Onsdag aften vandt Real Madrid hjemme over Barcelona med cifrene 91-84, i hvad der dermed blev den sidste finale i kampen om det spanske mesterskab 2015-2016. Dermed er den sidste nationale mester i de store basketligaer fundet for denne sæson, og der er nu lagt i ovnen til en basketsommerferie indtil OL starter i august.
Serien startede ellers bedst for Barcelona, der med en grundspilssejr i baghånden, lagde planmæssigt ud med en sejr på hjemmebane i kamp et. Her scorede Stratos Perperoglou en gamewinner på buzzeren på en assist fra Juan Carlos Navarro.
I kamp to, der også blev spillet i Barcelona, tog Real Madrid – og i særdeleshed deres mexicanske center Gustavo Ayon – over. Real Madrid var storspillende, og udraderede Barca med 20 point. Ayon var med 19 point og seks rebounds Madrids bedste, og især var det bemærkelsesværdigt, at han var perfekt fra gulvet: 9/9!
Herefter rykkede serien til Madrid, hvor det igen blev til en overbevisende Real-sejr. Barcas Ante Tomic og Justin Doellman leverede ellers anstændige hhv. 18 og 17 point, men det var langt fra nok til at stoppe Madrid, anført af Rudy Fernandez og Sergio Llull med hhv. 18 og 21 point.
Således var der lagt op til en potentielt afgørende kamp i Madrid onsdag aften, hvor Barcelona skulle forsøge at fremtvinge en femte og altafgørende kamp på hjemmebane.
Det lykkedes som bekendt ikke, selvom gæsterne startede bedst. Hurtigt kom forspringet op i underkanten af 10 point, men Real holdt sig til, og fik lukket hullet. Mod slutningen af tredje periode begyndte Barcelona at få store problemer, da man prøvede at hvile Ante Tomic og Tomas Satoransky. Især førstnævnte var savnet i denne periode, hvor Gustavo Ayon nu fik næsten frit spil under kurven, da hverken Shane Lawal eller Samardo Samuels kunne fylde den store kroats plads under kurven tilfredsstillende.
Kort inde i fjerde periode kom både Satoransky og Tomic på banen igen, og selvom Barcelona kæmpede forbilledligt for at komme igen, forblev det ved forsøget. Satoransky og Tomic sluttede aftenen med 17 point hver, men Barca led under, at spillere som Justin Doellman og Pau Ribas f.eks. ikke evnede at bidrage med mere end hhv. syv og to point.
For Real Madrid var Sergio Llull igen-igen ustoppelig og scorede 21 point. Han blev godt akkompagneret af guard-kollegaen Sergio Rodriguez med 14 point, og Gustavo Ayon der næsten nåede en double-double; ni point og ni rebounds. Llulls kanon-præstation – ikke bare i denne, men i alle finaler – udløste fortjent titlen som finals MVP. Herunder ses han (til venstre) sammen med Andres Nocioni og Liga ACB-trofæet.

Foto: Liga Endesa – ACB Photo
Især Barcelona skulle lede med lys og lygte efter en stærk guard, nu hvor fremtiden for stjerne-guarden Satoransky er uvis. De har haft tilbudt kontrakt til både Euroleagues MVP Nando de Colo, der i stedet valgte at blive i CSKA Moskva, og den amerikanske stjerne Malcolm Delaney, der også har takket nej for at satse 100% på endelig at få indfriet sin drøm om at spille i NBA. Pt. tygger den italienske profil Alessandro Gentile på et tilbud fra katalanerne, der skulle være klar til at give Milan-spilleren syv millioner euro over de næste to sæsoner – også han er dog rygtet til NBA.
På trænerfronten er der allerede sket noget for Barcelona, der har valgt at det er tid til at prøve noget nyt på trænerfronten efter otte år med Xavi Pascual. Ind i stedet kommer klubbens tidligere guard, litauiske Sarunas Jasikevicius. Han debuterede som cheftræner i januar i år for Zalgiris Kaunas, hvor han har været assistent siden ’14. Jasikevicius har spillet i alt fire sæsoner for Barca, og var bl.a. med til at vinde klubbens første Euroleague-trofæ i 2003.
Vi slutter af med et YouTube-klip med højdepunkter fra både gårsdagens kamp, og den efterfølgende vilde fejring af Madrids andet mesterskab i træk:
Foto: Liga Endesa – ACB Photo





































































