Aftenens kamp var første møde mellem lokalrivalerne fra Wolfpack og Stevnsgade Copenhagen. Ulvene var to point fra toppen af Pro B, mens Stevnsgade stadig måtte se sig pointløse. De to hold havde nogle tætte kampe i sidste sæson og mange af spillerne har spillet for begge klubber.
Tilskuerne havde derfor forventet en kamp med god energi, hvor begge mandskabber ville kæmpe hårdt; Wolfpack for at vise, at de havde overtaget tronen, som Københavns bedste hold, og Stevnsgade for endelig at få point. Det var dog en sløset forestilling, vi var vidne til i første halvleg. 11 turnovers blev det til for hjemmeholdet, mens Stevnsgade kastede bolden væk syv gange.
På trods af de flere turnovers lavede Wolfpack faktisk 18 point på fast breaks, mens Stevnsgade kun havde to. Selvom den store forskel tydede på andet var kampen tæt i det meste af første halvleg. Wolfpack havde føringen, men det blev aldrig mere en ti point.
At kampen var så tæt skyldtes især Stevnsgades Viktor Lorenzen, som lavede 18 point i første halvleg. Wolpacks Oliver Strøh havde seks assists i de første tyve minutter. Flere af dem gik til Andreas Meilby bag treeren, hvor han ramte tre, samt en lang toer for 11 point. Første halvleg endte 50-45.
Selvom Stevnsgade ikke har en spiller, som ville spille center på de andre basketligahold, så havde de næsten ligeså mange point i feltet, som Wolfpack, 24-22. Det var da også udeholdet, som var mest aggressive i deres spil. Wolfpack spillede i store perioder med en energi, som fortalte, at de havde regnet med en let sejr.
Tredje periode bød på mere sløvt spil fra Wolfpack – særligt i forsvaret – og for en gangs skyld var Stevnsgade, det hold som mest lignede et ligahold. Hvor de tit mod de bedre hold har svært ved at spille bolden rundt og ofte har måtte nøjes med en-mod-en aktioner, blev bolden i denne kamp svunget meget bedre rundt. Det gav frie skud og gode drives med sig og i sidste minut af perioden udlignede Boris Vukicevic ved 67-67.
Wolfpack kunne slet ikke matche Stevnsgades energi og så til tider ud som om, man slet ikke vidste, hvad man skulle gøre i angrebet. Selv når 2,05 meter høje Deionte Simmons stod i posten mod Andy James (1,8m) kunne ulvene ikke finde ud af at få bolden ind til ham.
I fjerde periode af kampen fik Wolfpack endelig lidt styr på deres angrebsspil. Deionte Simmons opdagede, at han var meget større end alle Stevnsgades spillere og scorede 13 point i perioden. Stevnsgade kunne ikke købe en scoring i de sidste minutter, selvom de fik mange angrebsrebounds. Wolfpack hev sejren hjem med cifrene 95-83, i en kamp som var meget tættere end slutresultatet viste.
Selvom hjemmeholdet vandt reboundsspillet 42-37, så dominerede Stevnsgade i angrebsrebounds. Hele 17 angrebrebounds fik de samlet sammen, og de fik derfor hele 22 flere skud end Wolfpack. Andy James og Stefan Jevric var de mest aktive med fem angrebrebounds hver.
Wolfpack blev ført an af deres to amerikanere; Simmons med 25 point og Austin Waddoups med 22. Oliver Strøh leverede 11 assists. Deres næste kamp er mod EBAA på hjemmebane d.8. december.
Stevnsgades Viktor Lorenzen kølede af i anden halvleg og endte med 23 point, mens Stefan Jevric igen var alle vegne med 22 point, 11 rebounds, fire assists og tre steals. De tager i mod Værløse d.9. december i Nørrebrohallen.
