Horsens tager sæsonens største sejr

Horsens tog lørdag eftermiddag en suveræn sejr over BK Amager.
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter

BK Amager tog lørdag eftermiddag hjemme imod Horsens IC i Basketligaen. Efter en lige første periode trak favoritterne fra Horsens fra. Udeholdet endte med at vinde kampen 65-110, hvilket er deres største sejr i sæsonen.

Horsens var uden nyerhvervet Charles Callison til kampen.

Lige første periode før Horsens stikker af

BK Amager har haft en svær sæson indtil videre, hvor det blot er blevet til en enkel sejr. Modsat er Horsens inde i en god stime, hvor de kun har tabt til Bakken Bears over de sidste syv kampe. Det var derfor udeholdet, der mødte op som storfavoritter til kampen – men det var ikke til at se fra start af. BK Amager var gode til at udnytte Horsens forsvarsfejl, og så gjorde Høier og Naughton det godt i reboundsspillet. Det gav en tæt første periode, hvor Horsens blot var foran 19-20.

Som set før i sæsonen, så spiller Pro A holdene sig typisk op i anden periode, og det var endnu engang tilfældet i dag. Frederik Rungby sænkede en 3’er, og fulgte det derefter op med et steal og trak en fejl på kontraen – hvor han ramte begge straffekast. Det satte noget energi i Horsens mandskabet, der begyndte at spille mere fysisk. Det kostede hurtigt Naughton sin fjerde fejl i kampen, og det påvirkede i høj grad Amagers spil. Aririguzah fik mere plads under kurven, og så begyndte udeholdet at trække fra.

I tredje periode brændte alle Horsens stjernerne igennem, og så var der ikke meget at gøre for det unge Amager mandskab. 36 point bare i tredje periode blev det til fra de gule, der viste offensiv spil i høj klasse. Fjerde periode skulle derefter bare overstås for begge hold, hvor flere rollespillere fik chancen. Kampen endte med en sikker 65-110 sejr til Horsens.

Profilerne viste sig frem

For Horsens har tre spiller især vist sig frem i sæsonen, og det var endnu engang the usual suspects, der imponerede. Gage Davis blev topscorer med 25 point, Efianayi havde 19 point, mens Borovcanin endte med 19 point og 7 rebounds.

For BK Amager var det big-man Jordan Naughton, der spillede den bedste kamp med 16 point og 11 rebounds, mens den unge profil, Jonathan Klussmann, scorede 19 point. Holdets topscorer i sæsonen, Quackenbush, havde en svær kamp, hvor det blot blev til 2 point (1/14 fra gulvet).

Næste kamp for Horsens er på torsdag i en vigtig hjemmekamp mod Svendborg Rabbits, mens BK Amager skal spille næste lørdag ude mod Randers Cimbria.

 

Se andre spændende artikler