Det blev Drew Maynard show i Farum Arena, da Værløse tog i mod Hørsholm 79ers. Det blev en ligeså tæt kamp som man kunne have håbet på, og kampen blev reelt først afgjort i sidste periode. Kampen endte 76-69 til Værløse, som dermed fik sin første sejr i år
Kanalsport.dk var forbi Farum Arena for at livetransmittere kampen, det blev en noget skuffende fremmøde i Farum. Blot 351 tilskuere havde mødt op, trods gratis entre, fri fadøl og slush-ice inden kampen. Lidt ærgeligt det gode initiativ ikke blev støttet bedre.
Men dem der kom, kunne se en Drew Maynard fra hjemmeholdet i den grad være i hopla. Med 43 point og 19 rebounds viste han i den grad at det blot var en fejl i den første kamp mod Team FOG, hvor han kun ramte på 6 ud af 40 skud. Det gav ham en imponerende effektivitet på 56, som faktisk er en tangering af den højeste effektivitet i ligaen nogensinde. Eric Bell fra Horsens og Brandon Thomas fra Team FOG Næstved, er de to der tidligere også har formået at nå de 56.
Efter kampen havde Drew Maynard følgende at sige til Kanalsport, om sine mange point:
– Nogen gange sker det, men det er altid en god følelse. Men vi holder også godt sammen, vi har et par stykker der rammer nogle store skud. Og så rammer vi vores straffekast til sidst, hvilket altid er en positiv ting.
Hørsholm måtte til kampen igen undvære Daniel Mortensen, som fortsat er ude i et par uger endnu. Derudover var også deres nye store Amerikaner/Dominikaner Alejo Rodriguez, også ude af kampen. Derfor manglede Hørsholm noget størrelse under kurven.
Værløse kan juble over deres første sejr, og Hørsholm kan igen ærgre sig over at være lige ved at få en sejr, men står stadig, her efter 4 kampe, med 0 sejre. Hørsholm har nu en uges pause, inden de får besøg af Team FOG Næstved næste onsdag. Det samme gælder for Værløse, som skal til Svendborg i næste uge.
Foto: Robert Dines Rasch
Casper er 34 år og partner i Fullcourt.dk Aps. Han står primært for den daglige drift af virksomheden bag hjemmesiden, og sørger for at al det tekniske omkring siden fungere. Derudover bidrager han med korte artikler og posts fra primært dansk basket.









































































