comeback i Spanien
De næste tre sæsoner kommer modstanderne således til at være klubber som FC Barcelona, Valencia Basket, Baskonia og Real Madrid for Knudsen – men Liga ACB er ikke helt ukendt terræn for den 22-årige danske forward.
Det kommende ophold i Spanien bliver den danske landsholdsprofils andet i landet, da han – før sine to sæsoner i Bakken Bears – tørnede ud for Casademont Zaragoza. Hos Zaragoza står han noteret for to kampe i Liga ACB.
Knudsen snittede 9,2 point og 4,6 rebounds per kamp for Spirou i FIBA Europe Cup.
Vis dette opslag på Instagram
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)
