19 sejre i 21 kampe.
Det er status for Iffe Lundberg og Partizan Beograd, der buldrer afsted i den hjemlige liga, ABA League.
Søndag aften var det ellers tæt på at blive til 18 sejre og tre nederlag i stedet, da bundholdet KK Krka Novo Mesto fra Slovenien på hjemmebane pressede Partizan til det yderste.
KK Krka Novo Mesto spillede en flot kamp og var på et tidspunkt foran med så meget som 18 point, men Partizan nægtede at kaste håndklædet i ringen. De serbiske titelbejlere arbejdede sig lidt efter lidt tilbage i kampen, og i fjerde periode fik de lukket hullet til ligaens 14. plads.
Med et minut tilbage af fjerde periode stod det helt lige, 67-67, og sådan sluttede det også i ordinær tid.
Begge hold fik hver især chancen for at sætte et angreb op, men holdene missede deres skud, og det betød, at opgøret skulle ud i overtid.
Og her trak Partizan det længste strå.
Partizan sejrede i overtid med 79-77.
Kampens topscorer var hjemmeholdets Tayler Persons med 22 point. Topscorer for Partizan var Carlik Jones med 17 point. Duane Washington scorede 16 point.
Iffe Lundberg bidrog med otte point, tre rebounds og fire assists i sejren.
Se highlights fra kampen herunder:
Jeg er sidens chefredaktør og har været det siden februar 2021. Jeg er 24 år og bosat i Aarhus, hvorfor jeg ofte kan findes ude i Vejlby-Risskov Hallen til Bakken Bears´ hjemmekampe. (sebastian@fullcourt.dk)



































































