Søndag eftermiddag bød BK Amager Horsens IC op til dans i Amagerhallen. Selvom Horsens var spået som storfavoritter til sejren, var kampen alt andet end afgjort ved kampstart. Amager-mandskabet leverede en imponerende præstation, der gjorde kampen til en spændende affære. De måtte dog i de sidste minutter se sig slået af jyderne med 89-77.
Hjemmeholdet var uden deres erfarne forward Andreas Meilby, samt den unge centerspiller Linus Grøn, der begge er ude med skader.
Amager leverede en stærk start
Første halvleg startede spændende ud. Hjemmeholdet var tændte fra start og havde momentum i både forsvaret og angrebet, hvor de offensivt fik trukket gode fejl på Horsensianerne. Udeholdet viste især styrke i forsvaret. De kom til mange rebounds, samt nogle blocks og steals. De to mandskaber fulgte pointmæssigt hinanden meget tæt. Første periode endte derfor 16-19 til udeholdet.
Amagerkanerne stod for den første scoring i anden periode, som skabte vild stemning fra både bænken og publikum, da Derrick Woods lavede et alley-oop med assist fra Sergej Rudovic. Derefter mistede de dog momentum i deres afslutninger, hvorfor de havde tre minutters scoringstørke, som Horsens udnyttede til fulde ved at lave et ni-point run.
Med fem minutter tilbage af første halvleg stod Horsens-mandskabet med deres hidtil største føring på 14 point, hvilket kaldte på en timeout, der måtte have sat skub i hjemmeholdet. De fik fokus igen og kom tilbage med et vanvittigt 21-points run, som ændrede stillingen 41-36 til hjemmeholdet. Jack Gjeding stod for halvlegens sidste scoring, hvorfor begge mandskaber kunne gå til pause med stillingen 43-36 til BK Amager.
Horsens giver det sidste
I anden halvleg formåede Amagerkanerne at holde en fin føring det meste af tredje periode. Gæsterne var dog aldrig langt bagefter og fik stille og roligt indhentet Amager, samtidig med at hjemmeholdet lavede nogle ærgerlige turnovers, der kostede dem chancer. Alligevel endte de med at være bagud med blot tre point efter perioden, som sluttede 57-60 til Horsens.
Til slut endte det jyske mandskab med at tage sejren 89-77, efter en fjerde periode hvor Amager forsat fulgte fint med til trods for manglende præcision i deres afslutninger. Det, der afgjorde kampen, var to syv-points runs fra Horsens i de sidste fem minutter, som var for svære for hjemmeholdet at indhente.
Kampens topscorer blev med 21 point Andy Cleaves fra Horsens IC. Udeholdet havde derudover fem spillere med over ti point: Cleaves (21), Ahmad (20), Serdarevic (17), Schneider (11) og Borovcanin (10).
For hjemmeholdet var der fire spillere med over ti point: Pelissier (19), Bjørnå (18), Woods (12) og Bjarkason (12). Tomas Bjarkason opnåede, som den eneste spiller i kampen, en double-double med 15 rebounds foruden de 12 point.
BK Amager spillede flot op med favoritten, og det var lige før, at de kunne stå tilbage med en sejr. Det ville ikke have været første gang i denne uge, at en overraskende sejr havde fundet sted. theView Copenhagen formåede tidligere på ugen at vinde over Randers Cimbria i overtid.









































































