Iffe Lundberg spillede sig søndag tættere på oprykning til den bedste spanske række, Liga ACB, hvor han ifølge eurobasket blev kåret til kampens spiller og førte an for sit catalonske mandskab ICL Manresa.
Lundberg blev kampens topscorer med 17 point, efter han ramte otte ud af 12 skud i kampen. Han hentede desuden seks rebounds, blokerede et skud og havde en assist.
Søndagens kamp blev en tæt affære mod grundspillets nummer fem, Mellila, som blev besejret 76-74. Første kamp sluttede mindst lige så spændende med en sejr på 83-76 efter overtime, hvor Iffe Lundberg også spillede en god kamp med 14 point, fire rebounds, fire steals og to assists. I begge kampe har den danske guard spillet flest minutter af alle.
Vejen til finalen
ICL Manresa sluttede i grundspillet på en tredjeplads otte point efter topholdet Breogan, der rykkede direkte op. På vejen til finalen mødte Lundberg & co. først Leyma Basquet Coruna, med danske Jonathan Gilling, i kvartfinalen, der efter en tæt serie blev besejret i den afgørende kamp fem med 71-68.
I semifinalen ventede Chocalates Trapa Palencia lidt overraskende, der besejrede Union Financiera Baloncesto Oviedo efter fem kampe. Iffe Lundberg og Manresa så sig dog ikke tilbage i semifinalen, hvor de vandt tre tætte kampe.
I finalen ventede Mellila, der ganske overraskende sendte grundspillets nummer to, CB Prat Juventud, på tidlig sommerferie, efter de vandt kamp fem på udebane med 63-64.
De første to kampe er blevet spillet i Manresa, hvorfor serien nu vender til Mellila. Næste kamp spilles den 8. juni, hvor ICL Manresa dermed kan sikre sig titlen med en sejr.
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.