Svendborg Rabbits har i de seneste to sæsoner glippet medaljer i Basketligaen. Det skal der laves om på i sæsonen anno 2015/2016, hvor målsætningen nok engang er medaljer.
På trænersiden finder vi igen head coach Craig Pedersen med Arnar Gudjonsson ved sin side, der skal danne et stærkt makkerpar for tredje sæson i træk på Sydfyn. De to har i modsætning til de fleste andre trænere landet over ikke haft tid til meget sommerferie, da de også skulle styre tøjlerne for Islands landshold, der havde kvalificeret sig til EM. På trods af mange tætte kampe, så fik de ingen sejre med hjem fra Islands første EM nogensinde, men det bliver spændende at se, om de to trænere har lært noget af oplevelsen.
De har benyttet kendskabet fra den islandske landsholdstrup til at hive en enkelt spiller med til Svendborg. Den 32-årige Axel Karason er skiftet til Svendborg fra Værløse, og han er én af fire nye spillere på Sydfyn.
I denne offseason er der kommet en regelændring i Basketligaen. Det betyder, at klubberne fremover må have tre ikke EU-spillere på holdet, hvilket Svendborg Rabbits har udnyttet til at hente tre nye amerikanere til holdet. Ind er kommet shooting guard Brandon Rozzell, power forward Trevor Noack og center Anthony Borden. Tre spillere der alle har spillet på et meget højt niveau i college. Svendborg Rabbits har ligeledes forlænget med den store englænder Liam Potter, og det giver ”Kaninerne” tre spillere på over 210 centimer. Den manglende højde har ellers været Svendborgs store akilleshæl i de to forrige sæsoner. Klubben har desuden kontrakter med Antonio Porta, Damian Ocana, Kristoffer Gertz og fanfavoritten Rasmus ”The Moose” Christensen. De ni ovennævnte spillere skal suppleres med nævneværdige sydfynske talenter som Marinus Mouboe og Mads Gertz.
Svendborg Rabbits har dog også mistet nogle profiler i denne offseason. Klublegenden Johnell Smith valgte at stille basketballskoene på hylden. Hans karrierestop nåede dog kun at vare en lille måneds tid, inden han fik et tilbud i Sverige, som han ikke kunne sige nej til. Mikkel Plannthin har ligeledes forladt klubben, og det var bestemt også et skifte, der vakte opmærksomhed. Plannthin skal spille for ærkerivalerne fra Bakken Bears i den kommende sæson, hvilket var et hårdt slag for mange Svendborg-fans. Ligeledes er amerikanske Will Paul stoppet efter to sæsoner i ”Kaninhulen”. Chaed Wellian har ikke fået kontrakten forlænget, mens Ivan Höger desværre ikke ligner én, der kommer til at spille basketball igen, efter hans sygdomsforløb i fjor. Unge Mathias Kelly, der fik en del minutter i sidste sæson efter Kristoffer Gertz’s skade, er heller ikke at finde i klubben længere, da han har valgt at prøve lykken i USA.
Forventet Starting-Five:
PG: Antonio Porta
SG: Brandon Rozzell
SF: Claus Magaard
PF: Trevor Noack
C: Anthony Borden
[table id=16 /]
Jeg er sidens Basketligaredaktør og har været en del af Fullcourt-holdet siden 2014. Jeg kommer fra den basketglade by Svendborg, men har siden 2013 boet i København, hvorfor du ofte kan finde mig i hallen til basketkampe i Storkøbenhavn.
